En læser fortæller: Kærlighed med posten

Selv om det kostede hele 30 øre at sende et brev, var begge mine forældre flittige med fyldepennen.

Far kom ud at tjene

Min far blev født og voksede op på et lille husmandssted, som lå midt i den nordjyske egn Vendsyssel. Han var den ældste i en børneflok, som med tiden kom til at tælle i alt 14 sønner og døtre. Som det dengang var almindeligt blandt børn af landbofamilier, kom far ud at tjene bønder, da han forlod skolen efter 7. klasse.

Som 13-årig fik han plads hos en bondemand, hvor han skulle hjælpe med at fodre, malke, pløje, så og høste. Lønnen var kost og logi samt et sæt tøj om foråret og et sæt om efteråret.

Efterhånden som far blev ældre og dermed større og stærkere, fik han bedre betaling for sin indsats, men nogen guldgrube var der aldrig tale om.

Lykken smilede alligevel til ham, for han mødte en sød pige, som han blev glad for, og som også blev glad for ham. Hun var fra samme egn og var også kommet tidligt ud at tjene, og hun blev mange år senere min mor.

Nu kaldte København

Efter 10 år som karl på adskillige af sin hjemegns gårde blev far indkaldt som soldat. Det var kort efter anden verdenskrigs afslutning. 23 år gammel skulle han nu for første gang i sit liv opleve verden syd for Limfjorden. Det havde han aldrig haft hverken tid eller råd til, men nu skulle han gøre tjeneste som rekrut på Ryvang Kaserne i den nordlige del af København.

Desværre kunne min mor ikke følge med ham, for hun var køkkenpige på en stor gård og måtte blive tilbage for at passe sin plads i den tid, hun var fæstet for. Far og hun var vildt forelskede, og de aftalte ved deres afsked at holde kontakten.

De kunne ikke som unge i dag ringe sammen i tide og utide eller bare sende en sms, så de lovede hinanden, at de mindst en gang om ugen ville skrive breve, så gnisten mellem dem kunne holdes ved lige.

Derefter rejste min far, og det var i enhver henseende et nyt liv og en helt ny tilværelse, der pludselig åbenbarede sig for ham. Som rekrut var han stadig nederst i hierarkiet, men nu var han pludselig sammen med andre ligestillede, og selv om lønnen som soldat var elendig, var det dog et fast beløb, der blev udbetalt til faste tider.

Et brev om ugen til mor

Hans nye liv var langt væk fra de trygge og vante rammer hjemme i Vendsyssel, men de hyppige breve hjemmefra og det gode kammeratskab blandt rekrutterne gjorde, at det trods alt var til at udholde for min far.

Som aftalt var han flittig med fyldepennen, selv om de 30 øre til et frimærke om ugen tærede godt på finanserne. Dog var det så vigtigt for dem begge med brevvekslingen, at da far en dag kun havde et 20 øres frimærke, klæbede han en tiøre fast på kuverten ved siden af frimærket og håbede, at postvæsenet kunne finde ud af at løse problemet.

Det kunne de heldigvis, for da brevet nåede frem til det nordjyske, var der sat et 10-øres frimærke på ved siden af fars 20-øres.

Brevene bandt det unge par sammen og holdt kærligheden ved lige. Min mor forlod sin plads, så snart det kunne lade sig gøre. Derefter fik hun en plads i huset hos en familie i Hellerup, så hun og far atter kunne se hinanden jævnligt.

Flot håndskrift og fejlfrit dansk

Da fars tid som værnepligtig var ovre, drog hans soldaterkammerater mod deres respektive hjemegne. Far blev i forsvaret, da han takket være sin flotte håndskrift og et fejlfrit dansk blev tilbudt en fastansættelse på kontoret på en stor, jysk kaserne.

I pinsen 1947 blev det unge par gift, og de var stadig forelskede, hvilket havde medført, at bruden ventede sig. Ved årsskiftet kom min storebror til verden, og nogle år senere blev jeg født. Da jeg var tre år, fik vi en lillesøster.

Mor var altid hjemmegående, men da hun var eminent til at skrive lejlighedssange, tjente hun lidt ekstra ved det.

Ægteskabet holdt, lige indtil far faldt bort i en alder af 81 år, og da havde de for længst fejret guldbryllup. Mor overlevede ham som enke i otte år.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.