En læser fortæller: Lille Erik reddede vores liv

Jeg var højgravid og i livsfare, da min søn gik efter hjælp i snestormen.

Brevet i køkkenskuffen

En eftermiddag i slutningen af november 1963 sad jeg med min lille søn Erik på fire år og kiggede ud ad vinduerne i vores lille hus. Vi småsnakkede om snestormen, som rasede udenfor, og indimellem kastede jeg et blik på min knap et år gamle datter Ditte, som lå i vuggen. Jeg var allerede højgravid med nummer tre.

Køb abonnementOg få Ude og Hjemme hver uge

– Erik, husk nu, at der ligger et brev ude i køkkenskuffen, sagde jeg. – Hvis der sker noget med mor, og far ikke er hjemme, skal du løbe over til mormor med det brev, for så skal hun ringe efter ambulancen. Forstår du det?

Erik nikkede. Han var helt med på det med brevet.

Nogle timer senere sagde Erik og jeg godnat og gik begge i seng. Jeg faldt hen, og klokken tre vågnede jeg i en masse blod og blev klar over, at noget var fuldstændig galt. Jeg kunne ikke komme ud af sengen, så jeg gav mig til at skrige, og heldigvis hørte Erik det.

– Mor? kaldte han fra døren.

– Lad være med at tænde lyset, jeg har sådan en hovedpine, fik jeg frem med mine allersidste kræfter. – Tag brevet i køkkenskuffen og løb over til mormor, husk at tage dine støvler på. Sig til mormor, at ambulancen skal komme nu.

En sang for at holde modet oppe

Det blev det sidste, jeg nåede at sige, før jeg besvimede, og det er Erik, der har fortalt mig det næste. Han tændte alligevel lyset, og derfor så han alt blodet i sengen og på gulvet og tænkte, at det vist ikke handlede om hovedpine, men måske om næseblod.

Det var hans plan at sige til mig, at jeg skulle vaske gulvet, inden ambulancen kom, men da han løftede min ene arm, faldt den bare slapt ned på dynen igen. Så var Erik klar over, at hans mor var alt for træt til at vaske gulv. Ditte småklynkede i vuggen, og Erik gav hende sutten, inden han tog jakke og støvler på.

Mormor boede kun fem minutter væk på den anden side af vejen, men det var stadig uvejr, og sneen var dyb. Erik måtte løfte sine små ben højt for at komme frem, og han sang for at holde sit mod oppe. Det var ”Dengang jeg drog af sted”, som han holdt så meget af.

Midt om natten og i sneen og mørket fandt han hen til mormors dør og fik vækket hende. Hun ringede omgående efter ambulancen, og den må være kommet gennem snefoget utroligt hurtigt, for da Erik og mormor kom tilbage, var jeg allerede blevet hentet.

Lille Ditte lå alene og græd i vuggen, og Erik har tit fortalt, at hans lillesøster blev meget glad, da han og mormor kom hjem og løftede hende op og trøstede hende.

Kritisk situation

Den nat fødte jeg en dejlig lillebror til Erik og Ditte, men situationen var kritisk, for jeg havde haft en alvorlig blodstyrtning. Det varede seks kritiske dage, før jeg endelig vågnede, og da fortalte sygeplejersken mig, at min superhelt af en lille søn havde reddet både mit og den spæde drengs liv.

Lægen bad om at tale med Erik, for han kunne næsten ikke tro på, at sådan en lille dreng havde været så tapper.

– Jo jo, forsikrede Erik ham. – Mig og mor hjælper altid hinanden, for det er ikke så tit, far er hjemme. Men jeg er altså også fire år og tre måneder.

Forkæl dig selv med et abonnement på Ude og HjemmeDer er ingen binding!

Storebor til fem

Lægen blev overbevist, og han gav Erik en enkrone. Sygeplejersken, mormor og jeg gav ham hver en 25-øre, og den lille superhelt blev meget stolt.

Nogle dage senere syntes Erik, jeg havde været væk hjemmefra længe nok. For det var jo snart lille Dittes første fødselsdag, og den skulle fejres med kagemand.

– Nu kan du ikke ligge der og sove mere, mor, meddelte han mig. – Du skulle jo bare have den lillebror, og ham har vi fået. Husk nu dine støvler og glem ikke lillebror!

Heldigvis blev jeg udskrevet til Dittes fødselsdag. Med tiden blev min dygtige dreng storebror til fem søskende. Den dag i dag er han stadig en glad, hjælpsom og optimistisk dreng, og han er selv far til to dejlige drenge.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.