En læser fortæller: Mig og frøene

Det er en gave at kunne dyrke grøntsager selv.

Det begyndte med karse

Da jeg den sidste dag før påskeferien 2014 hentede mit mellemste barn på dengang fire år i institutionen, havde han en gave til mig, og han var ved at revne af stolthed, da han overrakte mig den. Det var den nederste del af en mælkekarton, som der var limet gul og lilla karton på. I bunden var der anbragt vat, hvor der var groet karse frem. Indtil da havde jeg overhovedet ingen erfaring med at dyrke planter selv, men jeg var helt enig med Joakim i, at det her var lidt af et mirakel.

Karsebøtten stod fremme hele påsken og blev behørigt vandet, og vi pyntede vores æggemadder med lækker, frisk karse. Efter påske fjernede jeg vattet og gemte den fine bøtte, og det var min plan at dyrke karse i den igen til næste påske.

Noget var dog blevet sat i gang i mig, og da de farvestrålende poser med frø ikke længe efter dukkede op i supermarkederne, købte jeg på lykke og fromme et par breve og såede frøene i potter og baljer på vores altan.

Det var sjovt at se de fine, små vækster spire frem, men dels blev det hele ikke lige vellykket, dels var det besværligt at slæbe jord op på fjerde sal. En af mine kolleger på arbejdet sagde nemlig til mig, at når jeg dyrkede på den måde, skulle jorden skiftes ud hvert år. Desuden havde jeg en anelse om, at den manglende succes skyldtes for lidt sol på altanen.

Jeg ønskede mig højbede 

Jeg havde dog fået blod på tanden, så jeg var glad, da vi fik et rækkehus med fire værelser og en lille have både foran og bagved huset. Det var i marts 2015, og jeg besluttede at lade fliserne på terrassen i baghaven ligge, men ellers fjerne halvdelen af den lille græsplæne, grave den godt igennem og lave en urtehave.

På arbejdet var der flere, som gik op i havearbejde, og jeg lyttede og gjorde notater på min mobil, når de kom med gode råd. For eksempel skulle kaffegrums både kunne gøde og holde myrer væk, og det viste sig at passe.

Det var en kamp at holde ukrudtet nede, men alligevel fik vi en pæn høst af gulerødder, løg, ærter, kartofler, squash og rødbeder den sommer. Dog kunne jeg forstå, at højbede ville være nemmere at holde rene. De er ret dyre at købe, men jeg fyldte 30 om efteråret og ønskede mig kun penge til højbede – og praktisk hjælp til at etablere dem.

Siden er det kun gået fremad, og allerede i 2017 kunne jeg med undtagelse af kartofler næsten holde min lille familie på fire med grøntsager helt hen til marts. Mine tomater, peberplanter, agurker og chilier bor op ad husmuren og skærmes af en stor plexiglasplade, som min storebror har skaffet mig.

Frø i lange baner

Inspireret af kolleger og artikler på nettet begyndte jeg i 2017 selv at tage frø af de bedste planter i min urtehave. Det gælder for eksempel tomater, hvor jeg klemmer indmaden af en næsten overmoden tomat ud i et glas og lader det stå med vand i tre dage.

Så synker frøene til bunds, og derefter skyller jeg dem rene i en sigte under den kolde hane. Jeg anbringer 10 frø i et kaffefilter, lader dem tørre ind, skriver tomatens art på filteret og gemmer dem et mørkt og køligt sted.

Jeg tager også selv frø af chili og peberplanter, og jeg tørrer frøstande fra blomster. Sådan en buket hænger med hovedet nedad på en krog under mit udhæng, indtil jeg kan høre frøene rasle. Så høster jeg dem, og hvis der er alt for mange frø, bruger vi de tørrede stande i smukke dekorationer og kranse til jul.

Min foretrukne blomst er jomfru i det grønne, som giver utallige små, sorte frø, som er velegnede til at strø på hjemmebagt brød. Ærter og bønner tørrer jeg også fra år til år, og jeg bestræber mig på at dyrke noget nyt hver sæson. I denne sommer har det været ananaskirsebær.

Alle bliver glade for mine frøposer

Når vi er inviteret ud, giver jeg fine frøposer i værtindegave, og modtagerne bliver altid glade for dem.

Bortset fra mine tre skønne unger betragter jeg min hjemmeproduktion som mit livs største succes, og som lavtlønnet, enlig mor er det en gave at kunne producere grøntsager selv, ikke mindst i disse tider, hvor priserne på dagligvarer kun stiger.

Hver morgen det meste af året går jeg ud til højbedene med min første kop kaffe, og når jeg står der og kigger, føler jeg mig faktisk ret lykkelig.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.