Fredag, 17. december 2021 - 7:00 - Fortalt til Dorte Roholte. Modelfoto: Panthermedia
En læser fortæller: Min bedste jul nogensinde
Jeg glemmer aldrig hjerternes fest for lossepladsens børn.
PrintJeg græd over fattigdommen
Jeg har altid elsket julen, og jeg begynder at glæde mig, det døgn vi skifter over til vintertid. De fleste af mine juleaftener har jeg fejret i mit rummelige barndomshjem, hvor vi holdt fast i alle traditioner.
Derfor kom det også som et chok for mine forældre, da jeg i 2001 valgte at holde jul i Guatemala. I januar måned samme år var jeg rejst dertil for at arbejde som frivillig, og efter nogle måneder var jeg blevet ansat i et nødhjælpsprojekt, der gik ud på at uddanne børn af alle de familier, der boede i og omkring Guatemala Citys enorme losseplads.
Da jeg første gang besøgte det sted, vendte jeg grædende tilbage til mit logi, for den overvældende fattigdom og massive håbløshed havde ramt mig hårdt. Jeg tog dog kampen op, og to gange havde jeg derefter aflyst min returbillet til Danmark.
I begyndelsen af december havde jeg ingen planer om at tage hjem, for børnene på lossepladsen havde brug for mig. Ingen af dem gik i skole, og de var vant til at arbejde hårdt, enten med at grave sig igennem lossepladsens affaldsbjerge eller ved at sælge tyggegummi, hårspænder eller mirakelkure mod alle slags sygdomme på gaden.
Nogle af dem optrådte som klovne ved lyskryds, og de måtte ikke komme hjem, før de havde tjent en vis portion penge. Mange af dem levede med alkoholiserede forældre og var udsat for vold og overgreb derhjemme.
De skulle have barndommen tilbage
Men når de var hos os, fik de lov til at være børn. Vi forsøgte at give dem deres barndom tilbage og kæmpede for, at de kom i skole. Efter skoletid kom de hos os i den nedlagte kirke, som nødhjælpsorganisationen rådede over, og så hjalp vi dem med skolearbejdet og lavede sjove og lærerige projekter med dem.
Tit opførte de sig dårligt, og der var råben, slåskampe og trusler mellem dem, men lidt efter lidt lykkedes det os at få en gruppe søde unger ud af dem.
Så nærmede julen sig. Flotte juletræer dukkede op i byen, og butikkerne var pyntet med glimmer og julemænd. Hos os var vi så heldige, at et stort hotel inviterede os og alle ungerne til julefest på hotellet.
Børnene var bekymrede for, om deres tøj var pænt nok, men hotellet og deres samarbejdspartnere sendte sækkevis med flot tøj. Det var brugt, men alligevel i en meget bedre kvalitet end børnenes normale tøj.
Det var som en drøm
På dagen for julefesten trillede fem minibusser op foran vores kirke. Børnene havde stået klar siden klokken syv om morgenen. Mange var blevet vasket, og pigernes hår var flot sat op, mens drengene havde masser af gelé i håret. Alle strålede de som små sole, og der var liv og glade dage i bussen.
Vi voksne prøvede ikke at dysse dem ned, men var dog urolige for, om de skulle komme op at slås eller ved et uheld ødelægge noget på det fine hotel.
Vi kunne have sparet os bekymringerne, for alt var perfekt planlagt, og det hele spillede. Via en stor, gylden dør trådte vi ind i en enorm foyer med spejle, blomster, bløde gulvtæpper og et kæmpestort, pyntet juletræ. To overvældede småpiger holdt mig i hånden, og det var, som om Askepot skulle til bal på slottet.
– Det er som en drøm, frøken, blev pigerne ved med at hviske.
Mad til dem derhjemme
Menuen var stegt kylling med pommes frites, og nogle af børnene pakkede resterne ind i servietter og puttede dem i lommen, så dem derhjemme også kunne smage.
Der var arrangeret ballondans, ansigtsmaling og sæbebobler, og selveste julemanden kiggede forbi med sækkevis af gaver. Børnenes navne stod på, og de græd af glæde, også fordi de fik gaver med hjem.
Desværre måtte festen jo slutte, og i bussen gabte børnene, stille og mætte af mad og indtryk. Det var lidt trist at aflevere dem i deres skure af blik og brædder igen, men vi voksne talte om, at eventyrets Askepot skulle hjem igen, hvorefter noget bedre ventede hende.
Det blev mit livs bedste juleaften, og jeg mindes den hvert år. I god tid sender jeg også lidt penge til Guatemala, og jeg håber at kunne invitere lossepladsens børn på en dejlig udflugt eller julefest, når jeg engang vender tilbage.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
Forkæl dig selv med et abonnement på Ude og HjemmeDer er ingen binding!
