En læser fortæller: Min hyldest til vagabonder

En madpakke til turen videre

Jeg kom til verden i 1929 og voksede op på landet, og i mit barndomshjem fik vi jævnligt besøg af vagabonder, som også blev kaldt for landevejsriddere eller landevejens farende svende.

Min mor gav dem lidt at spise, og så smurte hun en god madpakke til dem, inden de drog videre. Vi børn syntes jo, at det var spændende med de fremmede, som altid var undervejs og fandt nattely i stalde og lader.

En af vagabonderne bandt altid sin gamle, rustne cykel fast til sit ene ben, når han skulle sove. Efter hans død hørte vi, at nogen havde skilt cykelstellet ad, og inde i det hule stel var der helt proppet med pengesedler. Så var der ikke noget at sige til, at han passede på den.

Hver sommer var der et marked på et gods på vores egn, og her deltog alle landets vagabonder. På dette marked blev årets stodderkonge nemlig kåret. Alle de andre vagabonder blev døbt i øl og måtte derefter ikke vaske sig i et døgn. Det hele foregik under stor munterhed, og vi børn elskede at kigge på.

Læs også:

Stephanie delte gaver ud til de fattige

Som årene gik, blev jeg gift og fik hus og børn. Min familie og jeg boede også på landet, og her begyndte landevejsridderne nu at komme. Jeg syntes, det var morsomt, og jeg tog imod dem på samme måde, som min mor havde gjort.

Mange af dem havde de sjoveste tilnavne. Det var tit noget fint med konger, prinser og dronninger, for det var ikke kun mænd, der gik på vejen.

Hemmelige mærker på husene

Jeg husker en bestemt kvinde, hvis mand var lam og sad i kørestol. Hun skubbede ham troligt foran sig dag efter dag.

Alle vagabonderne kendte hinanden, og indimellem fortalte en noget om de andre. Angiveligt havde flere af dem haft høje uddannelser og siddet i fine stillinger. Blandt andet blev det sagt om hende, der skubbede sin mands kørestol, at hun engang havde været advokat.

– Har du aldrig været gift? spurgte min mand engang en af vagabonderne.

Han stirrede på min mand og svarede: – Gift? Det er da noget, man tager!

Der var selvfølgelig også folk, der ikke tog så pænt imod vagabonderne, og det blev sagt, at vagabonderne havde nogle hemmelige mærker, de satte på husene. På den måde kunne de advare hinanden om, hvem der gav mad, og hvem der måske pudsede hunden på dem.

Hos min mand og mig kom der jævnligt en vagabond, som blev kaldt for Knud Bolle. Jeg ved ikke, hvor det tilnavn kom fra, men han brød sig i hvert fald ikke om det, og han forklarede os, at det skulle udtales på fransk, nemlig som Bollé med tryk på sidste stavelse.

Han var altid ren og pæn i tøjet, og han fik lov til at bruge et gammelt skab på vores loft til at opbevare sin vinterfrakke om sommeren og sommertøjet om vinteren.

Læs også:

Brev til Mimi: Lidt for hjælpsom

Et år dukkede han op, da der var to uger til jul. Min mor var hos os og hjalp mig med at bage til jul. Vi var godt i gang, da han bankede på og pænt spurgte, om han måtte komme ind og få lugten af hjemmebag.

Det måtte han gerne, og han sad i lang tid på vores køkkenbænk og drak kaffe med kogesprit i, mens min mor og jeg bagte og sludrede med ham. Til sidst blev det ham alligevel for varmt, så han meddelte, at han ville gå en tur.

– Jeg siger ikke farvel, for jeg kommer igen, sagde han.

Det gjorde han også. Nogle timer senere vendte han nemlig tilbage med en side røget flæsk og en stor suppehøne. Det var noget, han havde været ude at tigge sig til, og nu gav han mig det i julegave.

Streng justits

Jeg var aldrig bange for vagabonderne, heller ikke selv om jeg var alene hjemme. Dog var der en bestemt mand, der ved to forskellige lejligheder var sjofel i munden over for mig.

Det fortalte jeg til en af de andre, og så blev den sjofle herre udelukket fra fællesskabet og måtte ikke gå sammen med nogen af de andre i et helt år. Der var nemlig streng justits og et helt bestemt moralkodeks imellem dem. Æret være deres minde.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.