En læser fortæller: Min lykke var hendes sorg

Mens min storesøster og hendes mand måtte kæmpe med barnløshed, blev jeg gravid ved et uheld. Det faldt ikke i god jord…

Tobias og jeg havde været kærester i godt fem år, og selv om jeg var sikker på, at han var den mand, jeg skulle blive gammel med, var jeg ikke begyndt at tænke på børn endnu. Jeg var 27 år og optaget af mit job, min familie og mine venner og selvfølgelig Tobias, som jeg var flyttet sammen med. Sådan var det ikke for min storesøster, Sofie. 

Barnløshed fyldte alt

Hun var fire år ældre end mig, og hendes liv handlede om ægløsning, hormoner og cyklusser, for hendes største drøm var at blive mor. Desværre havde storken usædvanligt svært ved at finde frem til min søster og hendes mand. Sofie var i fertilitetsbehandling efter flere års forgæves forsøg på at blive gravid, og hver måned udspillede der sig et større drama, når hun endnu engang måtte konstatere, at hun ikke ventede sig. 

Det var benhårdt for Sofie og hendes mand, Kristoffer, og jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at støtte og lytte til min søster, når hun grædende ringede og fortalte, at hun heller ikke var blevet gravid i denne omgang. 

Så skete det utænkelige. Jeg blev gravid. Bare sådan. Det var slet ikke planlagt og skyldtes udelukkende noget p-pillekludder på en sommerferie. Tobias og jeg var helt rundt på gulvet og anede ikke, hvad vi skulle stille op. Vi lukkede os inde i vores lejlighed, hvor vi i de næste par døgn græd, grinede og skændtes, indtil vi blev enige om, at vi selvfølgelig skulle have det barn. 

– Vi ved jo heller ikke, om du kan blive gravid en anden gang. Se bare på din søster, sagde Tobias. 

Min søster. Jeg havde ikke rigtig skænket hende en tanke i løbet af den følelsesmæssige rutsjetur, vi havde været på. Hvordan skulle jeg få fortalt hende, at jeg ventede mig? Jeg var sikker på, at hun ville blive ked af det. 

Sofie måtte vente med at få besked

I stedet ringede jeg til mine forældre og fortalte glædestrålende, at de skulle være bedsteforældre. Min far og mor skulle lige fordøje nyheden, men de var glade på vores vegne.  

– Liv, du bør nok vente lidt med at fortælle det til Sofie, sagde min mor forsigtigt. – Hun har det lidt svært for tiden. 

Jeg nikkede. Sofie måtte vente med at få besked. 

Det næste stykke tid var jeg helt ved siden af mig selv. Hormonerne susede rundt i kroppen på mig, og det ene øjeblik græd jeg over en reklame for vaskepulver i fjernsynet, mens jeg det næste dansede lykkelig rundt i stuen. 

Som om graviditeten ikke var nok i sig selv, havde jeg alle tankerne om Sofie oveni. Trods aldersforskellen var vi meget tæt på hinanden, og jeg havde det skidt med ikke at fortælle hende om min graviditet. Jeg fik dårlig samvittighed, hver gang hun ringede, og jeg var sikker på, at hun kunne høre på min unaturligt høje stemme, at der var noget galt. 

– Du bliver nødt til at fortælle hende det, sagde Tobias alvorligt, da jeg en dag havde undladt at besvare Sofies opkald. – Du kan ikke blive ved med at undgå din søster, og på et tidspunkt kan du heller ikke skjule, at du venter dig. 

Min kæreste havde ret. Jeg kunne lige så godt få det overstået. Jeg sukkede og trykkede Sofies nummer. Jeg håbede, at hun trods alt var i stand til at glæde sig på mine vegne, men det stod snart klart, at det var ren ønsketænkning. 

Sofie blev præcis så ked af det og oprevet, som jeg havde frygtet. Hun blev faktisk vred og råbte, hvordan jeg kunne gøre det mod hende.

– Jamen, Sofie, det var ikke planlagt, stammede jeg. – Det skete bare.

Min søster ville ikke høre på mig og opførte sig, som om det var en bevidst ondsindet handling fra min side. 

– Du vidste, hvor meget det betyder for mig, råbte hun. – Og så blev du bare gravid. 

Jeg var helt slået ud efter den samtale og ringede grædende til min mor. 

– Hun skal lige vænne sig til tanken, sagde hun. – Måske er det bedst, at vi ikke taler så meget om din graviditet, når Sofie er tilstede. 

Vi måtte ikke tale om det barn, jeg ventede

Sådan blev det. Min voksende mave blev den lyserøde elefant i rummet, så snart Sofie trådte ind ad døren. Hun kommenterede den ikke og kiggede dårlig nok på mig. Hvis nogen kom til at nævne min graviditet, rullede hun med øjnene, hvis hun ikke hulkende forlod stuen. 

Jeg forsøgte flere gange at tale med hende, men min søster var helt forkrampet i sin barnløshed og ville slet ikke høre på mig. 

– Jeg er den ældste. Det var mig, der skulle give far og mor det første barnebarn, ikke dig, sagde hun strengt. 

– Nu har jeg jo ikke ligefrem planlagt det, mumlede jeg.

– Nej, du har ikke gjort noget. Er du klar over, hvor meget smerte jeg har måtte lide, og hvor mange hormoner jeg har sprøjtet ind i min krop for at blive gravid? råbte hun. – Og så kommer du bare svansende ind og har ikke planlagt det. Er du klar over, hvordan det føles?

Så måtte jeg stå ret som en uartig skolepige, mens min søster skældte mig ud, fordi jeg havde tilladt mig at blive gravid. 

Til sidst orkede jeg ikke at tale med hende. Jeg undlod at nævne graviditeten, og når vi var sammen, bestræbte jeg mig på at tage tøj på, der camouflerede maven. I vores familie turde ingen nævne min graviditet, når Sofie var tilstede, og da min far fyldte 65 år, bad min mor mig ligefrem på forhånd om ikke at tale om det under festen. 

– Sofie bliver så ked af det, og jeg synes ikke, at vi skal ødelægge fars store dag, sagde hun.

Sådan blev det. Mor havde tilsyneladende advaret hele selskabet om, at min graviditet var tabu, for ingen sagde noget, selv om min mave efterhånden havde nået et omfang, som ikke lod sig skjule. Det var en virkelig underlig dag, og da vi kom hjem den aften, var jeg ked af det, men også vred.

– Det kan ikke passe, at jeg nærmest skal gå rundt og undskylde, at jeg venter mig, fordi Sofie ikke kan blive gravid. Jeg vil ikke have dårlig samvittighed, fordi jeg glæder mig til at få et barn, rasede jeg. 

Tobias kiggede alvorligt på mig. – Det synes jeg faktisk, at du skal fortælle Sofie. 

”Hej moster, nu er jeg her”

Næste dag satte jeg mig ned og skrev en lang mail til min søster. Jeg var ærlig omkring, at jeg var ked af, at hun ikke kunne blive gravid, men jeg ville ikke have dårlig samvittighed, fordi jeg ventede mig og glædede mig til at blive mor. 

”Jeg er jo ikke blevet gravid for at genere dig, og jeg håber, at du er i stand til at glæde dig på mine vegne," sluttede jeg.

Jeg lod Tobias og et par veninder læse den igennem for at sikre mig, at intet kunne misforstås eller udløse min søsters vrede. Da alle havde sagt god for den, sendte jeg mailen med bankende hjerte. Nu måtte det briste eller bære. 

Det bristede. Jeg fik en rasende mail tilbage, og resten af dagen tilbragte jeg grædende på sofaen.

– Måske skulle du holde en pause fra din søster, forslog Tobias forsigtigt. – Lige nu gør hun dig alt for ked af det, og du skal passe på dig selv. 

Sådan blev det. Jeg skrev ikke tilbage til Sofie, og da hun heller ikke kontaktede mig, var der ingen forbindelse mellem os. Mine forældre forsøgte at mægle, men da de også løb panden mod en mur, blev vi enige om, at Sofie måtte vende tilbage, når hun var parat til det. 

– Hvad nu, hvis hun aldrig mere vil tale til mig, græd jeg.

– Rolig, rolig, sagde min mor. – Du kender Sofie og hendes temperament. Hun skal nok falde ned igen, men lige nu er det nok bedst, at I holder jer fra hinanden. 

Seks uger senere kom lille Ella til verden efter en maratonfødsel. Jeg var helt smadret, men det var, som om udmattelsen forsvandt, da jeg fik min lille datter i armene. Mine forældre kom som nogle af de første, og jeg spurgte, om de havde fortalt Sofie, at jeg havde født.

– Jeg synes, at du selv skal fortælle det, sagde min mor. 

Jeg sendte hende et billede af Ella med teksten: ”Hej moster, nu er jeg her.”

Kort efter svarede hun: ”Tillykke”, efterfulgt af en smiley. 

Den bedste moster

Der gik en uge, og så kom Sofie og Kristoffer på besøg. Jeg kunne se på hende, at hun var beklemt ved situationen, og jeg skyndte mig at sige, at jeg godt kunne forstå, at det var svært for hende, at jeg havde fået Ella.

Sofie nikkede: – Men jeg vil jo gerne lære min niece at kende.

Jeg lagde Ella i hendes arme, og for første gang i lang tid så jeg min søster smile. Da en lille tåre slap hendes øjenkrog, kunne jeg heller ikke holde gråden tilbage.

– Jeg har sådan savnet dig, græd jeg.

Sofie græd også. – Jeg har været så ked af det, og jeg har ikke været fair over for dig. Det er jo ikke din skyld, at jeg ikke kan blive gravid.

Længe krammede vi og lovede højtideligt hinanden, at der aldrig mere skulle komme noget mellem os.

– Jeg håber virkelig, at du snart får dit barn, og jeg er sikker på, at du bliver en fantastisk mor, sagde jeg og mente det af hele mit hjerte. 

Der er gået et år nu, og Sofie er den bedste moster for Ella. Hun og hendes mand er begyndt at tale om adoption, og jeg vil sådan håbe, at det lykkes for dem.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.