En læser fortæller: Pludselig stod livet stille

Det er den mest skræmmende nat, vi som forældre har oplevet, og vi er kun langsomt ved at komme os.

En solrig augustdag gik jeg udenfor og hyggede mig med mine og min kones børn, Anton på 7, Mille på 4 og August på 2. Vi ville overraske deres mor, Mette, med at have ryddet gårdspladsen fint op, når hun kom hjem fra arbejde. Mille ville dog ikke rigtig rydde op. Hun løb rundt og legede, og hun faldt flere gange. Jeg bad hende om at passe på.

Mette blev begejstret, da hun kom hjem, og vi bestemte os for at grille. Vi hyggede med ungerne, og efter maden kom alle tre i bad. Mille ville have hårspænder i sit hår, og det fik hun. Alt var, som det plejede.

Da Mille skulle puttes, hoppede hun rundt i sengen og slog baghovedet ret hårdt mod sengekanten. Det var sket før, for Mille er lidt af en vildbasse, men hun holdt hurtigt op med at græde og sagde selv, at hun var okay.

Ude og Hjemme anbefaler: Stærkt drama om søskendekærlighed

"Hun bliver kvalt!"

Senere på aftenen sad Mette og jeg og så tv, da jeg hørte en bankelyd inde fra børne­værelset. Jeg gik derind i den tro, at det var Anton, der bankede, men det var det ikke. Pludselig gik alt samtidig meget hurtigt og frygtelig langsomt. 

Det var nemlig Milles ene arm eller ben, der havde lavet lyden. Hun lå på ryggen i sin seng, hvor hun havde kastet op. Øjnene stirrede opad, hendes hoved bevægede sig frem og tilbage i små ryk, og jeg vidste omgående, at noget var helt forkert. Først troede jeg, at Mille var ved at blive kvalt, så jeg vendte hende om.

– Hun bliver kvalt! Hun trækker ikke vejret! råbte jeg til Mette.

Panikslagen løb jeg ud på badeværelset med Mille, mens Mette ringede 112 og rystet forklarede en sygeplejerske i den anden ende, at vores datter på 4 år ikke trak vejret. 

Mille blev mere og mere blå i ansigtet, og jeg frygtede, at vi var ved at miste hende. Jeg troede, hun var ved at blive kvalt i sit eget opkast, så jeg bankede hende på ryggen, men hendes lille krop gik i kramper, og øjnene kørte rundt. 

"Gå ikke i panik"

I telefonen sagde sygeplejersken til Mette, at vi skulle være rolige og ikke gå i panik, og at ambulancen var på vej. 

Mette løb ud for at åbne lågen ind til gårdspladsen, så redderne hurtigt kunne komme ind. Imens lagde jeg Mille på siden, først på gulvet og derefter på spisebordet i køkkenet. Hendes ben var blå, men langsomt kom der igen farve i hendes ansigt. Hun trak også vejret nu, men det lød ikke rigtigt. 

Mette havde lagt sin mobil ved siden af mig, og jeg talte med sygeplejersken, mens Mette hurtigt pakkede noget tøj. Tankerne fløj rundt, for ville Mille overleve, og havde hun taget skade? Drengene vågnede også. Den yngste skreg, og jeg fik lagt ham over i sengen til den ældste, som grædende spurgte, hvad der skete med Mille. Jeg måtte sige sandheden, nemlig at jeg ikke anede det.

LÆS OGSÅ: Forskere: Hudkontakt er bedre end kuvøse

Helt i chok

16 minutter efter Mettes opkald nåede ambulancen frem, og redderne gav sig til at tjekke Mille. De klippede hendes nattøj op, lagde et drop og målte hendes blodsukker. Mette og jeg var nu helt i chok. Vi stod tæt sammen og så på det hele, men vi forstod ikke, hvad der skete med vores dejlige, lille trold. 

Redderne gjorde klar til at få Mille ud i ambulancen. Mette kørte med, og jeg lagde mig i sengen med drengene. Anton var så bange for at miste sin lillesøster. 

Undervejs opdaterede Mette mig via sms, så Anton undgik at høre os tale sammen, for det ville have gjort ham endnu mere opskræmt.

På sygehuset fik Mille flere anfald, og ud på denne hårde nat endte hun i respirator. Heldigvis vågnede hun uden mén, men med diagnosen børneepilepsi. Vi havde slet ikke tænkt på, at det kunne være det. 

Nu er der gået et halvt år siden anfaldet, og Mille har det godt. Lægen siger, at hun vil vokse fra det, og at der kun er en lille risiko for nye anfald. 

Vi har medicin i huset, som vi skal give hende, hvis det sker. Hjælper det ikke, skal vi ringe 112. 

Det kan ikke med sikkerhed siges, om slaget mod sengekanten var den udløsende faktor, men vi fik virkelig en forskrækkelse den dag. Det har ændret os alle, og vi er stadig ret ramte af det.

Vil du have flere gode læserfortællinger?

Hver uge får du spændende læserfortællinger i Ude og Hjemme.