Fredag, 30. september 2022 - 7:00 - Fortalt til Dorte Roholte. Illustration: Darling Design
En læser fortæller: Til minde om vores kære
Døden burde ikke være et tabu, for vi vil alle møde den i vores liv. Jeg har mødt den tre gange.
PrintVed mors dødsleje
Der var engang nogen, der fortalte mig, at døden var smuk. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro om det, heller ikke selv om jeg allerede dengang troede på et liv efter døden, hvilket jeg stadig gør.
Det må have været før den bestemte januardag 1993, hvor jeg for første gang i mit liv så et dødt menneske. Den dag ringede min søster nemlig til mig og sagde: – Mor er død.
Det var uventet og grusomt, og jeg måtte køre de 145 kilometer for at komme frem til det sygehus, hvor mor var sovet ind i en alder af kun 51 år. Efter få års sygdom var hendes hovedpulsåre sprunget, og det var endt med et hurtigt hjertestop.
Det føltes som en lang tur, og da jeg endelig nåede frem, besluttede jeg mig for at se hende. Jeg havde jo hørt det med, at døden var smuk, men da jeg stod ved min mors dødsleje, var jeg ikke enig.
Jeg havde hørt endnu noget om døden, nemlig at hørelsen er det sidste, der forlader os.
– Mor, jeg elsker dig, hviskede jeg derfor til hende. For tænk nu, hvis hun kunne høre mig, selv om lægerne havde erklæret hende død.
Det var hårdt for mig at miste min mor, for jeg var kun 29 år. Men jeg havde stadig en mormor, og hun var kort inden min mors død flyttet på plejehjem. Min mormor havde altid stået mig nær, og hvis hun ikke havde været mit et og alt før, blev hun det i hvert fald efter min mors død.
Desværre ramte det mormor meget hårdt, at hun havde mistet en datter, selv om hun stadig havde min moster og min morbror Lauritz. Det forhold, at ens barn dør før én selv, vil selvfølgelig altid være forbundet med meget smerte, uanset hvor gammel man er.
Mormor mistede livsgnisten
Mormor havde også en flok dejlige børnebørn, som elskede hende højt, og det gjorde alle andre i familien også. Men efter mors begravelse en iskold januardag var det, som om mormor mistede livsglæden, for hun opgav at leve videre i sin lille plejehjemsbolig.
Hun var ellers kun 78, og hun havde altid haft et godt helbred. Lægen sagde, at hendes hjerte var sundt og stærkt, selv om hun var ryger.
Hver eneste morgen indtog mormor et lille glas snaps, og i familien havde vi tit talt om, at det måske var takket være den snaps, at hun havde det så godt fysisk. Den lille daglige snaps blev mormor ved med at få, men hun indtog næsten ingen føde, for det havde hun ikke lyst til. Det virkede næsten, som om hun ville sulte sig selv ind i døden.
Der gik kun godt et år, før min morbror Lauritz en frisk og kølig forårsdag i 1994 ringede til mig: – Det er nu, mor skal af sted, Lisa, sagde han med sorgtynget stemme.
Jeg skyndte mig at tage til plejehjemmet for at slutte mig til Lauritz, som allerede sad ved mormors dødsleje. Det var tydeligvis meget hårdt for ham at se sin mor så opgivende og i så dårlig en forfatning, og på et tidspunkt sagde han fortvivlet til hende: – Du har da stadig både mig og min søster, mor. Mor, jeg har brug for dig her!
Han var som en storebror
Lauritz var kun 43 år på det tidspunkt, og han havde blot været 22, da han mistede sin far. Samtidig havde jeg jo mistet min morfar, og det havde også været meget tungt og sørgeligt. Lauritz havde ikke været klar til at undvære sin far dengang, og han var heller ikke parat til at leve uden sin mor nu.
Mormors afsked med livet trak virkelig ud, så det blev mange timer, Lauritz og jeg sad ved hendes seng. Den stod op mod væggen, så der var kun én hånd, vi kunne holde i, og det gjorde vi på skift.
Mine tanker havde masser af tid til at gå på langfart, og de søgte tilbage i tiden til min barndom, hvor jeg havde boet en del hos mormor og morfar.
På det tidspunkt havde Lauritz stadig boet hjemme, for der var kun 12 år mellem os, hvilket kunne mærkes på mange områder. Ikke mindst havde det betydet, at jeg mere eller mindre havde opfattet ham som en storebror, og i hans øjne havde jeg været som en irriterende lillesøster.
Lauritz havde haft en tendens til at opdrage på mig dengang, og lidt pudsigt havde han ligesom genoptaget den vane efter min mors død.
Midt i forløbet kom min morbrors søn på 16 år forbi for at tage afsked med sin bedstemor, men han blev ikke længe. Min kære fætter var den rodløse type, så det var bare hurtigt ind og hurtigt ud igen.
Indimellem kiggede en af plejehjemmets ansatte ind til os, og så talte vi lavmælt med dem. Siden min mors død havde de jo vidst, at mormor var i sorg, og vi havde flere gange drøftet hendes manglende vilje til at spise. Med tanke på, at mormor nu var 79 og nærmede sig de 80, var vi nået til enighed om, at hun ikke skulle tvangsfodres med sondemad.
– Lyset er jo slukket, som plejehjemmets forstander udtrykte det.
Døden tager over
Som timerne gik, blev mormors fødder mere og mere blå, og det undrede mig. Da endnu en fra personalet stak hovedet ind ad døren, spurgte jeg til de blå fødder.
– Det er døden, der tager over, forklarede hun mig.
Jeg undrede mig over, hvorfor mormors hjerte blev ved med at slå, når døden allerede var i gang med fødderne, men sådan var det åbenbart.
Da mormors åndedrag blev meget svage, uregelmæssige og med lange mellemrum, bøjede jeg mig ind over hende og hviskede, at hun skulle hilse min mor, hendes egen datter. Jeg havde en stor klump i halsen, og øjnene sved, for jeg savnede stadig min mor så frygteligt meget, og nu sad jeg her og måtte tage afsked med endnu et højt elsket familiemedlem.
– Er der ikke noget med, at vinduet skal stå åbent, så sjælen kan flyve ud? spurgte jeg dæmpet min morbror.
Det vidste han ikke noget om, så vi undlod at åbne vinduet. Der var en lille sofagruppe i mormors lejlighed, og der satte vi os og talte lidt sammen. Pludselig gav det et tydeligt ryk i branddøren, hvorefter mormor gispede en sidste gang og åndede ud.
Lauritz og jeg kiggede på hinanden, og med ét blev alt helt stille og lidt uhyggeligt. Lauritz rejste sig og tog i døren, men konstaterede, at den ikke kunne rokke sig ud af stedet, for som alle andre branddøre var den meget tung. Men vi havde jo begge hørt det ryk, der var kommet fra den.
Nu måtte Lauritz give slip
Efterfølgende talte vi tit om den dag. Lauritz troede ikke på et liv efter døden, som jeg gjorde, men han anerkendte vores oplevelse med branddøren, selv om han ikke kunne forklare det.
– Sjælen måtte tage døren, når vi nu ikke havde åbnet vinduet, lød min egen forklaring.
I denne sommer måtte jeg så endnu en gang våge ved et dødsleje, og denne gang var det min kære morbrors. Da var der gået 28 år og et par måneder, og det føltes, som om jeg gentog et mønster, da jeg ankom til hospitalet en lun julidag.
Otte lange timer sad jeg hos Lauritz, mens han lå i sengen med iltmasken for næse og mund. Han havde haft et hårdt arbejdsliv, hvilket han selv havde valgt, men det havde ikke været uden omkostninger, for den dag var han kun 71 år.
Min fætter, som kun kortvarigt var dukket op ved det seneste dødsleje, jeg havde siddet ved, opholdt sig også på stuen, for det var jo hans far, der lå der ved den yderste grænse. Vi talte stille om livet og oplevelser på godt og ondt, som vi havde haft i familien gennem tiden, og vi kunne tydeligt se, hvordan en særlig ro mere og mere tydeligt manifesterede sig i min morbrors ansigt.
Ved min ankomst havde hans træk været præget af smerte, men nu blev ansigtet mere glat og fredeligt. Til sidst gav en sygeplejerske ham den morfin, der tog de allersidste smerter, og iltmasken blev gradvist sat i bero.
Lauritz gav slip og var klar til at tage af sted. Hans vejrtrækning holdt inde, men ellers var der ingen synlige tegn på, at han var død. Der blev ikke åbnet et vindue, men døren ud til gangen havde hele tiden stået åben.
Jeg forlod sygestuen for at give plads til resten af familien, som nu kom ind, og i stedet satte jeg mig i hallen. Jeg satte mig dog så tæt på døren ind til morbrors stue som muligt, og det gjorde jeg for min fætters skyld. Han var nu 45 år, og han havde mistet sin far, i næsten samme alder som Lauritz selv var blevet moderløs.
For mig er døden ikke smuk
Mens jeg sad der, tænkte jeg på, at Lauritz var det sidste led, der havde været til den del af slægten, som gik forud for mig. I mange år havde han været min klippe, og han havde altid været der for de mennesker, der var omkring ham. Han var også blevet den sidste fortæller og viderebringer af de gamle familiehistorier.
Mine tanker den sommerdag i år kredsede om døden. Nu har jeg mødt den tre gange, og jeg er nået frem til den konklusion, at der ikke er noget smukt ved den. Døden er ofte et tabu, men det burde den ikke være, for vi vil alle møde den i vores liv. Denne beretning har jeg fortalt til minde om vores kære, der er gået i forvejen.
Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.
