En læser fortæller: Vores lille hjertebarn

Lise skulle gennem en operation, før hun kunne blive rask.

Det svimlede for Lise

Min mand og jeg blev forældre til vores dejlige søn Jens i 1956, og fem år efter fik vi den sødeste, lille pige, som vi døbte Lise. Da hun var fem år, begyndte hun at lide meget af svimmelhed. Når hun legede udenfor, kom hun jævnligt ind til mig og sagde: – Mor, det hele svimler for mig!

Hun virkede angst, og for at trøste hende og aflede hendes opmærksomhed fandt jeg på, at vi kunne pille en appelsin. Efterhånden blev det sådan, at hver gang hun blev svimmel, kom hun hen til mig og sagde, at nu skulle vi pille en appelsin.

Der blev kortere og kortere mellem disse anfald af svimmelhed, og vi tog Lise med til lægen, som konstaterede, at hun havde en hjertefejl. Det gjorde os naturligvis meget bekymrede. Lægen henviste os til hjerteafdelingen på et hospital i en stor by, der lå næsten 200 kilometer fra vores hjem. Vi havde ingen bil, så Lise og jeg rejste med toget.

Hjertelægerne undersøgte Lise og sagde derefter til mig, at hun skulle opereres i hjertet.

– Hos Lise har lungepulsåren og hjertepulsåren samme afløb, men normalt vil de blive adskilt inden barnets fødsel, forklarede lægen. – Men det er ikke sket hos Lise. Uden operation vil tilstanden på sigt kunne skade hendes hjerte, og hendes liv risikerer at blive forkortet. Til gengæld vil operationen kunne gøre hende helt rask.

Et stegt æg til patienten

Lægen lagde ikke skjul på, at det var en stor operation, for Lises lille brystkasse skulle jo åbnes, så de kunne komme ind til hjertet. Det var så slemt for os at forestille os, hvor meget hun ville komme til at lide ved denne operation, og vi var naturligvis frygteligt bekymrede. Der var dog ingen vej udenom, og jeg følte mig tryg ved hjertelægerne og sagde til Lise, at hun kunne være det samme.

Min søster og svoger boede i den store by, hvor hospitalet lå, og jeg fik lov til at bo hos dem, mens Lise var indlagt. Min mand blev derhjemme og passede Jens og sit job. Vores søn var nu 10 år, og jeg ringede til hans skolelærer og fortalte ham, at i de næste cirka seks uger skulle Jens selv stå op og gå i skole. Min mand mødte nemlig meget tidligt på sin arbejdsplads.

Operationen blev ikke overraskende en hård omgang for Lise, men bagefter roste hele sygehuspersonalet hende og sagde, at hun havde været så dygtig. Et par af lægerne trykkede tilmed en krone i hendes hånd, og det var hun stolt af. Jeg var umådeligt lettet, da det var godt overstået, og det samme blev min mand.

Dengang var det ikke almindeligt, at forældre kunne være hos deres børn på sygehuset hele tiden, men i starten fik jeg lov til at besøge Lise hver dag. Jeg var på stuen, da en dame fra hospitalskøkkenet kom for at spørge, hvad Lise kunne tænke sig at spise. Hun var nemlig ved at få sin appetit tilbage.

– Et stegt æg, tak, hviskede Lise.

Det kendte damen ikke, men jeg forklarede, at Lise havde lyst til et spejlæg.

Lise kom i bedring, og hun blev flyttet til en stor sygestue med mange andre piger og drenge. Her måtte børnenes pårørende kun komme på besøg onsdag og søndag. Årsagen var, at alle forældre jo ikke havde mulighed for at komme hver dag, og nogle af de små patienter kunne jo blive kede af det, hvis de andre fik mange flere besøg end dem.

Heldigvis nød Lise at være sammen med de andre børn, som forkælede hende med slik og frugt, og det var dejligt at se, hvor hurtigt hun kom sig.

Rask motionsløber

Efter de planlagte seks uger kom vi hjem igen, og vores søns rare lærer gav ham fri nogle dage, fordi han havde været så dygtig til at passe skolen i mit fravær.

Siden fik Lise aldrig problemer med hjertet. Hun blev student, tog sin ønskeuddannelse og blev gift, og i en alder af 22 år begyndte hun at løbe motionsløb og har gennem årene løbet i over 20 byer her i Jylland. For tiden dyrker hun gymnastik og svømning og har det rigtig godt i en alder af 61 år.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.