En læser fortæller: De vendte mig ryggen

Jan var min første rigtige kærlighed, men det var et mysterium, hvorfor mine forældre forbød mig at se ham.

En forårsdag i 1961 kom jeg til verden i soveværelset i mine forældres lille lejlighed på Torvet. Min far var 23, og min mor var 21, men deres unge alder til trods blev jeg strengt opdraget.

Hvis jeg var uartig, straffede min mor mig enten med en syngende lussing eller med langvarig tavshed, og det sidste var det værste. Hun var hjemmegående, mens min far arbejdede på en elektronikfabrik, hvor han senere blev værkfører.

I skolen havde klassekammeraterne løsere tøjler end mig, og mine forældre var meget opmærksomme på, hvem jeg legede med i fritiden. Kun nogle få piger kunne godkendes, og at lege med drenge var utænkeligt.

Jeg fik tit at vide, at hvis jeg opførte mig dårligt, ville det falde tilbage på mine forældre, for sladderen løb nemlig stærkt i vores lille, idylliske provinsby ved fjorden.

En fælles fremtid

I en alder af 15 havde jeg sværmet lidt for forskellige drenge, men Jan på 17 blev min første rigtige kærlighed. Han var gået ud af skolen og stod i lære som klejnsmed, og vores første møde var tilfældigt, for vi kom til at sidde ved siden af hinanden i biografen en søndag eftermiddag.

Jeg nærmest svævede hjem, og det næste lange stykke tid kunne jeg næsten ikke tænke på andet end Jan. Han havde spurgt, om han måtte komme og besøge mig, og jeg havde ærligt svaret, at det ville mine forældre nok ikke bryde sig om.

Hen over nogle måneder mødtes vi derfor kun på hovedgaden eller på et af udsigtspunkterne ved fjorden, og jeg blev mere og mere forelsket i ham. Det var gengældt, og jeg begyndte at drømme om ringforlovelse og en fælles fremtid.

To gange vovede jeg også at aflægge besøg i Jans hjem, mens hans forældre ikke var hjemme. De boede i et gult tofamilieshus ude ved skydebanen, og når jeg cyklede hjem derfra, var jeg hunderæd for at blive set.

Måtte ikke se Jan

Jeg var fyldt 16, da jeg en søndag omsider tog mod til mig og spurgte, om jeg måtte få besøg af en dreng.

– En dreng? Hvilken dreng? spurgte min mor skarpt. Da jeg nævnte Jan og hans efternavn, blev der først dødstille i stuen. Derefter brød helvede løs.

– Den dreng kommer aldrig til at sætte sine ben i vores hjem, rasede min mor.

– Du nævner ham ikke igen, ikke én eneste gang, er du med? tilføjede min far vredt. – Og du har absolut og totalt forbud mod at have det mindste med ham at gøre!

Sønderknust spurgte jeg hvorfor, men jeg fik bare at vide, at han var ud af en meget dårlig familie.

Efter den samtale lå jeg sammenkrummet på min skibsbriks inde på værelset og tørrede tårer og pudsede næse. Jeg kunne ikke begribe, hvad mine forældre dog kunne have imod Jan. De havde jo nærmest haft had i øjnene begge to.

Vores unge kærlighed endte med at løbe ud i sandet. Jeg turde dårligt nok tale med Jan af skræk for, at nogen skulle se os og sladre til mine forældre.

Jan var nu blevet 18 og ønskede naturligvis at have en rigtig kæreste, som kunne sidde på passagersædet i hans Morris Mascot.

Forlovet

I en periode var jeg langt nede, og i dag kan jeg slet ikke forstå, at mine forældre bare lod mig gå rundt og være så ulykkelig uden nogensinde at tale med mig om det. Jeg både tabte mig og fik dårligere karakterer i skolen, men jeg var for kuet til at gøre oprør og følge mit hjerte.

I en alder af 20 år blev jeg ringforlovet med Tom på 23, som godt kunne accepteres derhjemme, eftersom han var nevø af min fars chef. Vi havde mødt hinanden til et diskotek på byens hotel.

Tom var faktisk en sød fyr, men jeg var slet ikke forelsket i ham på samme måde, som jeg havde været i Jan. Han var i øvrigt flyttet fra byen, men hans forældre boede stadig i det samme hus.

Tom og jeg blev gift og forlod min hjemby, og noget begyndte at ske med mig, da jeg nu fik lagt fysisk afstand til mit barndomshjem.

Jeg blev stærkere og mere selvstændig, og når jeg med jævne mellemrum genkaldte mig den gamle historie med Jan, kunne jeg ikke helt forstå, at jeg havde opgivet ham uden at gøre nævneværdig modstand.

Nogle gange hørte jeg nyt om ham gennem gamle skolekammerater, og derfor vidste jeg, at han også var blevet gift og var far til to sønner.

Tom og jeg fik en datter, Malene, men nogle år efter hendes fødsel stod det mig klart, at det ikke skulle være os for evigt. Jeg elskede ikke Tom og havde derfor ikke lyst til det fysiske samliv med ham, og det problem kom til at fylde mere og mere i vores ægteskab.

Til mine forældres store forfærdelse blev vi skilt i 1995, da jeg var 34. Min mor græd og græd, og selv om det lyder kynisk, tror jeg faktisk, at hun mest af alt sørgede over det nederlag, det var at skulle fortælle folk om skilsmissen.

Hen over et års tid fik jeg stablet en rimelig god tilværelse på benene for mig og Malene, og Tom giftede sig hurtigt med en anden kvinde.

Vi mødtes igen

I 1998 mødte jeg Jan igen, da vi tilfældigt opholdt os samtidig i vores gamle hjemby. Malene og jeg var til min fars fødselsdag, mens Jan deltog i en begravelse.

Vi løb på hinanden på gaden, og derefter var der ingen vej tilbage. Vi gik ind på byens eneste cafeteria, og så sad vi der og holdt hinanden i hånden ind over bordet, mens vi bare talte og talte.

Jan var også blevet skilt, og han sagde, at selv om vi aldrig var kommet ret langt med hinanden, havde han aldrig kunnet glemme mig.

Jeg mærkede en snert af den gamle angst for at blive set af andre i selskab med Jan, men jeg sagde til mig selv, at det simpelthen ikke kunne være rigtigt. Jeg var 37 år og mere end voksen nok til at bestemme, hvem jeg skulle være sammen med.

Da jeg langt om længe kom tilbage til mine forældres hus med de varer, jeg var gået ud for at købe, sagde jeg til min mor, at jeg havde mødt Jan og skulle se ham igen. Malene sad sammen med min far inde i stuen og så tegnefilm.

Min mor blev først ligbleg og fik derefter to skarpt afgrænsede røde pletter på kinderne.

– Hvis du insisterer på at have noget med den person at gøre, er du ikke velkommen her, hvislede hun ud mellem tænderne.

Jeg kunne klare alt

– Men hvad pokker har han dog gjort jer? spurgte jeg.

Jeg fik intet svar, for min mor lukkede helt til. På en eller anden måde fik hun meddelt det til min far, og atmosfæren var mildt sagt kølig, da vi efter aftensmaden tog afsked.

På vejen hjem i bilen spurgte Malene, om ikke mormor og morfar havde været lidt underlige til sidst?

Jeg gav hende en sludder for en sladder, mens jeg endnu en gang undrede mig over, hvorfor de egentlig havde så meget imod Jan. Han var jo hverken kriminel eller straffet, og det var der heller ingen andre i hans familie, der var.

Nu gik det stærkt mellem Jan og mig, og vi flyttede sammen i et lejet hus kun fem måneder senere. Jeg følte mig ovenpå og i stand til at klare alt, også mine forældres modstand.

Længe troede jeg, at de for Malenes skyld ville acceptere situationen, men det skete ikke. Måske havde de håbet på, at jeg endnu en gang ville opgive Jan, hvis de blev ved med at give mig den kolde skulder.

En fantastisk fødselsdagsgave

Sådan gik det ikke, og jeg mistede meget for dem, fordi de afskar sig selv fra kontakt med deres eneste barnebarn. Det ene blev til to, for Jan og jeg fik i 2001 et fælles barn fire dage efter min 40-års fødselsdag, og det var den mest fantastiske fødselsdagsgave.

Vi fik vores sammenbragte familie til at fungere, og jeg kom til at sætte mine svigerforældre højt, for de var jo alene om at udfylde bedsteforældrerollen hos os, og det gjorde de godt. Frem for alt gjorde de aldrig forskel på børnene, og da de gik på pension, flyttede de til vores by.

Det blev min svigermor, der i 2004 kastede lys over det mysterium, som mine forældres stejle holdning var.

Dybt forlegen fortalte hun mig over en kop kaffe, at mens jeg var helt lille, havde hun og min far haft en kort, udenomsægteskabelig affære, som blev opdaget.

Min fars skyld

Først havde jeg svært ved at tro det. Skulle min tilknappede far virkelig have været utro? Dog gav det mening, og jeg gættede på, at min mors betingelser for at tilgive ham havde været skrappe.

At være blevet bedraget og sandsynligvis også genstand for sladder må have været hårdt for hende, men hverken Jan eller jeg var jo skyld i det. Min svigerfar, som vidste besked om affæren, lod sig aldrig mærke med det over for mig.

I dag er mine forældre højt oppe i årene, men de har holdt fast i at vende mig ryggen. Jeg har lært at leve med det, og jeg tænker, at de må have en fælles brist.

Jan og jeg elsker stadig hinanden højt, og i vores sammenbragte familie taler vi åbent om alt, også det smertefulde. Hvis disse emner forbliver skjult og fortiet, kan de ende med nærmest at invalidere ens liv, sådan som jeg føler, at det er sket for mine forældre.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.