En læser fortæller: Jeg passede mor til det sidste

Jeg er heldig, at jeg fik sådan en god tid med mor, inden hun forlod os.

Netop som jeg var begyndt på sygeplejestudiet i 2007, blev min mor ramt af brystkræft for første gang. Hun og jeg har altid haft et nært og ligeværdigt forhold, måske fordi vi var de eneste piger i familien. Jeg har nemlig også tre brødre, og så var der jo også vores far. Han var dog ude af billedet, da mor blev syg, og hun boede nu alene.

I første omgang lod det til, at lægerne fik bugt med sygdommen, men den blussede op igen flere gange og var meget aggressiv. Sidste sommer stod det klart, at mor aldrig ville blive rask. Hun fik en terminalbevilling fra kommunen og havde dermed blandt andet ret til at få en person på plejeorlov. 

Jeg besluttede mig for at tage mig af mor i hendes sidste tid, og hurtigt faldt planerne på plads. Jeg havde på det tidspunkt ingen kæreste og boede alene i en lejlighed kun et kvarter på cykel fra mors, og jeg indrettede mig på mors ekstraværelse, men regnede med, at jeg mindst nogle timer hver dag ville tage hjem til mig selv. 

I realiteten blev det ikke sådan. Jeg følte egentlig ikke, at jeg havde brug for det, og mor virkede heller ikke tryg ved at være alene i mange timer ad gangen, men det føltes slet ikke som noget problem. 

Mor var afklaret

På grund af smerter, medicinering og sin generelle tilstand var det svært for mor at tage sig af netbank og læsning af dokumenter i e-boks, så det var blandt andet de opgaver, jeg ordnede for hende. Jeg gjorde også rent, købte ind og tog mig af alle mulige andre praktiske ting, blandt andet at lufte mors hund mindst to gange daglig. 

Når jeg gik rundt i kvarteret, genkendte mange både hunden og mig, og de ville gerne høre til mor. På de forholdsvis korte samtaler kunne jeg forstå, at folk undrede sig over, hvordan jeg kunne hjælpe min mor med alle disse ”ulækre” opgaver, som en terminal kræftsygdom indebærer. 

Det var dog begrænset, hvad jeg udførte af den slags opgaver, for dem varetog hjemmeplejen. De kom hos min mor to eller senere tre gange i døgnet. Jeg stod for at blande mors medicin og sætte det op i hendes drop, og jeg skiftede hendes sengetøj og kørte hende på sygehuset. Jeg var ikke hendes sygeplejerske, men hendes pårørende. 

Mor var meget åben om sin sygdom og afklaret om, at hun skulle dø, og det gjorde alt nemmere. Vi talte om alt, både lette og svære emner.

– Er det ikke forfærdelig hårdt? spurgte mange. Svaret er nej. Det ville have været hårdere, hvis jeg havde skullet passe mit job og gå og spekulere på, hvordan mor havde det.

Mor havde fra begyndelsen besluttet, at hun ville leve sin allersidste tid på hospice, og i samråd med mors læge blev der efter to og en halv måned truffet beslutning om, at det var nu. I den forbindelse skulle min plejeorlov egentlig afsluttes, men min meget forstående chef foreslog, at vi lod orloven afløses af en sygemelding til efter mors død.

Derfor kunne jeg også være meget hos hende på hospice. For det meste døsede hun, og jeg sad med en bog i en krog af værelset. Min ældste bror var til stede sammen med mig, da mor åndede ud for sidste gang, og vi holdt hende i hver en hånd.

Jeg har ikke fortrudt

Efter begravelsen gik jeg tilbage på arbejde, og mange listede omkring og turde ikke forvente eller forlange ret meget af mig. Fordi jeg havde taget afsked med mor på den måde, følte jeg mig dog klar til at genoptage mit liv.

En måned efter mors død var jeg på date med en fyr, som først virkede meget interesseret i mig. Da han hørte, at jeg havde passet min døende mor, blev han ligesom utryg ved mig, nærmest som om døden klæbede til mig, og han foreslog ikke et nyt møde.

Jeg har aldrig fortrudt, og jeg synes, jeg er heldig, at jeg fik så meget tid med mor til sidst. Jeg gjorde mit bedste for hende, og det har jeg det rigtig godt med i dag. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.