En læser fortæller: Mobbet på nettet

Mobbet på nettet

Indtil hun begyndte i 8. klasse, var min datter, Mia, en helt almindelig, glad teenagepige. Hun hyggede med veninderne, gik til håndbold og passede sin skole, og hun var altid fuld af spilopper. Eftersom der kun var os to derhjemme, var det som regel mig, der godmodigt måtte lægge øre til hendes drillerier. 

Den lille skole, som Mia havde gået på hele sit liv, gik kun til 7. klassetrin, så fra 8. skoleår var det den noget større folkeskole i nabobyen, hun skulle på. Den nye klasse ville hovedsageligt komme til at bestå af elever, hun ikke kendte. Mia var dog ikke særligt bekymret for skiftet, især fordi hendes bedste veninde, Anne, skulle gå i samme klasse.

Nogle måneder inde i det nye skoleår begyndte jeg at lægge mærke til, at Mia opførte sig anderledes. Hendes sprudlende humør var væk, og i stedet virkede hun mut eller endda trist.

Hun var mere hjemme end før, men murede sig helst inde på værelset med sin mobiltelefon. Håndboldtræningen havde hun også droppet. Jeg tænkte, at hun nok bare var ved at blive en rigtig teenager og prøvede at være overbærende, selv om det faktisk irriterede mig, at hun kun svarede med enstavelsesord, når jeg spurgte til lektierne. 

Jeg talte lidt med en kollega om det, som lo og sagde, at Mia sikkert rugede over en eller anden fyr. Hun var da også begyndt at gå meget op i hår og makeup, så måske var det rigtigt. 

Alligevel havde jeg en nagende fornemmelse, og da det en dag slog mig, at det var ved at være længe siden, jeg havde set noget til Anne hjemme hos os, blev jeg bekymret. Mia havde heller ikke haft nogen nye klassekammerater med hjem endnu. Da jeg forsigtigt spurgte til det over aftensmaden en dag, fik jeg bare et kort svar om, at de alle havde så travlt med lektier. 

Det undrede mig lidt, for før plejede Mia og Anne at læse lektier. Mias ansigt havde lukket sig helt til, så snart jeg havde nævnt veninden. 

"De skriver grimme ting om mig"

Jeg blev ved med at gå som katten om den varme grød i et par uger, og for første gang i mange år savnede jeg virkelig at have en partner at spørge til råds. Det har altid bare været Mia og mig, og også nu måtte jeg klare den selv. 

Da jeg en dag gik ind på hendes værelse uden at banke på først og opdagede, at hun sad og græd, greb jeg chancen. Nu ville jeg vide, hvad der foregik.

Jeg satte mig på sengen hos hende, og selv om det holdt hårdt, lykkedes det mig til sidst at komme ind bag den underlige skal, hun havde bygget op omkring sig de sidste par måneder. Pludselig brød Mia helt sammen og sagde: – Mor, de skriver grimme ting om mig. 

Først forstod jeg slet ikke, hvad hun mente, men så viste hun mig nogle beskeder og fotos af beskeder, som piger fra klassen havde skrevet til hende på Facebook og i den app, der hedder Snapchat. 

Jeg var målløs over ordlyden. Hvordan kunne børn skrive sådan nogle ondskabsfulde ting? For det var virkelig ondt – dybt personlige kommentarer om Mias udseende, tøjstil eller noget, hun havde sagt i timerne. Jeg følte mig både kold og varm på samme tid og havde mest af alt lyst til at fare ud og få fat på de tøsers forældre. Men jeg var nødt til at vide mere først.

Langsomt fik jeg lokket ud af Mia, hvordan det omtrent fra første dag var gået skævt på den nye skole. En håndfuld piger fra den nye klasse havde hurtigt set sig gal på hende, men hun anede ikke hvorfor.

Det, der var begyndt som et par hurtige kommentarer og lidt rullen med øjnene på skolen, var eskaleret til daglig mobning via de sociale medier. Og til sidst havde hendes bedste veninde også vendt sig imod hende: 

Nu sad Anne sammen med de andre piger i stedet og tog ikke længere Mias parti. Mens jeg krammede min datter, kom skammen snigende. Hvordan kunne jeg ikke have opdaget alt det her? Hvorfor havde jeg ikke tænkt på at tjekke min datters onlinevaner?

Jeg lovede hende, at vi nok skulle få styr på det hele, selv om jeg ikke anede mine levende råd. Hvordan kontrollerer man noget, der ikke foregår ude i den virkelige verden?

Mobbet på nettet på grund af sin vægt

Lange og ensomme skoledage

Efter en nats grublerier ringede jeg til Mias klasselærer, som heldigvis lød forstående og lovede at gå ind i sagen. Hun havde bemærket nogle spændinger mellem pigerne, men var ligesom jeg overrasket over omfanget.

Bagefter satte jeg mig med Mia og fik hende til at vise mig, hvor mange profiler, hun egentlig havde på sociale medier. Det var mange. Jeg overtalte hende til at lukke nogle af dem permanent og så ellers slette pigerne, der mobbede, som ”venner” på resten. 

Mia virkede faktisk lettet efter det. – Jeg kunne jo aldrig slippe væk fra det. Selv når jeg sad hjemme på værelset, kunne de skrive til mig, sukkede hun. 

Ordene skar mig i hjertet, og jeg vidste dårligt, om jeg var mest vred på mig selv eller på de piger.  Efter at Mias klasselærer havde drøftet sagen med de andre lærere i klasseteamet, blev det besluttet, at der skulle arrangeres en slags mæglingsmøde, hvor pigerne, jeg, de andre forældre og klasselæreren var til stede.

Det var ikke nogen særligt behagelig oplevelse, og Mia sad og så ned i bordet det meste af tiden. Men nu havde vi da taget tyren ved hornene. Det blev aftalt, at alle negative skriverier skulle stoppe, og at alle skulle arbejde på at holde fred.

Det blev dog ikke den friske start, vi havde håbet på. Drillerierne og skriverierne stoppede ganske vist, men Mia fortalte, at de andre nu skyede hende som pesten i skolen.

Det var tydeligt, at de andre piger var fornærmede og gav hende skylden for den skideballe, de havde fået, og selv om Mia nu fik lov at være i fred, var skoledagene lange og ensomme. Hun græd stadig inde på værelset, når hun kom hjem.

Jeg tror, at både hun og jeg følte, at skoleåret sneglede sig af sted. Skolen kunne ikke gøre mere, sagde læreren. De kunne jo ikke tvinge eleverne til at blive venner. Det var selvfølgelig rigtigt nok, men jeg syntes alligevel, at vi blev ladt lidt i stikken. 

Tegn på mobning - sådan skal du reagere

Efterskolen blev en frisk start

Til sidst tog jeg konsekvensen: Mia skulle på efterskole i 9. klasse. Væk fra byen, skolen og de dårlige minder, før de sidste rester af den glade, livlige Mia forsvandt.

Økonomien ville godt nok blive stram, men efter lidt søgning på nettet havde jeg fundet ud af, at jeg kunne få ekstra støtte af staten som enlig forsørger, og så ville jeg jo også spare lidt på husholdningsbudgettet, når Mia kun ville være hjemme i enkelte weekender. 

Først var hun tøvende over for idéen, og jeg tror, at hendes selvtillid simpelthen havde lidt så stort et knæk, at hun var usikker på, om hun kunne klare endnu en ny skolestart. Det var og blev et sats, men i takt med at vi kørte ud og besøgte nogle efterskoler, fik hun langsomt mere mod på det. 

Da valget endelig faldt på en idrætsefterskole en lille times kørsel væk, begyndte hun for alvor at se frem til det, og jeg tror, at det var med til at holde hendes humør oppe de sidste måneder af skoleåret. 

Det blev heldigvis den friske start, vi havde gået og håbet på. Efterskolen var virkelig god til at tage hånd om eleverne og havde blik for både den enkelte og fællesskabet, og boformen, hvor de boede cirka otte piger sammen i deres eget lille hus med fælles stue og en kontaktlærer, gjorde, at Mia følte sig meget tryg der. 

Sårene er helet

Et par uger inde i skoleåret skulle alle klasser have en emneuge om, hvordan man begår sig på sociale medier. Da Mia først fortalte om det, blev jeg straks bekymret for, om det skulle rippe op i nogle dårlige minder for hende. Hun overraskede både mig og alle andre ved at stille sig op foran sin nye klasse og fortælle om, hvordan det føltes at blive mobbet, og hvorfor hun syntes, at der skulle gøres mere for at forhindre den slags. 

Klassen havde klappet af hende, og et par af drengene havde endda sagt, at det var sejt gjort. Det var hendes dansklærer, der fortalte mig om det bagefter, og jeg blev så stolt, at jeg var lige ved at tude. 

Jeg ved ikke, om det var dét, der gjorde, at Mia hurtigt fandt sig et par nye veninder på efterskolen. I hvert fald gik der ikke længe, før hendes stemme igen var fuld af humør og liv, når hun ringede hjem og fortalte, hvad de havde lavet sammen.

Pludselig var det ikke særligt interessant at skulle hjem på weekend. Selv om jeg savnede hende, undte jeg hende virkelig hvert eneste gode øjeblik, hun kunne få med sig. 

Nu er der ikke længe til, at skoleåret er slut, og Mia går og overvejer, hvad hun vil bagefter. Uanset hvad hun ender med at vælge, går hun ind i det med rygsækken fuld af oplevelser og selvtillid samt et par gode, solide veninder, som hun forhåbentlig vil holde kontakten med.

Efterskolen blev helt klart den rette beslutning for os: Min datter har fået helet sårene, er blevet mere bevidst om, hvem hun er, og har igen fået mod på fremtiden.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.