Brev til Mimi: Jeg er flov over at tale med katten

Tove bor alene og har fået den vane at tale med sin kat. Hun synes selv, det er lidt mærkeligt, og hun er flov over det. Taler du med dine dyr?

Kære Mimi
Jeg ved ikke, om det kun er mig, der har denne mærkelige vane, og derfor skriver jeg til dig. For det er sådan, at jeg snakker med min kat.
Jeg er 66 år og har været enke i fem år. Jeg har gode venner, som jeg ses med ofte, men jeg har også flere dage i træk, hvor jeg er helt alene. Og det er derfor, jeg taler med min kat.

Tænder for tv

Jeg ved godt, den ikke kan svare, men den reagerer ofte. Jeg kan sige sådan noget som: – Nå, jeg må hellere gå i gang med aftensmaden, synes du ikke?
Nogen gange bliver jeg så flov over det, at jeg tænder for radioen eller fjernsynet og prøver at lade mig ”overdøve” af det. Hvad ville folk ikke sige, hvis de opdagede, at jeg talte med en kat? De ville vel tro, at jeg var ved at blive skør, men det synes jeg ikke selv. Skal jeg prøve at komme lidt mere ud?
Med venlig hilsen Tove

Min kat vrisser af mig

Kære Tove
Hvad i alverden skulle der være galt med at tale med sin kat? Jeg synes, det er helt naturligt. Det bør alle gøre.
Du skal bestemt ikke ændre dine vaner, det ville være synd og skam. Jeg taler både med kattene og hunden hjemme hos mig, og jeg bor ikke alene. Og selvfølgelig reagerer dyrene, når man taler til dem. Jeg har selv en meget fin dialog, især med den ene af mine katte. Af og til vrisser den lidt af mig, men for det meste svarer den pænt og kælent.
Fortsæt du blot dine samtaler. Det lyder ikke, som om du er ensom, for du nævner, at du har gode venner. Er det ikke nok, kan du måske finde en ny hobby eller melde dig til frivilligt arbejde. Men du skal ikke gøre det, fordi du føler dig forkert, når du taler med katten. Det er du ikke, og du er i øvrigt fri til at gøre, hvad du vil i dit eget hjem.
Kærligt talt Mimi