Victoria døde under leg

Er der puls? Er der puls, gentager Dorte.

Hun er blevet placeret på en stol med ryggen til legetårnet i bare tæer. En hær af ambulancefolk fylder haven. Hun er på et splitsekund blevet revet ud af sin barselsboble i sofaen, hvor hun har passet på sin højgravide mave. Bare få minutter før har hun set det blålige skær i datterens ansigt, mens hun desperat prøvede at give hende hjertemassage. Synet af hendes livløse datter flimrer for øjnene. En politimand prøver at få hende til at bevare håbet, mens de, få meter derfra, kæmper for at få liv i hendes elskede pige.

– Jeg følte, at jeg var med i en film. Jeg vidste godt, hvad der skete, alligevel kunne ikke forstå, at det var virkelighed. Det var bare, som om mit værste mareridt udspillede sig for øjnene af mig, fortæller 32-årige Dorte Marie Mogensen fra Aars.

Hun sidder i køkken-alrummet med sin mand, Jacob, ved sin side. På telefonen scroller hun igennem de mange billeder af Victoria. Hun stopper ved et billede af den smilende pige, der har trukket et par underbukser over hovedet.

Skulle være storesøster

– Hun havde en masse krudt i måsen, men hun kunne også lide at fordybe sig i ting. Ofte havde hun skabt en historie, som hun sad og fortalte højt. Det gav ikke altid mening for mig, men man kunne se, at hun var helt opslugt af det, fortæller Dorte, der for tre år siden blev forelsket i kokken Jacob og valgte at flytte fra en lille landsby og ind til Aars.

Victoria tog imod sin stedfar med åbne arme, og da Dorte en dag kunne vise to streger på graviditetstesten, glædede alle sig til familieforøgelsen.

– Victoria glædede sig til at blive storesøster, hun kom tit og snakkede med maven, fortæller Dorte, der skruer tiden tilbage til den skæbnesvangre junidag sidste år.

Uskyldig leg

Victoria havde været i sfo, og om eftermiddagen havde de lavet en stor portion høns i asparges, så der var mad i fryseren, når den lille ny meldte sin ankomst. Med bare tre uger til termin lagde Dorte sig ind på sofaen, mens Jacob gik ned i byen for at købe en barselsgave til Dorte.

Victoria var gået ud i haven for at lege, hvilket hun ofte gjorde. Dorte havde kort før været ude og se til sin storsmilende datter, der løb rundt og legede med hunden, da hun pludselig hørte Jacob desperat råbe hendes navn ude fra haven.

Læs også:

Natasha fødte på badeværelset: Min mand tog imod babyen

Hun skyndte sig til døren, hvor hun blev mødt af et frygteligt syn. Jacob havde hendes livløse datter i armene. Dorte kastede sig ned på græsset og gav sin datter hjertemassage, mens Jacob ringede 112.

Det viste sig, at Victoria havde bundet et bælte fra en badekåbe fast til legetårnet, hvor hun var kravlet op ad rutsjebanen. Hvordan bæltet havde viklet sig rundt om hendes hals, står hen i det uvisse.

Da redningsfolk og politi ankom, blev Dorte trukket væk fra Victoria og placeret på en stol. Minutterne sneglede sig af sted, og hun kæmpede en indre kamp for ikke at løbe hen til sin datter.

Oplevede sit værste mareridt 

– Der var en hjerteløber, der gav mig sko på og spurgte, hvad vi skulle have med. Men alting var gået i stå inden i mig. Det eneste, vi skulle have med, var jo Victoria. Alt andet var lige meget.

Mens kilometerne blev tilbagelagt mod Aalborg Sygehus, prøvede Dorte at holde fast i troen på, at hendes datter ville overleve. På sygehuset fik hun set et kort glimt af Victoria, før hun blev kørt ind på intensivafdelingen.

– Jeg kunne se, at hun havde fået farve i ansigtet igen, fortæller Dorte, der for en stund kunne mærke lettelsen i kroppen.

Ventede på gode nyheder

Den 5-årige Victoria blev lagt i respirator. Dorte måtte hverken nusse eller kysse hende, da patienten skulle have fuldstændig ro. Men de mange slanger og konstante lyde fra respiratoren indgød hende tryghed, og mens timerne gik, bad hun til, at lægerne ville give hende gode nyheder.

Men den positive melding udeblev. I stedet kunne lægerne se på scanningen, at Victoria havde pådraget sig en moderat til svær hjerneskade, men hvor slemt det stod til, kunne man først vurdere, når hun vågnede. For Dorte og Jacob var det både en lettelse og forbandelse. Mentalt slettede Dorte sin planlagte fremtid og erstattede den med en ny. Hun så, hvordan de skiftede det nuværende hus ud med et handicapvenligt, og hvordan Victoria skulle genoptrænes.

– Jeg følte, at jeg måtte forholde mig til virkeligheden, og lige der var det vores virkelighed. Realiteterne var, at vi nu havde en hjerneskadet pige, men vi vidste stadig ikke, om hun ville overleve, forklarer Dorte.

Intet livstegn

De efterfølgende dage gik hun rundt som en zombie på hospitalet. Hun kunne hverken tage stilling til, hvad hun ville spise, eller om hun havde brug for ro eller luft. Tankerne kredsede konstant om den næste melding fra lægerne, og da de endelig ville prøve at trappe Victoria ud af respiratoren, håbede hun, at hun ville se sin datter åbne øjnene.

Men slangen i halsen gav ikke irritation, som den skulle. I stedet kunne de se hende flimre med øjnene, hvilket var et dårligt tegn, og hurtigt blev udtrapningen stoppet. Håbet begyndte at smuldre, og Dorte begyndte at forberede sig på, at hun ikke ville få sin datter med hjem igen.

– Jeg havde hvisket til hende, at hun ikke skulle blive her for enhver pris. Hun måtte godt få fred, hvis hun ønskede det, fortæller Dorte.

For tanken om, at Victoria resten af sit liv skulle være en grøntsag, kunne hun ikke bære.

Læs også:

Camillas søn fik hjertestop: Malias lå død i mine arme

Værdigt liv

– Det var vigtigt, at det både var værdigt for Victoria og os. Hun var så livsglad og fyldt med krudt, så hun skulle ikke ligge passiv resten af sit liv. Det var slet ikke i hendes ånd, og for os ville det være en daglig sorg, når vi kiggede på hende. Så selv om det var den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget, blev hendes far og jeg enige om, at det var det rigtige.

Den efterfølgende nat vågnede Dorte klokken 4.30. En mærkelig følelse fyldte hende krop, og for første gang havde hun ikke lyst til at gå de få skridt hen til Victorias stue.

– På en eller anden måde vidste jeg godt, at hun ikke var her mere, fortæller Dorte, der senere på dagen sad ved Victorias side, da lægen skulle teste hendes reflekser.

– Der er ikke noget?

Lægen rystede på hovedet.

På den lille intensivstue kom familien i løbet af formiddagen for at tage afsked med den pige, der havde beriget så mange menneskers liv. Dorte havde nænsomt lakeret hendes blålige negle, flettet hendes hår og påsat farverige spænder. Om eftermiddagen blev Victoria endelig taget ud af respiratoren, og for første gang siden ulykken fik Dorte sin datter i armene. Hun krammede og kyssede hende, mens tårerne løb ned ad kinderne.

– Sov godt, skat.

Da de forlod hospitalet, var det, som om der ikke var flere følelser tilbage i kroppen, og den efterfølgende tid føltes som et vakuum. Dorthe kunne ikke forholde sig til det spirende liv i maven, for frygten for, hvad der kunne ske, fyldte hende op.

Læs også:

Otto døde under leg

Bange for at elske

– Jeg var bange for at elske barnet, hvilket gjorde rigtig ondt på Jacob, da det jo var hans første barn, fortæller Dorte.

Hun kunne ikke mærke, hvad hun havde brug for. Stilheden i huset sparkede til sorgen, og savnet afVictoria kunne ramme som en tsunami.

Men præcis fire uger efter, at Victoria døde, gik vandet hjemme i stuen i Aars, og da hun fik sin lille datter i armene, blev der tændt et lys i mørket. Verden fik igen farver, og frygten for at være utilstrækkelig som mor blev gjort til skamme.

– Det var så fantastisk at se hende. Især fordi jeg havde været så nervøs for, hvordan jeg ville reagere. Men jeg fandt ud, at tankerne havde været værre end virkeligheden, fortæller Dorte.

Hun følte, at hun igen havde fået noget at leve for. Der var igen en grund til at støvsuge og lave mad, og som tiden gik, kunne hun se, hvor meget hendes datter Alberte mindede om Victoria.

På væggen i køkken-alrummet hænger billeder af en smilende Victoria, og når den 15 måneder gamle Alberte sidder i sin højstol, peger hun ofte op på billederne.

Læs også:

Midt i sorgen: Nadia og Dennis’ nye babylykke

Snakker om sorgen

– Vi fortæller hende ofte, at Victoria er hendes storesøster. Det er vigtigt for os, at hun stadig er en del af familien, uden at hun får helgenstatus, fortæller Dorte, der især savner Victoria om morgenen, når hun kravlede op i hendes seng og puttede sig ind til hende.

– Det er de der små ting, som man ikke tænker så meget over i hverdagen, men som betyder uendeligt meget, fortæller Dorte.

Hun er sammen med Jacob kommet igennem sorgen ved at snakke. De har mødt stor støtte fra naboer, venner og familie, og Dorte sender ofte en kærlig tanke til de hjerteløbere, der hjalp dem, og det kærlige personale på Aalborg Sygehus. De valgte hurtigt at være åbne om tabet, hvilket har gjort, at folk har spurgt ind til den, og de har på intet tidspunkt oplevet, at folk har undgået dem. For her er sorgen ikke et tabu. Når tårerne triller ned ad kinderne, bliver der ikke trøstet for at få den anden til at holde op med at græde, men for at vise omsorg.

– Victorias død var en ulykke, og jeg vil ikke have, at det skal sætte begrænsninger for vores børns liv. Derfor skal Alberte og vores kommende barn også have lov til at lege i haven og på legetårnet, fortæller Dorte, der har termin med parrets andet barn til december.

For Dorte er det vigtigt, at de lever livet i Victorias ånd. Derfor valgte Jacob og Dorte også at blive gift, bare fire måneder efter at de sagde farvel til Victoria. For livet skal hyldes. Lige som Victoria gjorde hver dag.

– Hun var en lille solstråle, og jeg vil altid savne hende, men minderne forsvinder aldrig, så på den måde vil jeg altid have hende med mig.

Victoria Marie Larsen fra Aars blev fem år.