Pinup med mange talenter

Den yppige pinup har for længst bevist, at hun kan andet, end at se godt ud. Siden hun hittede i 80’erne med nummeret “Touch me”, har hun til dato solgt mere end 30 millioner plader. Læs om den barmfagre sangerinde Samantha Fox her.

Samantha Fox er i dag stadig en efterspurgt popsangerinde, men havde de fleste af sine hits i 80’erne, hvor hun for alvor begyndte sin musikalske karriere. Hendes første hit “Touch me (I want your body)” fra 1986 blev en gigantisk succes og ramte førstepladsen på hitlister over hele verden i bl.a. Australien, Canada, Norge og Sverige.

I begyndelsen var der folkelig mistro til, at en tidligere topløs side 3-pige i den engelske avis The Sun også kunne være en talentfuld sangerinde, men hendes indspilninger og stemme var der ikke noget i vejen med.

Talentfuldt barn

Samantha Karen Fox er født i London i 1966, som den ældste af to døtre hos familien Fox-Wilken. Hendes far var maler og hendes mor skuespillerinde.

Det var moderen, der tidligt så Samanthas interesse og talent for skuespil og sang og dans. Hun tog sin datter med til auditions, og Samantha var kun tre år, da hun fik sin første lille teaterrolle. Dem fik hun flere af igennem skoletiden, og da hun var et talentfuldt barn, begyndte hun sin musikalske karriere, med fuld power og professionel opbakning fra musikalske personligheder og musikere, der hjalp med at producere og skrive musik til hende.

Hendes far påtog sig fra starten rollen som hendes økonomiske vejleder, hvilket senere hen førte til et brud mellem far og datter.

Populær pinup

Allerede som 14-årig dannede Samantha sin første popgruppe, og hun var kun 16 år, da hun fik tilbudt sin første pladekontrakt. Det var guitaristen Ray Fenrick fra både Spencer Davis Group og Ian Gillan Band, der producerede den første Samantha udgivelse “Rockin’ with my radio” og efterfølgeren “Aim to win” i 1983.

På samme tidspunkt sendte hendes mor billeder af sin datter til en “Miss Girl of the Year” konkurrence, hvor hun blev nr. to blandt 20.000 håbefulde unge piger. Her blev hun spottet af den britiske avis The Sun, der tilbød hende at blive fast topløs side 3-pige i avisen. Det medførte en karriere som pinup pige, og hun er i dag anerkendt som den tids mest populære pinuppiger og en af Englands mest fotograferede kvinder i 80’erne.

 

Samantha Fox som smuk og barmfager pinup, som nok har prydet væggene på mangen et drengeværelse i 80’erne.
Foto: Mega.

Samantha Fox som smuk og barmfager pinup, som nok har prydet væggene på mangen et drengeværelse i 80’erne.

 

Efter tre år stoppede hun hos The Sun, og genoptog sin interesse for musikken, der startede med den dynamiske udgivelse “Touch me”. De tre år som model, gav hende et navn og en fordelagtig fremtoning, som gjorde det lettere for pladeselskabet at skabe interesse om hendes første reelle forsøg på en musikalsk karriere.

Det lykkedes over al forventning, og på hjemmebane i England fik sangen en tredjeplads på den populære hitliste efterfulgt af næsten 15 større og mindre succeser på samme hitliste. Men også mange andre steder i verden. Albumudgivelser som “Touch me”, “I wanna have some fun” og “Just one night” var fyldt med sange, der også blev udsendt på single som bl.a. “Nothing’s gonna stop me now” og “I only wanna be with you”.

Samantha var blevet superstjerne, pinupkarrieren blev lagt på hylden, og hun fik organiseret en professionel karriere med eget band, stort opslåede turnéer rundt omkring i verden og en lang række hits. I løbet af kort tid tog hun et helt nyt publikum med storm på grund af sine sange og sin yppige fremtræden.

Til begge sider

Samantha var på én gang både meget piget og meget sexet. Derfor kom det også som en stor overraskelse for alle, da hun i 1989 blev kæreste med rytmeguitaristen Paul Stanley fra det berømte amerikanske rockband Kiss. Trods sit meget poppede udtryk, havde Samantha også en anden, mere rock n’ roll-agtig side, som hun udlevede med guitaristen. Det var en passioneret kærlighedsaffære, der dog løb ud i sandet efter et halvt års tid.

Derefter var der stille omkring hendes privatliv i mange år, men i 1999 dukkede Samantha op som dommer i en lesbisk skønhedskonkurrence, samtidig med, at hun selv var flyttet sammen med Cris Bonacci fra det australske kvindeband Girlschool. Senere blev Cris skiftet ud med Samanthas manager Myra Stratton, og det gjorde hende ikke mindre omtalt i den kulørte presse.

 

Myra og Samantha var kærester i mange år, men idyllen brast, da Myra døde af kræft som bare 60-årig.
Foto: Mega.

Myra og Samantha var kærester i mange år, men idyllen brast, da Myra døde af kræft som bare 60-årig.

 

I et interview i 2003 fortalte Samantha åbent, at hun i årenes løb havde haft både mandlige og kvindelige kærester, og at hun nu elskede Myra højt, og håbede at de kunne dele tilværelsen resten af livet. Det kom kun til at ske for Myra, som blev ramt af cancer, og døde i 2015.

Snydt af sin far

Det fik også pressens bevågenhed, da Samantha, i fuld offentlighed, lagde sag an mod sin egen far; Han havde alle dage været hendes manager, men det viste sig, at havde misbrugt hendes økonomi, siden hun begyndte sin professionelle karriere.

Samantha troede, hun var i gode hænder hos sin far, som i mellemtiden var blevet skilt fra moderen, havde fået flere børn med sin nye hustru, men helt havde fortalt sit malerfag til fordel for rollen som sin ældste datters manager og økonomiske rådgiver.

I 1991 fik Samantha mistanke om, at der forsvandt flere penge ud af hendes konto end hvad rimeligt var, så hun hyrede et par revisorer til at tjekke sine kontobevægelser fra 1986 til 1991. Det viste sig, at der manglede over en million engelske pund – et beløb der svarer til næsten det tredobbelte i nutidens mønt.

 

Engang var Samanthas far hendes ven og fortrolige. Men hun slog hånden af ham, da han havde haft fingrene for dybt nede i sin datters økonomiske kagedåse.
Foto: Fryderyk Gabowicz/AP.

Engang var Samanthas far hendes ven og fortrolige. Men hun slog hånden af ham, da han havde haft fingrene for dybt nede i sin datters økonomiske kagedåse.

 

Hun anlagde sag mod sin far, og i 1995 blev han dømt til at tilbagebetale næsten halvdelen, fordi man ikke kunne finde bevis for, hvor den resterende sum penge var blevet af.

Faderen døde fem år efter retssagen, uden at have talt med sin datter, siden de tvivlsomme transaktioner blev opdaget.

Fandt kærligheden igen

Samantha har gennem sit liv oplevet flere sorger, men i 2016 fordampede de sidste mørke skyer fra solen, da hun begyndte at date sin daværende tourmanager, den 44-årige norske Linda Birgitte Olsen, der også er mor til to børn. Linda og Samantha blev forlovet på Valentins dag i 2020, og de giftede sig på en solbeskinnet sommerdag den 18. juni i år.

Parret bor nu sammen i London. Samantha optræder stadig med sit 80’er/90’er repertoire og laver også fælles turnéer med den italienske 80’er hitmager Sabrina (Salerno). Sammen indsang de i 2010 en duet version af Sabrinas hit “Call me”, som blev et hit flere steder i Europa, og i dag er et højdepunkt i deres fælles show.

I dag er den yppige skønhed 56 år og stadig i fuld sving med turnéer og nye indspilninger.

 

Nogle år efter Myras død, begyndte Samantha at date Linda Olsen, og de stod hurtigt frem og viste deres kærlighed for hinanden.
Foto: Mega.

Nogle år efter Myras død, begyndte Samantha at date Linda Olsen, og de stod hurtigt frem og viste deres kærlighed for hinanden.