En mors værste mareridt: Den dag lille James blev taget

Det er fredag efter frokost i storcentret Strand i midten af Liverpool-forstaden Bootle. Denise er hjemmegående husmor og er taget i centeret sammen med sin 2-årige søn James for at købe ind til weekenden.

James er i godt humør. Den 2-årige dreng er tillidsfuld og vil gerne snakke med alle. Denise skynder lidt på ham. De har lige et par ærinder mere, inden James’ far kommer hjem fra arbejde. Hun mangler kun at besøge slagteren.

Blev bortført

James står uden for butikken og kigger på folk. Denise overvejer, om hun skal tage ham med ind. Hvis hun selv lige handler, går det lynhurtigt. Hun lader derfor James stå et øjeblik for sig selv og vender sig mod slagteren, hvor hun bestiller sit kød. Koteletterne vejes og lægges i en pose, og Denise betaler. Hun tager posen og vender sig igen. Men James er væk.

Denise løber hen til informationen, James bliver efterlyst over centrets højtalere, mens Denise fortsætter med at lede. Efter 40 minutter ringer receptionen til gadebetjenten, som ankommer med det samme. Et par timer går uden spor af den lille dreng, og betjenten opererer nu ud fra, at noget kriminelt kan være sket. Hun ringer til politistationen, og inspektøren overtager sagen.

Som det første sendes signalementet af James ud til samtlige betjente på arbejde. Samtidig sættes andre betjente til at gennemsøge det omfattende videomateriale fra overvågningskameraerne i shoppingcentret.

Politiet modtager et tip fra et vidne, som fortæller, at hun så et lille barn græde ved kanalen, der løber lige ved siden af centret. Frygten er nu, at James er løbet ud af centret og ved et uheld, er faldet i kanalen uden mulighed for at komme op igen. Betjente gennemsøger området omkring floden med lommelygter.

Ti minutter over ét om natten ringer en betjent til politiinspektøren, der er noget på overvågningsvideoen. Inspektøren skynder sig ind til centret og ser med på skærmen. Kameraet har fanget James, han går hånd i hånd med to ældre drenge, og på videoen kan man se dem føre James direkte ud af centret.

Øjeblikligt skiftes fokus i sagen. Det handler ikke længere om at finde en dreng, der er faret vild, men om at finde de to drenge, der har taget James med sig. Sagen behandles nu som en regulær kidnapning. Det er på en måde betryggende for politiet, at det er to andre børn, der er gået med James og ikke en voksen. Det virker mere uskyldigt. To mindreårige drenge. Hvor slemt kan det være?

Ud fra optagelserne kan politiet fastslå, at der er gået mindre end to minutter, fra Denise kigger væk, til de to ældre drenge har ført James gennem centret og ud af den modsatte indgangsdør. Desværre er kvaliteten af videoerne så dårlig, at det er svært at identificere de to ældre drenge.

Næste morgen går begge forældre på tv for at bede om hjælp til at finde James. Desperationen er malet i deres ansigter. Politiet viser stillbilleder fra videoen, hvor de to ældre drenge kan ses. Politiet beskriver de to drenge som hvide og teenagere. Den ene har en læderjakke på. Håbet er, at nogen har set noget.

I løbet af lørdagen ringer en masse mennesker til politistationen med informationer, idéer og spørgsmål til efterforskningen. Men timerne passerer, og efter 24 timer stiger frygten for, at noget alvorligt er sket med drengen.

Tævet ihjel

Den næste dag er Denise ude at køre med en betjent, da betjentens telefon ringer. Hun får besked på at køre tilbage til stationen med det samme og samtidig slukke for radioen. Denise kan mærke, at noget er sket. Først vil betjenten ikke svare, men Denise bliver ved. Har De fundet James? Betjenten giver efter. Hun nikker langsomt og bekræfter. Er han i god behold, lever han? Betjenten ryster på hovedet.

Efter tip fra et vidne har politiet fundet James. De finder ham liggende ved et jernbanespor, knap fire kilometer fra centret. Der er gået 45 timer. James’ krop bærer tydelige mærker og sår fra slag og anden vold. Kidnapningen er blevet til en drabssag.

Spørgsmålet er nu, om de to ældre drenge, der kidnappede James, også er involveret i drabet på ham. Uanset deres skyld eller uskyld, er det nødvendigt, at politiet finder dem.

Et hold går i gang med at søge i politiets systemer efter drenge i alderen mellem 12 og 15 år, der tidligere har været involveret i voldelig adfærd. I løbet af de næste to dage bliver 60 drenge afhørt, uden at det leder til noget konkret.

Politiet går igen på tv med en appel om hjælp fra befolkningen til at identificere de to drenge. Det medfører igen en masse opkald, og særligt ét er interessant for politiet. Det kommer fra ejerne af et firma, der ligger på ruten. Han fortæller, at hans firma har et overvågningskamera, der peger mod deres parkeringsplads, og at han har set tre drenge på videoen.

Politiet får videoen over til stationen, og selv om den er af dårlig kvalitet, er det tydeligt, at det er James sammen med de to drenge. De går ved siden af en lav mur, og ud fra murens højde kan politiet vurdere drengenes højde. Konklusionen er overraskende.

Drengene er ikke mellem 12 og 15 år. De er nærmere 10 år.

Nyheden når offentligheden, og allerede næste dag er der gennembrud i sagen. En kvinde fortæller, at hun var hos nogle venner fredag aften og lagde mærke til, at deres søn kom sent hjem. Mudret og beskidt og med maling på tøjet. Drengen er 10 år.

Inspektøren får navnet på drengen og ringer først til skolen for at høre, om han var i skole om fredagen. Det var han ikke. Inspektøren får også navnet på en anden dreng, som heller ikke var i skole om fredagen. De to drenge er venner, og de pjækker ofte sammen.

Inspektøren får et billede af de to drenge og kan konstatere, at der er store ligheder med billederne fra overvågningskameraet.

Torsdag morgen Den 18. februar 1993, seks dage efter mordet på James, møder politiet op på de to drenges hjemadresser. Navnene på de to hidtil anonyme drenge bliver med tiden nogle af de mest afskyede og berygtede: Robert Thompson og Jon Venables.

Begge drenge er bange, og Robert begynder at græde med det samme. Drengene tages med på hver sin politistation, og om aftenen begynder afhøringerne.

I sin første afhøring nægter Jon at have været i centret. På samme tid bliver Robert afhørt, og han fortæller med det samme, at han godt husker, at han så James i centret, mens han var der sammen med Jon. Robert fortæller også, at han sagde til Jon, at de skulle aflevere James tilbage. Det ville Jon ikke.

Ville have sin mor

Selv, da Jon hører, at Robert har tilstået, nægter han stadig, at han var i centret den dag. Jon insisterer på, at han ikke har slået James ihjel. Han forklarer, han har en lillebror derhjemme, og så siger han noget mærkeligt og uhyggeligt: ”Hvis jeg ville slå en baby ihjel, havde jeg jo bare slået min egen bror ihjel, ikke?”

Inspektøren spørger Robert, om James sagde noget undervejs. Robert svarer det gjorde han og gengiver James’ pibende bange stemme. ”Jeg vil have min mor.”

Næste dag, efter drengen har sovet på det, indrømmer Jon, at han var i centret. Betjenten spørger, hvis idé det var at tage James. Det var min, svarer Jon og fortsætter. Men det var Roberts idé at slå ham ihjel.

Begge drenge tilstår drabet på James, og den 20. februar 1993 bliver 10-årige Robert og Jon anklaget for overlagt mord – som de yngste drabstiltalte i England i hundrede år. Med ét er de to drenge blevet de mest forhadte mennesker i landet.

Hele England har fulgt med, siden James blev bortført fra shoppingcentret, og da omfanget af volden mod James kommer frem, puster det til en voldsom vrede i offentligheden. Det er ingen undskyldning, at gerningspersonerne selv er børn.

Den 1. november 1993, da drengene første gang skal for retten, har en folkemængde taget opstilling foran retsbygningen. Da drengene ankommer i to politibiler, angribes bilerne med sten og køller fra den vrede folkemængde. En mand kaster sig op på bilens kølerhjelm for få den til at stoppe. Politibetjente må gribe ind, der opstår tumult.

Alle følger med

Hele Storbritannien følger med, da retssagen går i gang. På anklagebænken sidder de to drenge, nu kun omtalt som dreng A og dreng B. De har mørke, indadvendte øjne. På grund af forbrydelsens karakter behandles de to mindreårige drenge juridisk som voksne.

Retslægen kan fortælle, at James havde hele 42 separate skader som følge af minimum 30 slag, forårsaget af enten spark eller slag med sten, mursten eller metalobjekter. Den første skade opstod ved kanalen, hvor Robert forsøgte at lokke James til at hoppe ud i vandet.

Da James ikke ville, blev Robert vred, at han løftede James op i luften og kastede ham ned på fortovet. Her fik James den første alvorlige skade i hovedet. De efterfølgende skader blev påført over 1-2 timer, indtil drengene ankom til jernbaneskinnerne, hvor James krop ikke kunne mere.

Anklageren indkalder i alt 38 vidner, der har set de tre drenge gå fra shoppingcentret til jernbaneskinnerne. Selv om James tydeligvis var ked af det og ville væk, var der ingen voksne, der greb ind. Mange vidner fortæller, at de ikke ved, hvordan de nogensinde kan tilgive sig selv.

James mor, Denise, er ikke til stede under retssagen. Hun kan ikke bære synet af de to drenge. Hun møder først op på dagen for domsafsigelsen for at se dem for første gang. Juryen afleverer deres afgørelse til dommeren. Der er totalt stille i retslokalet.

Lynchstemning

Dommeren læser afgørelsen op. Drengene dømmes for overlagt mord og skal begge forvares i minimum otte år. Der går et sus gennem retslokalet. Robert gisper panisk efter vejret, Jon bryder ud i gråd.

Umiddelbart efter domsafsigelsen anbringes de begge på hver sit børnehjem uden adgang til omverden. Deres almindelige rettigheder, herunder til frihed, er inddraget. For drengenes egen sikkerhed, er deres opholdssted hemmeligt, og retten nedlægger navneforbud.

Med god grund. En lynchstemning har bredt sig, og politiet må beskytte de to drenge mod folkemængden.

Det er tydeligt for myndighederne, at de står over for en dobbelt opgave. På den ene side skal drengene afsone deres dom og nå til et punkt, hvor de forstår alvoren af deres handlinger. På den anden side skal drengene gennemgå en forvandling, så de ikke længere kan genkendes, når de har afsonet deres dom. Ellers er der risiko for, at de vil blive fundet og slået ihjel.

Over de næste otte år gennemgår Jon og Robert et forløb, hvor de får en ny identitet inklusive navn, fødselsattest og pas. De aflærer deres Liverpool-dialekt og tillærer en ny, som passer til de nye steder i landet, de skal bo.

De lærer vigtigheden af, at de for resten af deres liv skal holde deres sande identitet hemmelig. Sideløbende modtager de almindelig undervisning. Undervejs har de ingen kontakt med hinanden, men de får besøg hver tredje dag af deres forældre.

I den første tid lider begge af ptsd med angstanfald og mareridt om deres forbrydelser. Deres udvikling overvåges og rapporteres to gange om dagen, og efter otte år er de i 2001 klar til at blive løsladt på prøve. Det sociale eksperiment skal møde virkeligheden.

De er nu unge mænd på 19 år. Ved deres prøveløsladelse indgår begge mænd en aftale med staten: I resten af deres liv må de hverken kontakte hinanden eller vende tilbage til deres barndomsby. De må ikke fortælle nogen om deres tidligere liv, og de skal jævnligt henvende sig til deres tilsynsførende.

Fortsat kriminel

Det sociale eksperiment får både en positiv og negativ udgang. De to barnemordere udvikler sig nemlig helt forskelligt. Robert lever et normalt liv et sted i England. Han lever under en anden identitet og i det skjulte. Han overholder fortsat sin aftale med staten.

Jon derimod overholder ikke sin aftale. Siden sin prøveløsladelse har han været fængslet i to omgange, begge gange for besiddelse og deling af pornografisk materiale med mindreårige, desuden har han flere gange været hjemme i sin fødeby.

Han er nu tilbage i fængslet, hvor der inden længe er en høring om en mulig ny prøveløsladelse. Jon er i dag omkring 40 år. Intet tyder på, at han kan vende sit liv væk fra den kriminelle løbebane.

Familie til James var utilfredse med den første prøveløsladelse, og de argumenterer stadig for, at Jon skal blive i fængslet resten af sit liv. Det synspunkt er de ikke alene om.

Mange mennesker i England er blandt andet via private grupper på Facebook stadig aktive i jagten på Jons sande identitet, og hvor han befinder sig. De nye domme for børnepornografi har ikke gjort tingene bedre for Jon, som stadig er ét af landets mest berygtede og forhadte mennesker.

Denise og Ralph fik et barn mere et års tid efter James’ død. Denise har senere udtalt, at det var, hvad der fik hende videre. Siden blev forældrene skilt, de har begge giftet sig med nye partnere og stiftet nye familier – med James som et kærligt minde.

Hør podcasten "Alle forældres mareridt" nedenfor: