Drabet som ikke var et drab

Du har før skrevet om risikoen for, at politiet overser et drab, fordi man i forbindelse med et dødsfald vurderer, at der ikke er sket en forbrydelse, og du har omtalt seriemorderen James Schmidt, der for nylig fik livsvarigt fængsel for tre drab på Østerbro i København.
Her troede politiet i første omgang, at ofrene, der alle var pensionister og oppe i årene, var døde af naturlige årsager.
Sker det modsatte ikke også, altså at politiet vurderer, at der er tale om drab, og at det så viser sig, at det ikke er tilfældet?

Venlig hilsen Krebsen

Hej Krebs
Som jeg har skrevet om før, bliver politiet altid inddraget, hvis et menneske dør pludseligt uden forudgående sygdom og uden vidner, eller hvis et lig eller dele af et lig findes.
Man kan så at sige kun dø på fire måder: Naturlig død, selvmord, ulykke og drab.

Årsager til døden kan der imidlertid være mange af.
Hvis et menneske for eksempel findes skudt i hovedet, er dødsårsagen skud i hovedet. Og dødsmåden kan i sådan et tilfælde jo være både selvmord, drab eller ulykke.

På den sikre side

Så politiet er involveret i rigtig mange sager med døde mennesker, og derfor er vurderingen af dødsfaldet meget vigtig i forhold til, hvad der sættes i gang.
De fleste dødsfald er jo heldigvis naturlige og medfører derfor ikke stor efterforskning, men for at være på den sikre side, og for at minimere risikoen for at overse et drab, tager man eventuelle mistænkelige forhold alvorligt – blandt andet ved at foretage yderligere politimæssige undersøgelser og nogle gange obduktion.
Så derfor er der et betydeligt antal sager, hvor det viser sig, at der trods tilsyneladende mistænkelige forhold ved dødsfaldet ikke er tale om en forbrydelse.

Skudt i hjertet

Men som du spørger om, kan det modsatte også ske, bare slet ikke så ofte.
Jeg husker en usædvanlig sag på Færøerne fra 1994.
En mand var ude at gå aftentur på molen – se billedet øverst – i bygden Leirvik på Eysturoy med sin lille, hvide hund. Formentlig fordi han hørte et skud i mørket, løftede han hunden op i sikkerhed i sin favn. Derefter blev han skudt direkte i hjertet – og lige igennem hunden, som også døde. Det lignede en likvidering og skabte selvfølgelig stor opstandelse.

Eftersom skuddene var affyret med stor præcision med en riffel fra den modsatte mole, som lå ganske langt væk, antog man, at der var tale om professionelle mordere.

Løj i starten

Rejseholdet blev tilkaldt, og jeg var efterforskningsleder på sagen.
Vi blev bistået af to lokale politifolk samt kriminalteknikere og en retsmediciner fra København.
Det kom frem, at vidner havde set to unge mænd med et gevær på havnen.
Vi fandt frem til mændene, som blev anholdt. De løj i starten, men fik til sidst munden på gled.
Sagen var i sin tragiske enkelthed, at de var gået ud i mørket for at skyde med riflen, og nede ved havnen så de en hvid plet, der hoppede som et dyr på den anden mole i mørket.

De troede, at det var en kat. Den ene af dem sigtede og affyrede et skud.
Katten forsvandt, men dukkede kort efter op lidt højere oppe, som om den var sprunget op på molerækværket.
De skød igen til måls efter katten. Og så var den væk. De troede, at de havde fået ram på den.

Mild dom

Dagen efter fandt de ud af, at de ikke havde ramt en kat. De havde ramt en hund. Og en mand.
Ham havde de ikke set, fordi han var klædt helt i sort. De gik i panik og skaffede sig af med geværet ved at smide det i havnen.
Vi foretog en grundig efterforskning og gennemførte også en rekonstruktion. Alt pegede på, at der ikke som først antaget var tale om et overlagt drab.
Mændene løj i starten, for de måtte jo slet ikke skyde på havnen, og det ville brændemærke dem at have slået en mand ihjel, men det var sådan, at det var sket.

De skulle derfor ikke dømmes for drab, men fik en relativt mild dom for ulovlig våbenbesiddelse og uagtsomt manddrab.
De havde ganske vist slået et menneske ihjel, men de havde ikke forsæt til det. Der var slet ikke noget motiv til drabet.

Venlig hilsen Bent