Forsvarsadvokatens vigtige rolle

Jeg forstår ikke, hvordan advokater kan få sig selv til at forsvare mordere, pædofile og voldsmænd og nogle gange fremføre uhyrlige påstande og beskyldninger – for eksempel mod politiet og nogle gange offeret i sagen.

Du har sikkert samarbejdet med mange forsvarsadvokater. Kan du gøre mig klogere?

Ja, jeg har haft kontakt til masser af forsvarsadvokater i mit lange politiliv, især i drabssager. Og næsten altid har det været et godt og professionelt samarbejde.

Det er helt grundlæggende i et retssamfund som det danske, at der i enhver straffesag – uanset hvor brutal, pervers, afstumpet og grusom en sag, der er tale om – altid er én person, der hjælper den sigtede, nemlig hans advokat.

Man skal huske på, at den sigtede eller den tiltalte – hvis det kommer til en retssag – er oppe mod politi, anklagemyndighed og hele det statsapparat, der ligger her. Det tror jeg, at vi alle ville ønske os, hvis vi en dag sad som sigtet hos politiet eller tiltalt i retten. Derfor kan en forsvarsadvokat også gå ret langt i sit forsvar, sådan som du er inde på i dit spørgsmål.

Jeg ved, at mange forsvarsadvokater slet ikke taler med deres klient om dennes skyld eller uskyld. Arbejdet går alene på at finde de forhold, der kan svække politiets sag. Og sådan skal det også være.

Objektivitetskrav

Politiet og anklagemyndigheden er underlagt et såkaldt "objektivitetskrav", som er hele grundpillen i vores retssystem.

Det går populært sagt ud på, at vi ikke bare skal finde den skyldige i en forbrydelse og dermed finde frem til de omstændigheder, der taler for hans skyld.

Men vi skal også finde frem til forhold, der peger på, at han kan være uskyldig. Og vi skal gøre alt for, at en uskyldig ikke dømmes. Disse grundlæggende præmisser gennemsyrer hele politiets og anklagemyndighedens arbejde.

Minimerer risiko for justitsmord

Man hører det nogle gange udtrykt på denne måde: Det er bedre, at 10 skyldige går fri, end at én uskyldig bliver straffet. Jeg er personligt helt enig – også selv om det selvfølgelig får den konsekvens, at sigtede og tiltalte nogle gange går fri, ikke fordi de ikke har begået forbrydelsen, men fordi det ikke kan bevises med den sikkerhed, der er nødvendig for en domfældelse.

Til gengæld minimerer vi risikoen for justitsmord. Forsvareren er ikke underlagt objektivitetskrav, og derfor kan hun koncentrere sig om én ting, nemlig at fremføre alt det, der kan hjælpe klienten, også selv om det kan betyde, at hun siger og gør noget, som politi og anklagemyndighed aldrig ville kunne slippe af sted med i forhold til det at være objektiv.

I andre lande er det endnu mere udtalt. Det så jeg for eksempel i sagen om den amerikanske filmproducer Harvey Weinstein, der blev idømt 23 års fængsel for at krænke to kvinder.

Her rettede hans kvindelige forsvarsadvokat grove beskyldninger mod ofrene, altså de kvinder, der stod bag anklagerne mod Weinstein i sagen. Det var denne sag, som startede #MeToo-kampagnen.