Gamle krimisager bliver ”kolde”

Jeg læser med interesse dine svar og dine klummer, særligt når du har skrevet om gamle uopklarede sager, der bliver opklaret efter mange år.

Medierne taler ofte om begrebet ”cold case”, altså en sag, der er gået kold, men som vækkes til live med ny efterforskning.

I forfatteren Jussi Adler-Olsens krimier om Afdeling Q er det sådan en afdeling, der er omdrejningspunkt, men bøgerne er jo fiktion. Som jeg forstår det, har andre lande oprettet egentlige afdelinger til sådanne sager.

Er det også sket i Danmark, og er det noget, det ”nye rejsehold”, som du har skrevet om, beskæftiger sig med?

Også jeg læser med glæde Jussi Adler-Olsens velskrevne krimier om Carl Mørck og hans farverige kolleger i Afdeling Q under Københavns Politigård.

Og du har ret i, at Afdeling Q er en cold case-afdeling, men det er og bliver jo fiktion.

Du har også ret i, at gamle sager bliver opklaret med nye metoder mange steder i verden i disse år. Det har jeg skrevet om adskillige gange.

Rådgivningsafdeling

Jeg omtalte for nogen tid siden ”det nye rejsehold” under den nye nationale politienhed NSK – National enhed for Særlig Kriminalitet – som har fået det ikke særligt mundrette navn ”Afdelingen for kvalitetssikring af drabssager”, og som blev etableret ved årets begyndelse.

Som jeg forstår det, beskæftiger denne afdeling sig desværre ikke med gamle sager eller sager om forsvundne personer – som jo nogle gange viser sig at være drabssager – men kun med nye sager, der er vurderet som drab af den aktuelle politikreds.

Afdelingen er ikke en operativ afdeling, men en lille rådgivningsafdeling med få medarbejdere, der på sidelinjen fra et kontor i NSK i Ejby i Glostrup skal følge med i drabssager rundt i landet.

Det er nemlig fortsat ude i politikredsene, at man har ansvaret for selve efterforskningen.

Arbejder ikke operativt

I NSK er blandt andet Nationalt Kriminalteknisk Center forankret, i daglig tale kaldet NKC.

Her ligger ansvaret for dna-registret, og her skal man udvikle og bruge nye metoder inden for det kriminaltekniske område.

Man holder også øje med, om nye metoder kan bruges i gamle sager, hvor man har tekniske og biologiske spor, ikke mindst dna-spor. Men man efterforsker altså ikke konkrete sager ude i politikredsene.

Overordnet blik

Jeg mener afgjort, at der bør etableres en central cold case-enhed i dansk politi, der samler indsatsen i én national enhed, hvor man arbejder med både nye drab, gamle drab og cold cases – samt koordinerer det med nye muligheder inden for drabsefterforskning, især det kriminaltekniske område.

En sådan enhed eksisterer nemlig ikke i dag.

Det er for mig at se nødvendigt at tilknytte operative efterforskere til en sådan afdeling.

Som jeg har skrevet om før, arbejder man selvfølgelig i dag i de enkelte politikredse med sine egne uopklarede sager, når og hvis der kommer nye henvendelser. En drabssag forældes jo aldrig.

Men det er det overordnede blik på alle sager og alle muligheder, der kan mangle.

Mundskrab

Nye metoder betyder nemlig ofte, at man må bruge mange ressourcer i forhold til gamle sager – betjente skal måske tage dna-mundskrab og afhøre mange mennesker, hvoraf en del måske er afhørt og efterforsket tidligere, ofte for flere år siden.

Det kan være et stort og ressourcekrævende arbejde, som på grund af travlhed i politikredsene ikke kan forventes at blive prioriteret.

Bredt samarbejde

Så for mig at se vil det altså være klogt at etablere en national enhed, der får ansvaret, kompetencen og medarbejdere tilknyttet til at efterforske både nye og gamle relevante drabssager i hele landet. Og at gøre det i en fokuseret indsats ved at bruge nye kriminaltekniske metoder.

Og bedst i samarbejde med erfarne efterforskere fra politikredsen, hvor den gamle sag hører til.

En sådan kobling mellem lokale efterforskere og specialister har vist sig stærk og er ofte blevet dokumenteret i det ”gamle” rejseholds tid.

Læs mere

Hvis du vil læse om uopklarede sager og cold cases, anbefaler jeg Frederik Strands glimrende bøger ”Uopklaret” og ”Jagten på morderne stopper aldrig”.

Frederik Strand er historiker og leder af Politimuseet i København. Jeg har i øvrigt skrevet forord til begge bøgerne.