Bente tabte sig med Keto: Jeg har aldrig haft det bedre

Bente har tabt sig 32 kilo og fået styr på sin glutenallergi, siden hun sidste marts omlagde kosten til Keto.
Hver dag sætter Bente sig ned i hjemmet i Tinglev og planlægger, hvad hun skal spise. Morgenmaden ligger fast – hjemmelavet knækbrød med ost. Frokosten kan være en god salat med kød eller rester fra aftensmåltidet, og aftensmaden består af mange grøntsager og kød, gerne godt krydret, for Bente kan godt lide stærk mad. Opskrifterne finder hun i sine kogebøger om Keto eller på nettet.
– Det er hyggeligt at finde opskrifter, og så er det nemmere ikke at “falde i”, når jeg på forhånd har bestemt, hvad jeg skal spise i løbet af dagen, siger Bente Ratzer Petersen.
Siden den første coronanedlukning har den 54-årige biblioteksassistent levet efter principperne om lavt indtag af kulhydrater, et højt indtag af fedt og et relativt højt indtag af protein.
– I begyndelsen var det svært, fordi jeg var vant til, at maden skulle være fedtfattig, så jeg fik dårlig samvittighed over at spise så meget fedt. Nu er jeg kommet mig over min fedtforskrækkelse, fortæller Bente.

Louise smed 13 kilo på 8 uger med Keto Kuren
Led af glutenallergi
I puberteten begyndte Bentes vægt at stige, og gennem årene har hun prøvet et utal af kure for at nå ned på en vægt, der matchede hendes 157 centimeter.
– Alle slankekure virker, hvis man overholder dem, men på et tidspunkt blev jeg altid fysisk træt og havde ikke længere styr på mig selv, og så spiste jeg bare og tænkte først bagefter på, hvad jeg havde spist. Jeg blev ærgerlig over mig selv og ked af det, når endnu en kur var mislykkedes, fortæller Bente.
Hun har ikke en stor trang til slik og kager og har også altid holdt af at gå og cykle ture, men alligevel klæbede kiloene til hendes krop, og for to år siden nåede vægten op på 103 kilo. – Jeg var altid enormt træt, uklar og tåget i hovedet. Dengang tænkte jeg ikke over det, fordi jeg altid var det, men i dag kan jeg tydeligt mærke forskellen, husker Bente.
Det viste sig, at hun havde glutenallergi, og det blev begyndelsen til Bentes rejse ind i Keto-universet. Glutenallergi kun kan holdes nede, hvis man undgår gluten. Gluten findes i hvede, byg og rug, som også har et højt niveau af kulhydrater.
– Jeg har nem adgang til bøger på mit arbejde, så jeg havde læst en masse om livsstilsændring og kost, og da landet sidste forår lukkede ned på grund af corona, besluttede jeg mig for at prøve Keto, fortæller Bente.

Dit vægttab begynder, når du køber ind
Et kilo om ugen
Nedlukningen gav hende tid og overskud til at hellige sig kostomlægningen.
– Jeg satte mig godt ind i Keto, for det var vigtigt for mig at forstå principperne bag. Keto er ikke bare et hurtigt fix, der får vægten ned. Det er en livsstilsændring, der også har en positiv effekt på din sundhed, forklarer hun.
Den første uge tabte hun tre-fire kilo, og det øgede motivationen.
– Jeg havde altid læst, at det var næsten umuligt at tabe sig i overgangsalderen, men med Keto tabte jeg mig cirka et kilo om ugen. Desuden forsvandt mine hedeture fuldstændig, siger Bente.
I begyndelsen fulgte hun slavisk metoden, alligevel var det ikke et problem at få hendes mand, Ola, til at spise med, selv om han ikke havde behov for at tabe sig.
– Han spiser bare kartofler, pasta eller ris til, og så smager maden godt. Det er klart den nemmeste kur, jeg har været på, fordi trangen til kulhydrater forsvinder, og ens overskud hurtigt bliver større, forklarer Bente.
Galleri: Bente tabte sig med Keto: Jeg har aldrig haft det bedre
Mad til flere dage
For Bente betyder det meget, at opskrifterne er nemme og hurtige at gå til.
– For mig var det meget vigtigt, at jeg fik sat mål eller mængde på mine portioner, for det har altid været et problem for mig, som elsker god mad. På den måde er det også rigtig nemt at lave mad til et par dage ad gangen, siger hun.
Hendes største udfordring har været at holde fast i Keto, når hun bliver inviteret til middag. – Jeg har været åben om, at jeg spiser efter Keto, så folk bedre kan forstå, hvorfor jeg spiser, som jeg gør. Når jeg skal til middag hos nogen, jeg kender godt, spørger jeg på forhånd, hvad vi skal have at spise, så jeg kan planlægge min mad, siger hun.

6 lækre opskrifter til 2 hele dage med Sense
Glæden ved nyt tøj
Bente er på lidt over et år gået fra størrelse 48 til størrelse 38/40.
– Jeg elsker at købe tøj. Før bildte jeg mig selv ind, at shopping ikke var noget for mig, men hvor kan man glæde sig over nyt tøj, siger Bente begejstret.
Hun har ryddet godt ud på hylderne, for hun får ikke brug for de store størrelser igen.
– På mit arbejde er der mange, der har kommenteret min vægt og fortæller mig, at jeg ser godt ud, for de har fulgt med hele vejen, og det er virkelig motiverende. Min mand er også stolt af sin kone, smiler Bente.
I dag er vægten landet på 72 kilo, men Bent holder fast i Keto-principperne, selv om hun ikke længere er så striks som i begyndelsen. Hun spiser et stykke frugt om dagen, selv om Keto dikterer ingen frugt.
– Min glutenallergi kan jeg holde i skak, jeg har tabt mig, og jeg har det så godt. Jeg vil gerne smide de sidste fem kilo, men det er et luksusproblem.
Bentes tip
- Planlæg på forhånd, hvad du skal spise i løbet af dagen, ellers er det nemmere at “falde i”. Jeg planlægger en dag ad gangen.
- Vær striks i begyndelsen, og følg kuren 100 procent, indtil du har fået principperne ind under huden.
- Følg opskrifterne, så behøver du ikke selv udregne, om fordelingen af kulhydrater, fedt og proteiner er korrekt.
- Tal med personalet, når du er ude at spise. De fleste restauranter er søde til at hjælpe, så du kan spise rigtigt. Ellers hold dig til kød og grøntsager.
