Camilla kunne ikke blive gravid: Skuffet i 20 år

Hun turde ikke være glad. I 20 år havde det været umuligt for dem, og nu stod hun på badeværelset med en test i hånden, der viste to streger. Camilla var gravid.

– Det er vildt, for det skulle jo være noget af det bedste at opleve, men selv om jeg følte en glæde, var jeg mest bange og ked af det. Jeg troede ikke på det. Vi havde prøvet i 20 år uden held, så hvorfor skulle det ske nu, fortæller Camilla Oxenbøll.

Camilla og hendes mand Morten havde prøvet at blive gravide siden 1998, men alt sammen uden held. Ikke én gang i deres syv år med fertilitetsbehandling havde der været to streger på testen. Men nu var det anden gang på få måneder, at Camilla stod med en positiv test i hånden.

– Jeg tænkte, at det ikke kunne passe. Og hvis det passede, turde jeg ikke håbe på, det ville ende med, vi blev forældre. Den ene gang vi havde været gravide før, mistede vi barnet, og vi troede, vi skulle være barnløse resten af livet.

Fertilitetsbehandling

Camilla og Morten mødte hinanden til en fest, da de var teenagere, og hurtigt vidste de, at det skulle være dem. De skulle giftes, købe hus og skabe en familie sammen, og de var enige om, det ikke var noget, de skulle vente for længe med. Da Camilla var 21 år, besluttede de sig for at prøve at blive gravide. Intet skete. Efter et år blev Camilla undersøgt ved lægen. Hvorfor kunne hun ikke blive gravid?

– Jeg fik ikke nogen forklaring. Lægerne sagde bare, at jeg var så ung, at det skulle nok komme. Vi skulle bare blive ved, fortæller Camilla.

Det gjorde de, men der gik endnu et år, hvor intet skete. Efter to år begyndte Camilla, som 23-årig, i fertilitetsbehandling. Det var hårdt både fysisk og mentalt.

– Mit liv handlede jo nærmest kun om behandlingen. Jeg var hele tiden til undersøgelser, skulle have taget blodprøver hver 14. dag, give mig selv hormonsprøjter hver dag og tage næsespray og stikpiller, fordi det skulle hjælpe. Det var hårdt, fordi alt det, jeg udsatte min krop for, gjorde ondt, men endnu værre var de humørsvinger, der fulgte med. Det var så hårdt, fortæller hun.

Hver gang efter en inseminering håbede de, at det ville lykkes denne gang, og hver gang Camillas menstruation kom, blev parret skuffede.

Bare de to

Efter syv år var næsten alle forsøg på fertilitetsbehandling opbrugt. De havde ét forsøg tilbage, hvis det skulle gøres hos det offentlige. Lægen havde fundet ud af, at grunden til, at det var så svært for dem at blive gravide, var, at Camillas æg var deforme. Camilla og Morten var trætte. De var så trætte, at de opgav. De tænkte, at med hendes æg og efter så mange år ville det nok heller ikke lykkes i sidste forsøg.

– Det var simpelt hen for hårdt, det hele, så vi affandt os med, at vi bare skulle være os to resten af livet, fortæller Camilla.

Der kom en ro over hverdagen. Selv om det var et stort ønske, de havde opgivet, var det en lettelse for dem, at de nu ikke skulle bruge mere tid og flere kræfter på baby-projektet.

Camilla og Morten fik sig en hund, som blev deres barn. De rejste på ferier, bare de to, og når de havde brug for at være sammen med børn, lånte de deres niecer og nevøer. De havde accepteret, at det bare ikke var dem, der skulle have børn.

Jeg kan ikke være gravid

Men i november 2017 skete der noget. Camilla var på det tidspunkt 42 år, og pludselig begyndte hun at mærke noget. Noget føltes ikke, som det plejede.

– Jeg tænkte, at jeg nok bare havde ramt overgangsalderen lidt tidligt. For jeg kunne ikke se, hvad det ellers skulle være, fortæller Camilla.

Der gik et par uger, inden hun besluttede sig for at købe en graviditetstest. Ikke fordi hun tænkte, at den var positiv, men for at få det udelukket. Hun tog den en morgen, og der kom en svag streg. Hun vækkede Morten, der så det samme.

– Så gik vi i panik. Jeg tænkte med det samme, at det var 10 år for sent. Der var ingen lykkefølelse, da jeg så den positive test – det var ren panik, fortæller Camilla.

Hun og Morten snakkede sammen, og der var mange overvejelser. Hvad ville omgivelserne sige til, at de blev forældre nu? Ingen af deres venner havde jævnaldrende børn, og kunne de overhovedet være forældre, når de var så gamle?

Gav det et år

De besluttede sig for, at det var for usikkert og svært at forholde sig til. Så de ville få en abort. Camilla tog til lægen og senere en gynækolog, der skulle scanne hende inden aborten.

– Så snart jeg så, at der var et lille hjerte, der slog, var jeg ikke i tvivl. Vi skulle have det barn, selv om fornuften sagde det modsatte, fortæller hun.

Desværre mistede parret barnet i januar, da der ikke var noget hjerteslag mere, og Camilla skulle have en medicinsk abort for at få fosteret ud.

– Det var frygteligt, vi var begge helt nede i kulkælderen. Vi havde jo lagt den drøm på hylden, og så fik vi den lige igen og blev så skuffede en gang til. Det var så hårdt.

Den uventede graviditet havde tændt en gnist hos dem. Så de besluttede sig for, at de ville sætte ét år af til at prøve at blive gravide. De ville tage det år med de op- og nedture, der kunne komme, og så ville de gå tilbage til deres normale liv uden børn, hvis det ikke lykkedes.

Og minsandten, om der ikke var gevinst igen allerede i foråret. Selv om lægerne havde sagt, at den seneste graviditet var ”once in a lifetime”, blev Camilla gravid igen.

– Det var skørt og svært at forstå. Vi turde ikke håbe for meget, men selvfølgelig var vi også lykkelige, fortæller Camilla.

Så kom Anna

På trods af frygten og bekymringerne viste undersøgelserne gang på gang, at det hele var, som det skulle være. Camilla begyndte at få en bule på maven, og deres forældre skulle vide, at de efter 20 års kamp skulle være bedsteforældre.

– Alle var så glade og lykkelige, og vi begyndte mere og mere at tro på, at nu skulle vi faktisk være forældre. Det var fantastisk.

Graviditeten gik godt, og Camilla blev fulgt ekstra på hospitalet, både på grund af sin alder og på grund af det barn, de mistede nogle måneder inden. Alle prøver var fine. 18. januar om aftenen blev Anna født. En sund og rask pige.

– Det var helt vildt. Nu var vi endelig blevet forældre efter så mange år, fortæller Camilla og fortsætter:

– Vi griner somme tider ad, at vi føler, hun er født som 15-årig, fordi vi har ventet så mange år på hende.

Camilla har haft nogle komplikationer efter fødslen, og det var hårdt at skulle være mor, mens kroppen kom sig efter fødslen. Men hun er slet ikke i tvivl om, at det er det hele værd.

– Fra det sekund jeg fik Anna i mine arme, har jeg oplevet den kærlighed, hvor man vil ofre og opgive alt for en person. Hun er vores lille mirakel.

Nu er Anna to et halvt år, og alt det, der havde fyldt som bekymringer for parret inden, er nu kun af lille betydning, efter den lille lyshårede humørbombe er kommet ind i deres liv.

– Når jeg kigger på hende, har det været det hele værd. For Anna er fantastisk, og jeg kan have svært ved at forstå, man kan elske et menneske så højt, som jeg elsker hende.