Dyr

Hjælp din hund i sommervarmen

20. juli 2019 Tekst og foto: Carsten Hansen, Dyrefondet
Sommerens sol og varme kan være en hård omgang for din hund, som ikke bryder sig om at færdes i en høj temperatur. Her får du nyttig viden om, hvordan du kan hjælpe hunden godt igennem de varmeste måneder.
Hjælp din hund i sommervarmen

Vi mennesker, som bor nordpå, ser frem til sommeren.

Solen skinner hyppigt, og det er så lunt, at vi tør bevæge os udenfor, uden at vi behøver medbringe hue, jakke og vanter. Om sommeren fyldes altaner, haver, parker og strande med stole, tæpper, parasoller, grill og kølige drikkevarer.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Det er tid til at være udendørs, og det er nu, de fleste af os holder vores lange ferie. Det er årstiden, hvor de fleste af vi mennesker her i Norden har det behageligt, men det samme gælder ikke for vores hunde!

En del hunde nyder åbenlyst en svømmetur, men ellers trives hunde faktisk bedst, når det kun er moderat varmt.

Skygge og kølighed

Hunde bryder sig f.eks. slet ikke om at solbade. Hunde søger skygge og kølighed, når solen brænder, og temperaturen stiger.

Hvis man iagttager hunde, der bliver luftet på en varm sommerdag, bemærker man, at de ofte går hurtigt hen over områder, der er badet i sollys, mens de bevæger sig betydeligt langsommere, når de er i skyggen, især når det er meget varmt.

Hunde prøver ganske enkelt at begrænse deres ophold i solen.

Asfalt eller fliser kan blive brændende varme for ubeskyttede poter, og det gennemtrængende lys kan genere hundens øjne. Så når du lufter din hund, er det oplagt at hjælpe den ved, at du selv går lidt hurtigere ude i solen og så sætter tempoet ned, når du og hunden når hen til et skyggefuldt sted.

Du kan også hjælpe din hund i varmen ved at medbringe vand på turen, så den kan drikke oftere end normalt.

Desuden kan du fugte hundens poter og køle dens hoved med vandet. Det hjælper med at gøre opholdet i varmen mere tåleligt.

Justér rutinerne

Det kan også være fornuftigt at justere rutinerne med hunden, så de lange ture afvikles tidligere om morgenen og senere om aftenen end normalt. Midt på dagen kan I nøjes med en kort tur og ellers aktivere hunden indendørs.

Hundens pels beskytter mod både kulde og varme.

Hunde med tæt og tyk pels døjer ikke så meget i varmen, som man måske umiddelbart skulle tro. Pelsens hårlag har en varmeregulerende effekt, der beskytter hundens ydre mod ekstreme temperaturudsving.

Hunde med helt kort pels – og navnlig naturligvis de såkaldte nøgne hunderacer – skal beskyttes mod stærkt sollys, da de ellers kan få solskader, der i værste fald kan sammenlignes med egentlige brandsår.

    Vidste du det...

    • Hunde kan ikke regulere deres varmebalance ved at svede gennem huden, ligesom vi mennesker kan.
    • Hunde bliver derfor meget nemt overophedede, og de kan få hedeslag efter ganske få minutters eksponering i direkte sol eller i en varm bil.
    • Hvis hunden skal være ude uden opsyn, f.eks. i en hundegård, skal man altid sikre, at den har adgang til vand og skygge.
    • Asfalt kan blive så varm, at den kan skade hundens poter.

    Dyrefondet

    • Dyrefondet gennemfører dyreværnsarbejde til gavn for familiedyr og dyr i naturen.
    • Fondet udgiver pjecer, plakater og information, der kan medvirke til at skabe større forståelse for dyrenes vilkår.
    • Fondet skaber gode forhold for dyr i menneskers varetægt, spreder oplysning om glæden ved dyr og øger respekten og forståelsen for vildtlevende dyrs naturlige livsform.
    • Dyrefondet er godkendt som almenvelgørende organisation, og bidrag til fondets arbejde er fradragsberettigede.
    • Dyrefondets bestyrelse og medarbejdere omfatter dyrlæger, adfærdseksperter, biologer og jurister.
    • Ghita Nørby er præsident for Dyrefondet.
    • Læs mere på dyrefondet.dk og følg fondet på Facebook.

    Sponsoreret indhold