Kattespecialist: Sådan tager du imod din nye killing

Skal du have en killing? Så har du helt sikkert glædet dig til, at din nye killing kommer hjem til dig. Men for killingen kan det være en skræmmende og overvældende oplevelse at vænne sig til sit nye miljø.
Dyrefondets kattespecialist Eva Baden siger:
− Husk at lade killingen gå rundt på egen hånd, så den lærer sit nye hjem at kende i sit eget tempo. Den vil først kigge efter flugtveje og så udvælge de gode sove- og hvilepladser, og hvis du blander dig i processen, risikerer du, at killingen bliver ængstelig og får vanskeligt ved at finde ro.

Ulykkelig hund gik selv hjem, efter ejer blev påkørt: Nu skal den være servicehund
Eva Baden påpeger, at der ikke er grund til at vise, hvor der er mad, vand og kattebakke − det skal killingen nok selv opdage. Den kan også selv regne ud, hvor solen skinner i løbet af dagen, så den kan planlægge at hvile på en særlig lun plads.
− Men hvis det er et stort hjem, er det en god idé ikke at introducere killingen for alle rum lige med det samme. Det gælder især, hvis der i forvejen er andre katte eller andre dyr i hjemmet, som killingen skal lære at kende, bemærker hun.
Når der er andre dyr
Det er vigtigt at føre killingen langsomt sammen med andre katte. Det kan f.eks. ske ved at etablere en ”gruppelugt”, som hver kat føler sig tryg ved. Byt rundt på tæpper og kurve, så duftene bliver blandet. Kattene fornemmer den anden kats duft, uden at de behøver at se hinanden. De får en fælles duftprofil, allerede inden de mødes.
Eva Baden anbefaler, at man nøjes med at lukke op for et par rum ad gangen og giver killingen nogle dage til at finde på plads.
− Alle katte sover meget, og killinger har brug for endnu mere hvile end voksne katte. Derfor skal killingen have tid til at udvælge og bruge et godt hvilested, inden den præsenteres for mange nye indtryk, siger Eva Baden og tilføjer:
− I de første dage kan det være smart at lukke de rum af, hvor man har sengetøj og vasketøj. Duften af menneske er særlig kraftig her, og i starten vil en utryg lille killing måske benytte sin urin til at duftmarkere i sengetøjet, og kombinationen af urin og sengetøj er en dårlig start på et livslangt venskab. Det sker sjældent, men det er bedst at undgå sådanne uheldige episoder.

Kattens uge: Tag ansvar for alle katte
Undgå overfodring
Hvis alt går godt, virker det sikkert, som om killingen er i strålende humør, og at den nyder sine nye omgivelser. Der er dog alligevel grund til at være opmærksom og holde godt øje med det nye familiemedlem.
− Killingen kan godt være lidt stresset, selv om det ikke ser sådan ud. De første uger skal du derfor undgå at forkæle killingen med spændende ny mad og masser af godbidder. Den nye kost kan nemt føre til feriemave, hvis man i forvejen er lidt hektisk. Giv helst det tørfoder, som killingen er vant til, og undgå overfodring.
− Husk, at du har ansvaret for at give killingen mad og for at beslutte, hvilken mad den skal have. Lige som et barn nok ville vælge is og chokolade til måltiderne, hvis det fik lov til at bestemme, så kan killingen heller ikke vælge det rigtige foder. Giv den sund mad og forkæl den i stedet med masser af kærlighed, siger Eva Baden.

Forstå din kats signaler
Gode råd til dig, der skal have en killing
- Væn hurtigt killingen til at få klippet klør, efterset sine tænder og få undersøgt ører og pels.
- Killingen skal også vænnes til at blive efterset og holdt af andre mennesker end ejeren.
- Det skal være rart for killingen at blive holdt af mennesker, så hold den aldrig hårdt. Start med tilvænningen, når killingen er træt, så den ikke spræller for at komme ned og lege videre.
- Sørg for, at killingen vænner sig til at bruge kradsetræ. Sig ”fy” eller ”nej”, hvis den kradser forkerte steder, og flyt den samtidig til kradsetræet.
- På dyrefondet.dk kan du downloade eller bestille brochuren Kattens sundhed med gode råd om kattens pleje og helbred.
Dyrefondet
- Dyrefondet gennemfører dyreværnsarbejde til gavn for familiedyr og dyr i naturen.
- Fondet udgiver pjecer, plakater og information, der kan medvirke til at skabe større forståelse for dyrenes vilkår.
- Fondet skaber gode forhold for dyr i menneskers varetægt, spreder oplysning om glæden ved dyr og øger respekten og forståelsen for vildtlevende dyrs naturlige livsform.
- Dyrefondet er godkendt som almenvelgørende organisation, og bidrag til fondets arbejde er fradragsberettigede.
- Dyrefondets bestyrelse og medarbejdere omfatter dyrlæger, adfærdseksperter, biologer og jurister.
- Ghita Nørby er præsident for Dyrefondet.
- Læs mere på dyrefondet.dk og følg fondet på Facebook.