Orangutangens overlevelse er truet

Orangutanger lever kun på de to sydøstasiatiske kæmpeøer Sumatra og Borneo.

Orangutang betyder ”skovmenneske”, og aben er da også forholdsvis nært beslægtet med os. Som for menneskebørn tager det også lang tid for orangutangunger, før de kan klare sig på egen hånd.

I modsætning til mennesker lever orangutanger alene, og det er kun fra fødslen til omkring 8-årsalderen, at ungen er sammen med moren.

Hun lærer ungen at klatre, bygge rede og alt det, som ungen har brug for at vide om skoven.

Hun viser, hvor og hvornår træerne bærer frugt, forklarer hvilke blade, blomster, nødder og insekter, der smager særlig godt, og hvornår man skal stå op for at nå frem til føden inden konkurrenterne.

For 50-100 år siden var der orangutanger på størstedelen af de to øer lige fra lavlandsskovene til højt op på siderne af bjerge og vulkaner.

Siden er bestanden gået kraftigt tilbage, og nu lever der stort set kun vilde orangutanger i nogle få fredede vildtreservater og nationalparker.

Forældreløse unger

De seneste årtier har skovfældninger og øget menneskelig aktivitet indskrænket orangutangernes levesteder, og den intelligente menneskeabe er nu stærkt udryddelsestruet.

Forældreløse orangutanger, der enten er blevet konfiskeret af myndighederne eller opsamlet af tømmerarbejdere, bliver afleveret i særlige rehabiliteringscentre, hvor uddannet personale overtager abemorens rolle med at oplære den unge orangutang til at klare sig i regnskoven.

Flere af disse centre er blevet populære turistmål. Fra udsigtsplatforme kan de besøgende følge, hvordan personalet fodrer de orangutanger, der endnu ikke har lært selv at skaffe sig føde.

Orangutangen har en halvnomadisk levestil, og hver dag bevæger den sig rundt i sit territorium for at samle frugter og andre plantedele.

En gang i døgnet bygger den en ny rede af forskelligt plantemateriale, og her hviler og sover den, inden den igen næste morgen bevæger sig ud i regnskoven for at finde føde.

Færre frugter som føde

Meget tyder på, at orangutangens tid i de engang så vidtstrakte regnskove er ved at rinde ud.

Artens overlevelse afhænger helt og aldeles af tilstrækkeligt med frugt i regnskoven, og ny forskning har nu koblet globale klimaændringer med frugtsætningscyklussen hos regnskovens træer.

Billedet er dystert. Træerne sætter ganske enkelt færre frugter end tidligere.

Den ringere frugtproduktion kan vise sig at have sammenhæng med de stadigt hyppigere perioder med markant tørke, der afløses af voldsomme oversvømmelser.

Orangutangen har i forvejen ryggen mod muren, og de globale klimaforandringer kan meget vel give arten det endelige dødsstød.

Orangutangen er totalfredet, og det er strengt forbudt at jage orangutanger både på Sumatra og på Borneo.

Desværre er det ikke forbudt at ødelægge de regnskove, som aben er fuldstændigt afhængig af.

Tværtimod fortsætter fældningen og afbrændingen ufortrødent.