En læser fortæller: Angst fyldte for meget
Angst
Mine forældre tvang mig i den bedste mening til at deltage, og det endte som regel også med, at jeg nød det. Heldigvis havde jeg nemt ved at få veninder, og det hjalp mig at have dem at støtte mig op ad.
Udadtil virkede jeg nok ikke så rystende usikker, som jeg følte mig indeni, men i vinteren 2011 oplevede jeg i forbindelse med min mormors død mit første anfald af panikangst. Da var jeg 27.
Sammen med mine forældre var jeg på sygehuset for at besøge hende for sidste gang. Mens jeg var på toilettet, blev jeg ramt af noget, der føltes som et hjertetilfælde. Jeg lå og krummede mig sammen på gulvet, mens jeg kæmpede for at få luft, og mit hjerte hamrede vildt.
Jeg kunne ikke sige noget, men jeg sparkede på døren, hvilket fik min mor til at få personalet til at låse døren op udefra. En sygeplejerske undersøgte mig og sagde, at mit hjerte var o.k., og at det hele ”bare” skyldtes panikangst.
I den følgende tid blomstrede angsten inden i mig, og jeg var konstant bange for at få et anfald til. Tænk, hvis det skete, mens jeg gik rundt i Bilka og købte ind, eller mens jeg var på job i børnehaven, hvor jeg arbejdede som pædagogmedhjælper.
Nu ville vi have et barn
Jeg søgte naturligvis læge, og han gav mig en recept på nogle tabletter samt en henvisning til fem samtaler hos en psykolog. Psykologsamtalerne hjalp mig desværre ikke ret meget, for jeg følte slet ikke, at hun for alvor gravede dybt nok i mig.
Anderledes var det med medicinen, som var effektiv nok på den lange bane. Jeg fik mere ro på mig selv, og angsten kom til at fylde mindre, men der var selvfølgelig også bivirkninger.
Læs også: Derfor vaskede Freya hænder hele tiden
Bivirkningerne fyldte meget
Blandt andet påvirkede medicinen mit fysiske samliv med min søde kæreste, og jeg var heller ikke glad for, at jeg blev afhængig af midlet. Men det blev jeg, hvilket jeg opdagede, da jeg i samråd med lægen prøvede at stoppe og derfor trappede ned. Jeg fik det meget dårligt og måtte sygemeldes fra arbejdet.
I foråret 2015 besluttede vi os for, at vi gerne ville have et barn, og jeg ønskede naturligvis ikke at tage medicin i graviditeten. Jeg havde prøvet at forberede mig så godt som muligt og vidste derfor, at jeg lettest ville kunne slippe tabletterne i sommerhalvåret, fordi mit stemningsleje bliver påvirket af dagslyset.
Desuden var det vigtigt, at jeg forinden havde ryddet så mange bekymringer som muligt af vejen og havde fået løst de problemer, der kunne løses. Projektet gik godt, og i begyndelsen af september havde jeg sluppet medicinen helt. Desværre meldte angsten sig igen, da dagene blev korte og mørke, og jeg røg igen på medicinen.
Kursus blev min redning
Sidste sommer besluttede jeg mig for at prøve noget nyt, nemlig at bruge noget af min ferie på at tage et kursusforløb for at lære at tackle min angst. Kurset løb af stablen på et center, og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv.
Det var fantastisk at møde andre, der havde det som jeg, og det var også meget givende for mig at tale åbent om det. Indtil da havde jeg skammet mig lidt over angsten og egentlig kun vendt mine problemer med angst med min kæreste og mine forældre, selv om det fyldte meget for mig.
Gravid og medicinfri
I løbet af kursusugen blev vi præsenteret for mange gode værktøjer og fik tips og tricks til at bekæmpe angsten, men det var ikke det samme, der virkede lige godt for alle 12 kursusdeltagere.
For mig var det vigtigste at stoppe med at definere mig selv som et menneske med angst. Jeg lærte at adskille mig selv fra den ved at sige højt, at jeg kan føle angsten, og at jeg kan mærke, den er på vej. Men angsten er kun en følelse, ikke essensen af min personlighed.
Siden kursusforløbet har jeg været medicinfri, og det er jeg lykkelig for, ikke mindst fordi jeg i denne sommer kommer til at gå rundt med stor mave på. Jeg er nemlig gravid og skal føde til efteråret, og jeg føler mig heldigvis godt rustet til at håndtere de udfordringer, der må komme.
