En læser fortæller: De onde år på børnehjem

”Alle skal høre om grusomhederne”

Afsnit 1:3

Jeg kom til verden i Jylland i 1948 og fik navnet Arne. Fra jeg var en 10-årig purk, kom jeg hver sommer på ferie hos min moster Inge i København. Hun var den mellemste af tre søstre. Min mor Dora var to år ældre end Inge, og så var der Bitten, som var syv år yngre end min mor.

Moster Inge var en stor, glad og meget gavmild kvinde. Hun havde mange venner og besad et utroligt gåpåmod, og det var mit indtryk, at hun ikke var bange for nogen eller noget.

Sammen med sin mand Jens drev hun en antikvitetsforretning, og der opholdt vi os i dagtimerne. Efter lukketid boede vi i deres sommerhus på Amager.

Inden jeg steg på toget til København for at indlede en ny sommerferie hos moster Inge, fik jeg altid en kuvert med lommepenge med hjemmefra. Disse penge administrerede Jens for mig. Jeg købte forskellige ting, indtil der ikke var flere penge i kuverten. Når jeg så stod på banegården og skulle rejse hjem til Jylland igen, gav Jens mig kuverten tilbage, og så lå alle mine feriepenge i den igen.

Det er skønne minder at have om min moster Inge, og først som voksen læste jeg hendes beretning om de forfærdelige år, hvor hun, min mor og deres lillesøster var anbragt på et børnehjem med en direkte sadistisk forstanderinde.

Nu har Inge været borte i 20 år, og familien og jeg er enige om, at resten af Danmark skal have kendskab til de grusomheder, der foregik på det sted.

Mor var alene med tre børn

Inges erindringer begynder således:

Min mor Johanne var alene om os tre søstre, så længe jeg kan huske, og jeg har aldrig rigtig vidst noget om min far. Vi levede i små kår i vores sydjyske by, for i starten af 1930’erne var der mange arbejdsløse. Blandt dem var min mor, som ellers havde været spinderiarbejder. Dengang var understøttelsen beskeden, og mor fik kun 12 kroner om ugen til en voksen og tre børn. Jeg kan huske, at vores købmandsregning altid var på omkring 14 kroner.

Det var svære tider, og mange familier flyttede sammen for bedre at kunne klare sig. Man så tit skilte i vinduerne om lejlighed til leje.

Mor var meget dygtig med sine hænder og kunne lave alt. Hun kunne sy både selskabstøj og hverdagstøj, og hun pyntede dukker for folk til jul og fødselsdage. Det gav lidt ekstra penge.

På kommunen fik vi tøj, og vi var altid pænt klædt. I stedet for kjoler, trøjer og overtøj fik mor stoffer og uldgarner, så hun selv kunne strikke og sy vores tøj. Hun strikkede, så pindene var næsten rødglødende, og hun sad gerne og syede til langt ud på natten.

Jeg husker en nat, hvor jeg blev vækket af en mærkelig stønnen inde fra stuen. Da jeg gik ind i stuen, viste det sig, at mor havde syet nålen fra symaskinen ind i en finger. Jeg fik nålen løs fra maskinen, men den sad jo stadig fast i mors finger.

– Hent lidt jod, Inge, sagde mor.

Så hældte hun jod over fingeren og bad mig trække nålen ud. Da det var overstået, besvimede hun. Jeg troede, at hun var død, og jeg skreg på min storesøster: – Dora, Dora, mor er død!

Men da Dora kom ind i stuen, var mor heldigvis allerede ved at rejse sig.

Thomas blev vi glade for

Når mor ikke kunne klare sig med syning, gjorde hun rent hos folk, og på den måde traf hun Thomas, som hun blev meget glad for. Thomas var det, man kaldte for en uldjyde, for han rejste rundt fra by til by med en bylt på ryggen og falbød uldtøj. Varerne købte han i Herning, men det var ikke noget, som man kunne tjene særligt meget ved.

Thomas begyndte at komme hos os, og det medførte, at mor virkede mere glad, og at vi ikke længere skyldte hos købmanden. Thomas havde altid lidt godt i lommerne til os børn, og vi kom også til at holde meget af ham.

På et tidspunkt begyndte Thomas at tage ud til egnens store gårde for at sælge sit uldtøj, og så spurgte han, om de havde noget gammelt tøj på loftet, som de ville sælge. Det kunne være gamle nederdele, skørter, kørefrakker og deslige.

I de år var det også dårlige tider for landbruget, så det var ikke så svært at få bønderne og deres koner til at stå på hovedet i de gamle kister på loftet. Efter sådan et besøg vendte Thomas hjem med de dejligste uldstoffer, som mor så syede små nederdele og drengebukser af i alle størrelser.

Jeg kan huske, at bukser uden gylp kostede tre kroner, mens de kostede fire kroner, hvis der skulle være seler til bukserne i samme stof. Korte bukser med gylp kostede fem kroner, lange kostede 10 kroner. Thomas tog helt op forbi Horsens og helt ned til Fredericia og hele Bjerre Herred med sine varer.

En forfærdelig ulykke

En tidlig forårsmorgen skete der noget, som endte med at blive forfærdeligt for os tre søstre. Mor skulle over til slagteriet for at hente noget kogt oksekød, som en gang imellem blev delt ud til fattigfolk. Kødet skulle afhentes mellem klokken seks og syv om morgenen, og det havde været frost om natten. Mor var så uheldig at glide, og hun faldt og beskadigede sin ryg alvorligt.

Det var Thomas, der kom og fortalte os om ulykken. Mor ventede hans barn, og nu var hun nødt til at ligge i sengen på sygehuset for ikke at tabe barnet.

– Fordi jeres mor og jeg ikke er gift, må jeg ikke passe jer, selv om jeg gerne vil, forklarede han trist. – Så I bliver nødt til at komme på børnehjem.

Jeg var da 10 år, Dora var 12, og vores lillesøster Bitten var kun fem. Vi fik ikke engang lov til at sige farvel til mor. Der kom en dame fra kommunen for at hente os, og vi blev klædt i vores plisserede, vinrøde nederdele og hjemmestrikkede, mønstrede bluser med huer, der passede til. Der blev bestilt en bil, som skulle transportere os de omkring 25 kilometer hen til børnehjemmet.

Jeg husker, at jeg følte en vis spænding, for vi var jo fine i tøjet og skulle ud at køre bil. Det havde vi aldrig før prøvet. Min storesøster Dora græd, og Bitten var nærmest tvær. Jeg havde altid været ret snakkesalig, så jeg spurgte damen fra kommunen om alt muligt, men hun forholdt sig tavs og havde åbenbart intet at fortælle os og heller ingen trøst at give.

Fru Mortensen var en heks

Da vi kom til det store, fremmede hus, som var børnehjemmet, stod forstanderparret hr. og fru Mortensen på trappen og tog imod os. Hr. Mortensen mindede mig om en stor, dejlig bamse, og jeg husker ham, som var det i går.

Fru Mortensen var iført en hvid kittel. Hun var meget skrutrygget og nærmest ligbleg i ansigtet, og hendes hoved stak ligesom lidt fremad. Allerede ved første blik fik hun mig til at tænke på heksen i eventyret om Hans og Grete, og efterhånden gik det op for mig, at hun ikke bare lignede en heks, men også var det.

Jeg var bange for hende og brød mig slet ikke om hende, og sin stilling til trods tror jeg heller ikke, at hun kunne lide børn. Mig brød hun sig i hvert fald ikke om.

Ved ankomsten gav jeg mig pludselig til at stortude, og hr. Mortensen lagde sin arm trøstende om mig og sagde: – Du skal ikke være ked af det. Du kan tro, vi har en dejlig, stor have.

Straks efter kørte damen fra kommunen uden at sige farvel til os. Vi tre søstre gik med hinanden i hånden hele dagen, mens de andre børn på hjemmet så os an. Der var 36 børn, men indtil vi kom, havde kun to af dem været piger. Resten var drenge i alderen fra to til 14 år.

På jagt efter Bitten

Da klokken slog syv den aften, blev vores lillesøster Bitten hentet af noget personale på stedet. Der var ingen, der sagde, hvad hun skulle. De tog hende bare fra os, selv om hun havde holdt sig tæt ind til Dora og mig hele dagen.

Bitten var jo lille, så hun forstod jo ingenting, men blev bange og skreg i vilden sky. Så fik hun en ordentlig én i bagdelen, og så holdt hun straks op med at hyle. Dora og jeg blev bare gennet ud.

Jeg var så gal i hovedet over den behandling, Bitten havde fået, at jeg gik om på den såkaldte sportsplads på den ene side af huset. Her kiggede jeg ind ad alle vinduerne for at prøve at finde ud af, hvad der foregik. Der var vinduer til et sløjdværksted, til en rullestue og en strygestue.

Derefter kom jeg til et hjørne, hvor der var en låge ind til en have. Lågen var låst, men den var ikke højere, end at jeg kunne kravle over. De første vinduer, jeg derefter kom til, var køkkenvinduer, og inde i køkkenet stod nogle køkkenpiger og råbte til mig, at der måtte jeg ikke gå.

Jeg lod, som om jeg ikke kunne høre dem, og jeg fortsatte til et systuevindue og fire spisestuevinduer. Endelig fandt jeg, hvad jeg søgte, for gennem et vindue så jeg et soveværelse med fem senge. I to af dem lå Bitten og en anden lille pige. Et af vinduerne var sat på en stormkrog, som jeg let kunne fjerne, og så kravlede jeg ind i soveværelset.

Bitten lå fuldstændig stiv med store øjne, og jeg måtte sige hendes navne flere gange, før hun turde se på mig. Hun var stum af skræk, men gav sig heldigvis omsider til at græde.

Som voksen har jeg tænkt på, at hun nok befandt sig i en form for chok, og jeg har også undret mig over, hvorfor en af de voksne ikke havde bedt Dora eller mig gå med Bitten og blive siddende ved hendes seng, til hun faldt i søvn. De kunne jo bare have fortalt os, at de små skulle i seng klokken syv hver aften, og så havde vi kunnet forklare Bitten, hvad der foregik.

Så tror jeg ikke, denne oplevelse ville have været så ødelæggende for hende, men vores lillesøster tog virkelig skade den dag. Siden var hun nemlig altid bange, når enten Dora eller jeg ikke var i nærheden. Men Dora og jeg var jo også kun børn, og vi kom til at opfatte Bitten som en plage i meget lang tid derefter.

Alle breve blev læst

Dagene på børnehjemmet gik, og vi syntes, det varede meget længe, inden vi hørte noget hjemmefra.

Endelig en dag kom Thomas på besøg for at fortælle, at mor havde født vores lillebror. Han havde små gaver og slik med til os, men han måtte ikke tale med os alene.

Han havde også et brev med fra vores mor, og det tog fru Mortensen. Hun åbnede brevet og læste det, inden Dora fik lov til at få det, så hun kunne læse det op for Bitten og mig. Det var godt, at Thomas så fru Mortensen læse mors brev, for så vidste mor da fremover, at hun ikke skulle skrive noget, som måske ikke passede forstanderinden.

Dora og jeg skrev også breve hjem, men dem skulle fru Mortensen også læse igennem, inden de blev lukket. Hvis der stod noget, som hun ikke kunne lide, blev brevet revet itu, mens alle de andre børn så på. Så kunne vi lære ikke at skrive noget, som kunne få børnehjemmet til at stå i et dårligt lys.

Poul fik store sår

Der var ellers så meget, der skete på børnehjemmet, som vi gerne ville fortælle omverdenen om., men vi turde ikke. Blandt disse minder husker jeg særligt Poul. Han var meget mager, rødhåret og med store stritører, og det var til at se uden på ham, at han var en meget ulykkelig dreng.

Når det var varmt om sommeren, fik drengene besked på kun at have bukser på. Det sparede jo på både tøjet og vasketøjet. For nogle var det rart kun at gå rundt i bukser, men for en rødhåret dreng med lys, fregnet hud var det ikke godt.

Poul blev frygteligt skoldet, for han kunne slet ikke tåle den stærke sol. På skuldrene, som var mest udsatte, havde han store sår, og de blev behandlet med glycerin. Jeg ved ikke, om det hjalp ret meget, men en dag tog fru Mortensen en forkert flaske og kom til at væde kluden i benzin i stedet for glycerin.

Hun begyndte at duppe Pouls sår med benzinkluden, men i næste nu gav han sig til at springe rundt i stuen og skrige højt. Inden fru Mortensen opdagede, at det var hendes egen fejl, havde hun stukket ham et par på siden af hovedet. Så blev der sendt bud til apoteket efter noget til brandsår.

Stakkels Poul var altid mere eller mindre syg, og han kunne tilsyneladende ikke tåle den mad, vi fik. Han havde altid ondt i maven og led konstant af diarré. Derfor kom han tit til at gøre i bukserne.

Straffen for den forseelse var en tur ind under den kolde bruser og et par rap af spanskrøret i den våde bagdel. Han var ikke den eneste dreng, der kom til at gøre i bukserne, og det værste for de ulyksalige var nok, at vi store piger blev sat til at vaske dem. Det var så ydmygende for dem, og det var absolut heller ikke rart for os.

En dag var det mig, der skulle vaske Poul. Fru Mortensen havde brugt spanskrøret og havde atter forladt baderummet. Poul græd meget, og ind imellem hulkene sagde han: – Jeg kan da ikke gøre for, at jeg har sprutskide.

Til sidst blev Poul fjernet fra børnehjemmet og anbragt på en åndssvageanstalt på egnen. Det var en tragedie, for Poul var syg, bange og mishandlet, men hverken åndssvag eller tosset. Men det blev ikke det eneste forfærdelige, jeg kom til at opleve på børnehjemmet.

Læs andet afsnit i Ude og Hjemme nr. 25, som udkommer onsdag den 22. juni, og tredje afsnit i Ude og Hjemme nr. 26, som udkommer onsdag den 29. juni 2022.