En læser fortæller: Jeg kom i lære som kommis

14 år og ny i købmandsgården

Min far forsørgede vores familie på seks medlemmer ved at drive handel, og han syntes, at jeg som den ældste søn skulle gå samme vej. I 1947, da jeg var 14 år og havde afsluttet syvende klasse, kom jeg derfor i lære som kommis på en velrenommeret, gammel købmandsgård i vores lille provinsby.

Den imponerende forretning lå på et hjørne i byens hovedgade. Vareudvalget var bredt, for ud over kolonial som mel og sukker blev der også solgt isenkram, støbegods, korn- og foderstoffer samt brændsel.

En del personer var beskæftiget der, og for at tage dem i hakkeorden var de to mandlige indehavere naturligvis øverst i hierarkiet. De blev begge kaldt for købmanden, og de var svogre, fordi de var gift med to søstre. Desværre var de to købmand ikke særligt gode til at enes om noget som helst.

Under købmændene rangerede førstekommisen, og jeg opdagede hurtigt, at han brugte en stor del af sin arbejdsdag på at underholde repræsentanter for det modsatte køn.

Blandt de udvalgte var de to piger på kontoret. Den ene var uddannet kontordame, mens den anden var kontorelev. I butikken var der også to almindelige kommiser og en kommis-elev, der ved min ankomst nu blev andet års lærling.

I grovvareafdelingen udenfor i gården fandtes en lagermand, der virkede meget nedslidt, og som hen ad dagen trak mere og mere på det ene ben. Til hans hjælp var ansat en gårdskarl, blandt hvis opgaver det var at spænde hestene fra og for igen, når egnens bønder kom til byen for at handle.

Til transport af grovvarer og levering af kolonialvarer ejede købmandsgården en gammel lastbil af mærket Citroën. Den blev kaldt for dagvognen, og ved rattet sad en chauffør, som snart blev min store helt og forbillede. Han bar nemlig altid en smart, amerikansk kasket, og han kørte den gamle lastbil på samme kyndige og ferme måde, som en violinvirtuos spillede på sit instrument.

Jeg kørte varer ud på budcykel

Jeg var selvsagt som nybegynder på stedet og yngste lærling nederst i rangordenen, men som alle indendørs medarbejdere bar jeg som dem en lysebrun, knælang kittel.

Købmændene havde aftalt med min far og mig, at min uddannelse skulle foregå i kolonialafdelingen, men sådan faldt det ikke helt ud.

Hele det første år brugte jeg nemlig på at køre varer ud til byens kunder på en budcykel, og hvis jeg ikke var beskæftiget med det, skulle jeg feje, vaske og bone gulvet i butikken.

Desuden fik jeg at vide, at min ansvarsområde var at tappe sprit, petroleum, blegevand og salmiakspiritus på flasker. Det var mildt sagt en tidskrævende proces, og den foregik i kælderen.

Før aftapningen kunne finde sted, skulle jeg først gennemgå beholdningen af tomme flasker og udvælge de bedst egnede. Jeg blev indskærpet, at flasker med glasstemplet ØL i bunden ikke kunne anvendes til aftapning af de ret stærke væsker. Baggrunden var nok, at det ville være uheldigt, hvis en øltørstig person kom til at sætte sådan en flaske for munden.

Når jeg efter megen søgen havde fundet et passende antal flasker, skulle jeg fylde et trækar med vand og lade flaskerne ligge i blød en dags tid. Herefter var nogle af de gamle etiketter faldet af, men på hovedparten af flaskerne sad etiketten stadig på. De skulle derfor skrabes af ved hjælp af et barberblad, hvilket ofte resulterede i det rene blodbad og plaster på flere fingre.

Når flaskerne var klar, kunne aftapningen endelig påbegyndes, og den foregik ved, at jeg fyldte flaskerne fra 200 liter store tromler med de krasse væsker. Tromlerne var lagt på langs på bukke og anstukket. Det betød, at de havde en aftapningshane i bunden og et lufthul foroven.

Den efterfølgende propning skete på en håndbetjent proppemaskine, og til sidst skulle jeg klistre etiketter på. Nu kunne den færdige vare bæres op i butikken og stilles på hylden.

Ostene skulle vendes

Under en lem i selve butiksgulvet fandtes ostekælderen. Det var et rum på to gange to meter og med en loftshøjde på halvanden meter. Her blev der opbevaret oste af en vis alder, og med mellemrum skulle disse oste vendes og rengøres for mider. Det var en brun substans, som dækkede hver ost i et lag, der var cirka en millimeter tykt, og som efter sigende skulle give ostene en særlig god og kraftig smag.

Lugten i kælderen var i hvert fald også meget kraftig. Når alle oste var befriet for disse snyltere, skulle de fejes sammen på gulvet og fjernes. Denne opgave var også den yngste lærlings, og heldigvis skulle det ikke gøres så tit. Når det skete, oplevede jeg det som at kravle i en ormegård, og det er faktisk den eneste oplevelse fra min læretid, som jeg erindrer med rædsel.

Til den yngste lærlings pligter hørte desuden at passe den store kakkelovn i butikken med brændsel. Om morgenen skulle den renses for aske, og hen på eftermiddagen skulle jeg tænde op i de såkaldte kommisværelser, som befandt sig på anden sal af købmandsgårdens store bygning.

De tre kommiser boede nemlig også på stedet, mens vi lærlinge stadig boede hjemme. På det værelse, der tilhørte den meget kvindeglade charmør af en førstekommis var der tydelige spor af, at han i sin fritid ofte havde besøg af kvinder på det beskedne værelse.

Snyd med rationeringsmærker

Efterhånden fik jeg dog også lov til at ekspedere kunder i butikken. Under anden verdenskrig var der opstået stor mangel på mange forskellige varer, som blev rationeret. På tidspunktet for min debut i købmandsbranchen var der endnu rationering på mange varer og knaphed på resten.

Rationerede varer måtte kun afleveres til kunder, der afleverede rationeringsmærker. Dem skulle borgerne hente på kommunekontoret hvert kvartal.

Af skade bliver man som bekendt klog, og jeg lærte snart, at hvis en kunde bad om en rationeret vare og samtidig lagde et rationeringsmærke på disken, skulle jeg omgåede inddrage mærket.

Hvis jeg lod det ligge på disken, mens jeg fandt varen, var det uvægerligt forsvundet, når jeg kom tilbage. Når jeg forhåbningsfuldt bad om det, var mærket formentlig røget tilbage i kundens pung, men denne opgivende vendte øjnene mod himlen og sagde: – Det har du da kommet i kassen!

Den omtalte kasse var af pap, udleveret af myndighederne og cirka en halv meter høj. På forsiden kunne man putte rationeringsmærker ind i forskellige huller, som var betegnet med varegrupper som sukker, mel, kaffe eller andet.

Mærkerne faldt så ned i nogle små skuffer, som kunne tages ud på bagsiden af kassen. Når en leverandør kom med friske varer, skulle han til gengæld have en pose med rationeringsmærker.

Posen var lukket og skulle bære en påskrift om indholdet samt købmandsgårdens stempel. For eksempel kunne der stå ”20 margarinemærker af ½ kilo”. I bytte kunne købmandsgården så få 10 kilo margarine. Men på grund af det svind, der fremkom takket være smarte kunder og glemsomme ekspedienter, var købmanden nogle gange nødt til at kompensere for de manglende mærker ved at klippe papirstykker i passende antal og størrelse ud af en avis.

I mange tilfælde gik det godt, men det kunne også få katastrofale følger. Vareleverandørerne skulle nemlig opbevare disse poser, og jævnligt blev statslige kontrollører sendt rundt for at tage stikprøver. De udvalgte nogle poser og kørte derefter hen til den forretning, som havde stemplet posen, og i købmandens nærvær blev posen åbnet.

Jeg husker sådanne kontrollantbesøg som yderst nervepirrende. Viste posens indhold sig at være en blanding af rigtige rationeringsmærker og fint klippet avispapir, faldt himlen ned, og købmandsgården måtte betale en stor bøde.

Hvis det derimod viste sig, at posen indeholdt de mærker, den skulle, sagde kontrolløren farvel og gik sin vej for at finde andre syndere, mens købmanden og personalet stille takkede Merkur, som var de handlendes gud.

Gårdmændene gik på værtshus

På et tidspunkt under min læretid sagde gårdskarlen sin stilling op, og derefter blev det min tjans at stalde hestene op. Det havde jeg ikke den ringeste forudsætning for at gøre, for jeg var født i et byhus, og vi havde ingen bønder eller hesteejere i øvrigt i familien.

Der var jo ikke andet for end at prøve at finde ud af det, og heldigvis var der da heller aldrig nogen af krikkerne, der havde held til at stikke af fra mig. Til min glædelige overraskelse opdagede jeg snart, at det indebar en stor fordel at have hestene i sin varetægt.

Efter at gårdmændene havde handlet i købmandsgården, besøgte de som regel værtshuset skråt over for købmandsgården. Når de forlod værtshuset og hentede vognen og deres heste hos mig, var deres humør gerne højt, og der faldt som regel en pæn drikkeskilling af til mig.

Efter fire års læretid var jeg udlært kommis, og så kaldte værnepligten. Jeg lå inde som soldat i halvandet år, og derefter fik jeg ansættelse som kommis på en købmandsgård i en anden by, inden jeg i en alder af 24 år forlod detailhandelen og overtog en forretning som selvstændig grossist i min gamle hjemby.

Med tiden medførte udviklingen, at det gik ned ad bakke for købmandsgården, som endte med at være en hensygnende butik. I dag er ejendommen moderniseret og indrettet til dyre ejerlejligheder.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.