En læser fortæller: Mormors medicin

Der var trygt hos dem

Min kære mormor var et livstykke og noget af en spillefugl. I mange år var hun stamgæst i et tivoli i nærheden af hendes hjem, hvor hendes store passion var at spille på de enarmede tyveknægte. Normalt er spilafhængighed ikke just en god ting, men for min mormors vedkommende holdt det hende i live i omkring 10 år længere, end hun egentlig var spået til på grund af et dårligt hjerte. Det var i hvert fald, hvad hendes læge fortalte os, den dag mormor gik bort i en alder af 86 år, og det ville min mormor have givet ham fuldstændig ret i.

Jeg forgudede min mormor og morfar, og i hele deres levetid havde jeg et fantastisk forhold til dem. Så langt tilbage jeg kan huske, elskede jeg at komme hos dem. Mine forældre levede et kaotisk liv med en masse alkohol, så jeg foretrak at være hos mine bedsteforældre så ofte som overhovedet muligt. Der var trygt og roligt, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg var deres højtelskede guldklump.

Vi boede heldigvis i nærheden af hinanden, og min skole lå også tæt på deres hjem, så ofte boede jeg faktisk mere hos dem end hjemme. Min mormor fik førtidspension i en tidlig alder på grund af et skrantende helbred, så da jeg var mindre, var hun hjemme til at tage sig af mig, både efter skoletid og i weekenderne. Min morfar havde en god stilling hos postvæsenet, så der var altid råd og overskud til også at tage mig med, når de for eksempel skulle på sommerferie, hvilket for mig var årets højdepunkt, da jeg ellers ikke kom nogen steder.

Jackpot for mormor

Min mormors karriere som spillefugl tog sin begyndelse, da jeg var blot 5 år. Min mor og jeg kørte tilfældigvis forbi stedet i bus, en dag vi havde været på tur. Da jeg kiggede ud ad vinduet og fik øje på en karrusel inde bag murene til tivoliet, hoppede jeg i sædet og var ude af mig selv af barnlig iver for at komme ind og se, hvad der ellers gemte sig bag de mure.

Det endte med, at mine forældre en dag overgav sig og tog mig med derud. Mormor var også inviteret med, og da hun opdagede den store spillehal fyldt med enarmede tyveknægte, fandt hun vej til en maskine, hurtigere end jeg kan nå at sige ”jackpot”. Hun havde aldrig før spillet på sådan én, men efter lidt instruktion fra min far tog hun hurtigt ved lære, og det var helt sikkert kærlighed ved første træk.

Det var en rigtig dejlig dag, kan jeg huske. Jeg susede rundt ved tombolaer og forlystelser, mens de voksne spillede, og senere spiste vi på restaurant. Jeg ved ikke, hvem der var mest begejstret for tivoliet - min lille barnesjæl eller min mormor, der havde fundet sig en ny hobby. Jeg tror, det var min mormor.

Kirsebær, meloner og syvtaller

Fra den dag var vi faste weekendgæster derude. Mormor og jeg tog afsted, så snart morfar var kørt på weekendvagt. Dengang var det ikke forbudt for børn at opholde sig i spillehaller, så når jeg ikke lige var i gang med forlystelserne, nød jeg at sidde på en stol ved siden af mormor og kigge på, at hun trak i den enarmede. Var jeg heldig, fik jeg selv lidt mønter at spille for, og så sad vi og heppede på kirsebær, meloner og syvtaller!

Sådan gik årene stille og roligt, jeg blev ældre og mistede interessen, men det gjorde mormor så sandelig ikke. Efterhånden var hun derude dagligt. Hver dag på klokkeslæt kunne man se hende stæse op til bussen iført sin lyserøde læbestift, farverigt tøj og perfekt frisure. Mormor gik meget op i sit udseende. Hun ville være helt sikker på at være den første i hallen, så ingen tog hendes særlige maskine. Skete det en sjælden gang, at en anden alligevel havde fået tiltusket sig ”hendes” maskine, fik de klar besked.

Man kan måske undre sig over, hvor pengene til alle de spilleture kom fra, men mormor holdt sig kun til den billigste maskine, der kostede 25 øre per træk, så en 100-kroneseddel strakte langt, når man også tog gevinsterne i betragtning.

Sommetider havde hun sågar været så heldig at have lidt gevinstpenge med hjem i sin mulepose, som jeg havde lavet særligt til hendes mønter, og dem kunne hun så bruge næste dag. Det var penge, der var sparet, ifølge mormor. Opsparing var ikke noget, hun gjorde sig i. Det måtte min morfar stå for. I mit stille sind tænker jeg, at det var rigtig godt, at hun havde ham.

Alle kendte Margrethe

Mormor var blevet et fast indslag i spillehallen, og eftersom hun altid var i godt humør og særdeles snakkesalig, havde hun fået opbygget noget af en vennekreds. Alle kendte Margrethe og hendes livshistorie, og hun vidste til gengæld alt om de andre faste gæster. Det gjorde jeg sådan set også, for mormor ringede til mig næsten hver dag og fortalte mig den seneste sladder fra hallen.

Jo, mormor var sandelig afholdt, og hun var skam også betænksom. Hun havde altid kage med til de andre, så de havde lidt brød til automatkaffen. Det var ikke hjemmebag, men den billigste roulade fra supermarkedet.

Hun havde hverken tid eller penge til at bage selv, fortalte hun bestemt, når nogen for sjov spurgte, om hun selv havde bagt. En solid madpakke til den unge mand, der sørgede for maskinerne, havde hun dog overskud til. Og så havde hun sit lille tøjdyr siddende på toppen af maskinen, der skulle bringe hende held. Det gjorde den bare aldrig, plejede hun leende at sige, men de daglige rutiner skulle der holdes fast i.

Ikke en billig hobby

Morfar støttede hende fuldt ud i hendes hobby, der jo ellers ikke var helt billig, når der i så mange år skulle være penge til dagligt spil. Han vidste dog godt, at hun var en rendemaske, og at hendes spil gav hende livslyst og bragte stor glæde. Selv var han noget af et hjemmemenneske, der havde det bedst i sin lænestol med en krydsord foran sig. Det var min mormors ord, ikke mine, så at hun fik dækket sine sociale behov uden at han behøvede at deltage, var han kun glad for.

Eftersom de sad godt i det, også på deres ældre dage, var det heldigvis ikke et problem for dem, at min mormor somme tider brugte et par hundrede kroner om dagen på maskinerne. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at nævne det for hende indimellem, når jeg syntes, det tog overhånd med forbruget, men så sagde hun bare, at hun jo ikke længere brugte penge på andre ting.

- Jeg har fire klædeskabe fulde af tøj, og morfar spørger altid, hvad jeg dog skal med alle de klude, så jeg kan lige så godt spille pengene op og have det sjovt, fastslog hun.

På et tidspunkt blev mormor alvorligt syg og var indlagt i en længere periode. Det var ikke en sjov tid for hende, og selv om hun gennemgik en stor operation, var det værste nok, at mormor havde deciderede abstinenser. Hun savnede sin spillemaskine så meget, at hun rystede, fortalte hun.

Jeg grinede af hende, og hun grinede med, men jeg er ikke i tvivl om, at hun mente det.

- Men så er der jo flere penge at spille for, når jeg bliver rask, lo hun fra sin sygeseng. Og det var der. Mange tusinde kroner var det blevet til på opsparingen, da mormor endelig var på benene igen og klar til at vende tilbage til tivoliet.

Overøst af lovord

De sidste seks år af mormors levetid var ikke nemme for hende. Hun døjede med hjertet, men afsted skulle hun.

- Jeg bliver mere syg af at sidde herhjemme og glo ud i luften, og jeg kan jo ikke se Horton-sagaen døgnet rundt, Jeanne, sagde hun, når jeg forsøgte at holde hende i ro. Så mormor tog afsted, selv om lægen også advarede hende.

- Spillet er min medicin, sagde hun bare stædigt og slog det hen.

Da mormors hjerte til sidst måtte give op alligevel, havde hun haft sin faste gang i tivoliet i cirka 30 år. Hun var lige så fast inventar som maskinerne.

Jeg tog selv ud til hendes venner i tivoliet og fortalte, at mormor desværre var gået bort, og der blev jeg overøst med lovord om min skønne mormor. Der kom anekdoter fra alle kanter om oplevelser, folk havde haft med hende gennem tiden.

Det var skønt at høre midt i min store sorg, og det var sjovt at høre om hendes liv derude. Til hendes bisættelse var der skam også samlet ind til en smuk krans fra alle spillefuglene.

Et stykke tid efter hendes død mødte jeg tilfældigt hendes ”madpakkemand” i bussen, og han fortalte mig, at han savnede min mormors gode selskab og madpakker hver dag. Han sagde også, at han simpelthen havde fjernet hendes faste maskine fra spillehallen. Ingen skulle have lov at overtage den maskine, sagde han. Den var kun Margrethes!

Jeg tænker ofte tilbage på tiden med min mormor og vores hyggelige tivoliture. Det er dejlige minder, som jeg for evigt vil have i mit hjerte. Når jeg indimellem passerer en enarmet spillemaskine i en forlystelsespark, synes jeg da også, at der er noget, der trækker lidt i mig. Jeg tænker, at det er mormor, der fra det hinsides desperat forsøger at dirigere mig ind og spille.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.