En læser fortæller: Pludselig var vi forældreløse
En almindelig kernefamilie
Min to år ældre bror, Steen, og jeg voksede op i en helt almindelig kernefamilie. Selvfølgelig var alt ikke altid idyl, men grundliggende vidste vi, at vores forældre elskede os og ville os det bedste. Hverken han eller jeg tænkte vist ret meget over det under vores opvækst, men det gav os en stor tryghed at vide, at mor og far altid var der et eller andet sted.
Kort efter min 45-års fødselsdag i 2012 blev mor desværre ramt af alvorlig sygdom. Ingen af os anede, at hun havde dårligt hjerte, før hun pludselig blev ramt af en stribe blodpropper og døde efter en kort hospitalsindlæggelse.
Det var hårdt, men heldigvis havde vi stadig far, og han var sund og rask. Efter mors død rykkede vi uvilkårligt lidt tættere sammen i familien. Far vænnede sig kun langsomt til at være alene, men vi støttede ham, så godt vi kunne. I den forbindelse var det en lettelse, at vi alle boede inden for en radius af 30 kilometer.
For et halvt år siden begyndte far desværre at skrante, og jeg tog med ham til lægen. En stribe undersøgelser mundede ud i en kræftdiagnose. Hans sygdom var allerede så langt fremskreden, at det nu var ham, vi tre måneder senere måtte tage afsked med på sygehuset.
Steen og jeg sad på hver sin side af hans hospitalsseng og holdt ham i hånden, mens han trak sine sidste åndedrag. Han havde i nogle dage kun indimellem været ved bevidsthed, men pludselig slog han øjnene op, forsøgte at rejse sig op i sengen, udstødte et dybt suk og var væk for altid.
En læser fortæller: Pludselig stod livet stille og vores barn var i fare
Det yderste led
Vi ved alle, at vi på et eller andet tidspunkt skal miste vores forældre, for sådan er livets gang. Men den dag på sygehuset ramte det mig hårdt, at min bror og jeg pludselig var forældreløse. Nu var vi de ældste i familien og dermed det yderste led.
Det værste var ikke så meget tanken om, at vi selv engang skal dø. Det var mere tanken om, at sammen med far døde en masse minder. Fra nu af var det kun min bror og mig, der husker alle de ting, der skete i vores barndom. Både han og jeg er velfungerende voksne med et varmt familieliv og gode job, og jeg havde ikke set den utryghed komme, som jeg nu blev ramt af.
Jeg kunne tydeligt se på min bror, at han havde det på samme måde. Vi kunne næsten ikke holde ud af rejse os fra vores stole for at åbne vinduet på klem, så fars sjæl kunne flyve ud af det, sådan som sygeplejersken opfordrede os til at gøre. Hun havde tændt et stearinlys på fars sengetid, og det havde brændt i nogen tid, før vi endelig kom på benene.
I et par uger efter begravelsen gik jeg rundt om mig selv og havde det skidt. Vi skulle have ryddet det hjem, vi var vokset op i, og som far havde boet i til det sidste. Tanken om at gå i gang med det var næsten uoverstigelig.
Endelig en lørdag formiddag mødtes Steen og jeg i huset for at tage hul på det. Som voksne har vi aldrig været uvenner, men den dag løb vi i løbet af en halv time ud i et kæmpe skænderi. Det var dog heldigvis ikke, fordi vi ikke kunne blive enige om, hvem der skulle have hvad. Årsagen til balladen var spørgsmålet om, hvad vi skulle gøre med alle mors og fars personlige papirer.
Jeg mente, at vi skulle smide dem ud, eftersom ingen nogensinde skulle bruge dem til noget mere. Det gjorde min bror vred, og vi fik råbt og skreget nogle forfærdelige ting til hinanden, inden vi skiltes og hver især smækkede hårdt med bildøren uden at være kommet et skridt videre.
Skænderiet hjalp
Der gik 10 dage, så sendte jeg en sms til ham med en fremstrakt hånd, og han svarede omgående, at hvis ikke jeg havde kontaktet ham, ville han have kontaktet mig. Vi mødtes igen i vores barndomshjem, og det føltes, som om skænderiet havde hjulpet os begge i vores sorgproces.
I god ro og orden fik vi hen over et par uger ryddet op, smidt ud, foræret væk og delt. Jeg synes stadig, det er mærkeligt at være forældreløs, men jeg er ved at lære at leve med det. Og jo længere tid, der går, jo mere husker jeg på mor og far som de mennesker, de var, inden de endte i hver sin hospitalsseng.
En læser fortæller: Min barndom med mobning
