Inden det er for sent

Min mors og mit forhold var aldrig særlig tæt, men i tiden op til min 30-års fødselsdag i begyndelsen af 1993 håbede jeg stadig, at det kunne ændres til det bedre, inden det var for sent.

Til koncert med mor

Jeg havde derfor købt tre billetter til en koncert med en verdensberømt musiker, som lagde sin turné forbi Danmark. Koncerten skulle finde sted på min fødselsdag, og jeg glædede mig meget til at overvære den i selskab med min mor og Tom, som jeg var gift med. Jeg ved, at min mor også glædede sig. Vi havde ikke haft ret mange af den slags oplevelser sammen.

Den morgen, hvor der var præcis 13 dage til min fødselsdag og til koncerten, ringede mor til mig. Hun havde længe skrantet, og nogle dage tidligere havde hun fået taget nogle blodprøver, som forhåbentlig kunne afsløre, hvad der helt præcis var galt med hende. Efter at have kigget på blodprøverne var lægerne blevet så foruroligede, at de nu ville indlægge hende.

Både hun og jeg opfattede det som et rutinetjek, og hun var overbevist om, at hun ville være frisk og klar til koncerten på min fødselsdag.

De daglige glas med whisky

Min mor var på det tidspunkt 52 år, og hun havde i snart mange år haft helbredsmæssige udfordringer. Som voksen var hun blevet mere og mere allergisk over for e-numre og tilsætningsstoffer, og selv sagde hun, at hun var overfølsom over for stort set alt andet end alkohol.

– Når jeg får en lille en, mærker jeg ikke så meget til de andre ting, sagde hun gerne.

Men hendes krop både mærkede det og blev også mærket af det, og hendes daglige små glas med whisky blev flere og flere. Det satte sit præg på vores samvær i familien, som ud over min mand og mig også bestod af min bror og hans familie. De boede tæt på min mor, mens vi boede halvanden times kørsel væk.

Sidst havde vi været sammen til den jul, som netop var overstået. Det skulle have været en hyggelig familiesammenkomst, men var mere eller mindre endt i kaos, og noget af det bundede efter min opfattelse i mors drikkeri.

Hen over julen havde hun sovet hos os et par nætter, og da fandt jeg blod på hendes hovedpude, som hun havde forsøgt at skjule ved at vende puden om.

Da jeg bekymret bragte det op, slog hun det hen med, at det bare havde været lidt næseblod, og at det ikke var noget at gøre et stort nummer ud af.

Kort efter min telefonsamtale med mor den morgen ringede min bror for at fortælle, at ambulancen nu havde hentet mor, og at hun havde nået at få sit glas whisky, inden den kom.

Snart ringede min bror igen.

– Mor er død, sagde han med tonløs stemme.

Jeg gik i chok, mens min bror fortalte, at mor kun lige netop var nået ind på sygehuset, før hendes hovedpulsåre sprang, hvilket udløste et hjertestop. Genoplivning havde ikke været muligt.

Tom og jeg kørte straks mod sygehuset, og det blev en lang tur med mange tanker. På sygehuset lå mor helt alene i et koldt lokale, men hun så pæn ud og lignede sig selv. Alligevel kunne jeg næsten ikke klare at være i samme rum, men min mand opfordrede mig til at gå helt hen og sige til hende, at jeg elskede hende. Det gjorde jeg, og det er jeg stadig glad for.

Mors plads stod tom

På min fødselsdag blev det derfor kun Tom og mig, der var til koncert. Mor skulle have siddet ved siden af mig, men den plads stod tom, og jeg havde et håb om, at mor måske deltog i ånden.

Nu var det for sent for mor og mig at komme rigtigt ind på livet af hinanden, men jeg lærte noget af det. Da jeg et par år senere selv blev mor, tog jeg nemlig mit barn med til alt lige fra ferier, biografture, cafébesøg, traveture og meget andet, og jeg sørgede for at skabe nogle gode traditioner for os.

De holder til min glæde ved i dag. Jeg passer også bedre på mig selv, end mor gjorde, for jeg vil gerne leve længere end hende.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.