En læser fortæller: Sydpå med telt i 1971

Far og mor elskede campinglivet

Jeg blev født i 1961 og voksede op i et godt og trygt hjem. Min mor gik derhjemme og passede mig og min storebror, mens min far arbejdede mange timer om ugen.

Selv om der kun var én indtægt i familien, manglede vi aldrig noget, heller ikke oplevelser eller ferier. Min mor og far elskede campinglivet, og før de fik børn, var de tit af sted med telt.

Da vi børn kom til, drog vi ofte på weekendture med teltet til Vesterhavet eller til andre skønne steder i Danmark. Mine bror og jeg mødte gerne nye venner på campingpladserne landet over, og vores forældre kom også altid let i kontakt med de andre campister.

Mor fremtryllede de lækreste retter på de to gasblus, som vi selv havde med. Alt service, bestik, nogle gryder og en pande var omhyggeligt pakket ned i en praktisk kasse af træ, som far selv havde designet.

Efter aftensmaden hyggede vi fire os med kortspil i teltet, blandt andet sorteper og 31. I dag kan jeg knap forstå, hvordan vi fik plads til det hele i bilen, for vi var jo fire personer, og vi medbragte både telt, stole, borde, sengetøj, håndklæder, tøj og meget andet. Men det lykkedes altid at få plads til det hele.

Vi fik en camp-let

I 1971, hvor jeg var fyldt 10 år, havde vi set en stor del af Danmark, og mor og far besluttede derfor, at nu skulle vi en tur til Østrig. De havde et par gode venner med en søn på omtrent vores alder, og de ville gerne gøre turen sammen med os.

Det var virkelig stort, at vi sådan skulle til udlandet for at holde sommerferie, og vi glædede os så meget.

Før turen havde mor og far skiftet vores gamle telt ud med en camp-let, som var en slags flad trailer, der kunne slås op til et telt med delvist fast bund. Den blev hægtet bag på bilen, og vores medrejsende havde en campingvogn.

Vi havde jo besøgt mange forskellige campingpladser i Danmark og vidste derfor, at faciliteterne kunne være ret forskellige, men mor og far havde hørt om en bestemt campingplads tæt på Villach i Østrig, hvor baderum og fællesrum og alt andet skulle være både nyt og lækkert. Derfor blev denne campingplads vores mål.

Der var knap 1.400 kilometer fra vores hjemby til Villach, og vi kørte hver dag cirka 500 kilometer, hvorefter vi fandt en campingplads at slå lejr på for natten. Vi tre børn havde hver dag en fest med at udforske vores overnatningssted.

Alpemusik og altankasser

Den længste del af rejsen gik gennem Tyskland, og det var fantastisk, da vi begyndte at kunne se bjergene i det fjerne. På den tredje feriedag krydsede vi grænsen til det smukke Østrig, og det var en kæmpestor oplevelse for os at køre i de grønne dale med bjerge med snedækkede tinder til hver side.

Fra bilradioen flød alpemusik ud, og overalt så vi køer med store klokker og flotte huse i flere etager med altankasser og blomster i de skønneste farver.

Da vi ankom til den campingplads, hvor vi skulle være i to uger, var lykken gjort. Vi tre børn var i vores helt egen verden, og vi fik lov til at spadsere til den nærmeste landsby, hvor vi for nogle østrigske schilling kunne købe is, slik og tyske musikblade.

I landsbyen boede en meget gammel dame, som altid var klædt i sort tøj og havde en sort kat med sig. Hende var vi faktisk lidt bange for, men da vi havde været på campingpladsen et par dage og havde lært den østrigske hilsen ”Grüss Gott”, vovede vi at sige det til hende. Så hilste hun tilbage på samme måde og virkede pludselig ikke spor skræmmende.

Tæt på campingpladsen var der også et lille vandfald, hvor vi soppede. Vandet var smeltevand fra bjergene, så det var isnende koldt. Solen skinnede fra en knaldblå, skyfri himmel, men en dag blev det pludselig uvejr, og kæmpestore hagl faldt ned fra himlen.

Min fars bil fik buler i taget, men fra nogle andre på campingpladsen hørte han, at han bare skulle køre hen til det lokale rådhus for at få et dokument, der beskrev og bekræftede uvejret, og så ville han kunne få udbedret skaden på bilforsikringens regning, når vi kom hjem igen.

Det skønne vejr kom tilbage lige så hurtigt, som det var forsvundet, og den ene dag var dejligere end den anden.

Mor lave mad, og vi vaskede op

Mor lavede som sædvanlig mad til os på de to gasblus, og nogle aftener fik vi for nemheds skyld opvarmet dåsemad. Andre dage lavede hun vores livretter som for eksempel hakkebøf, gryderet eller stegte pølser med varm kartoffelsalat, og vi fik også den østrigske nationalret wienerschnitzel.

Efter maden skiftedes vi til at vaske campingservicet op. Det gjorde vi ude i det fri foran teltet, og vi kogte vand til opvasken på gasblussene. Ingen af os var kede af at få den tjans, for det var bare hyggeligt.

Badefaciliteterne var som forventet tiptop, og der var også en legeplads. Så vidt jeg husker, var vi de eneste danske gæster på campingpladsen, men i legen fandt vi tre børn nemt sammen med børn fra andre lande, og vi havde jo allerede lært lidt sprog i skolen, så det gik ret godt.

Vi spillede forskellige boldspil sammen, og sammen med en tysk pige på min egen alder plukkede jeg nogle af de smukke, vilde blomster og lagde dem i pres.

Efter en uges tid på campingpladsen syntes de voksne, at vi skulle se noget mere, og derfor stod vi en morgen tidligt op og krydsede grænsen til Italien. Det var vældig spændende at besøge endnu et nyt land, og i en italiensk by fandt vi et marked.

Her afslørede min far et stort talent for at prutte om prisen, og jeg fik en nederdel af ruskind og mit livs første figurer af Murano-glas fremstillet på øen Murano tæt ved Venedig.

Prisen på nederdelen virkede først svimlende høj, for den var anført i den daværende italienske møntfod lire, men omregnet og med et passende nedslag i prisen kostede den kun omkring 50 kroner. På en restaurant fik vi spaghetti med kødsovs, og det var meget lækkert.

Efter en dag fuld af nye indtryk kørte vi tilbage til campingpladsen, men nu havde de voksne fået blod på tanden og ville gerne besøge endnu et land, nemlig Jugoslavien, for det lå også inden for en rimelig afstand.

Afsted til Jugoslavien

Et par dage senere drog vi endnu en gang af sted fra campingpladsen tidligt om morgenen, og denne gang gik turen over høje, barske bjerge, hvor der ikke var noget, der hed autoværn.

Vi havde vist alle nerverne lidt uden på tøjet. Når vi kørte ind i endnu et af de hårnålesving, som var den eneste vej både op og ned ad bjerget, skulle min far dytte i hornet, så eventuelle modkørende blev advaret om, at vi var på vej.

Da vi var vel nede i dalen, stoppede vi og holdt picnic med vores medbragte mad ved en flod. Ligesom i det lille vandfald tæt på campingpladsen var vandet smeltevand fra bjergene, så det var iskoldt, og vandet havde den flotteste, grønne farve.

Her sad vi så alle ved et klapbord og spiste, og så gik turen videre til den nærmeste by.

I løbet af ferien besøgte vi også Grossglockner, som med sine 3.798 meter over havets overflade er Østrigs højeste bjerg. Her fik jeg et bogmærke med en ægte Edelweiss-blomst i, og det brugte jeg i mange år. Når jeg slog op i min bog og så bogmærket, mindedes jeg hver gang den skønne ferie.

Et par gange i løbet af de i alt tre uger, vi var væk, ringede min mor hjem til min mormor. Først skulle hun på posthuset i landsbyen for at bestille opkaldet, og derefter måtte hun vente på forbindelsen.

Så aflagde mor telefonisk rapport om, at vi havde det godt, og hun fortalte lidt om, hvad vi havde lavet. Derefter ringede mormor videre til farmor og fortalte det hele videre. Jeg kan huske, at de især gik meget op i, om vejret var godt, for det var vigtigt.

Dengang vi skrev postkort

Vi brugte også nogle timer på at udvælge de flotteste postkort og bestemme, hvem der skulle have hvilket. Så sad vi ved campingbordet med adressebog og østrigske frimærker og skrev om vores oplevelser til venner og familie, og det var mægtig hyggeligt.

Hyggeligt var det også, da vi en dag hørte en optagelse fra juleaften på min medbragte kassettebåndoptager. På båndet talte mormor og farmor om gavepapir og gavebånd, og det var sjovt at sidde så langt væk fra Danmark og høre dem tale sammen.

Med masser af uforglemmelige minder returnerede vi efter tre uger til Danmark, og i de kommende år blev det til mange andre campingture sydpå med mine forældre.

At rejse er at leve

Senere i livet blev det min mand og vores børn, jeg rejste med. Jeg har altid ment, at jeg takket være min barndoms rejseoplevelser har haft mod på at vove springet og tage af sted på nye eventyr. Det har også været en stor glæde for mig at give mine egne børn gode rejseoplevelser.

I dag er de voksne og rejser noget længere væk, end deres far og jeg gør, men når snakken falder på de rejser, de som børn var på sammen med os, er der lutter glæde og begejstring at spore, og vi er alle enige i H.C. Andersens ord: At rejse er at leve.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.