Fejltagelsen: Jeg var utro med min svoger - del 2:3

Med Kim og Lailas to små børn var der fuld knald på, når vi samledes med Claus’ familie.

Vi gjorde, hvad vi kunne, for at hjælpe dem, og jeg var netop på vej til at trille en tur med barnevognen for at få den lille til at sove, da Kim dukkede op og tilbød at tage over.

Det endte med, at vi fulgtes ad på gåturen rundt i det stille villakvarter, og undervejs fortalte Kim, at det havde været hårdt på det seneste, fordi Laila ikke havde haft det godt.

– Nu, hvor hendes barsel er overstået, er det svært for os at få hverdagen til at hænge sammen med to job og to små børn, sagde han og lukkede øjnene et øjeblik:

– Jeg tror sgu’ hun er stresset.

Kort tid efter sagde lægen, at hun havde udviklet en svær depression. Det kom frem, at hendes mormor havde lidt af samme sygdom i mange år, så lægerne tog situationen meget alvorligt.

Laila skulle have både medicin og gå i terapi hos en psykolog, og samtidig skulle hun have mest mulig ro. I et hjem med to små børn under to år var det helt umuligt, så hun blev indlagt på den psykiatriske afdeling på hospitalet.

Kim, der arbejdede som chauffør i et speditionsfirma, måtte have hjælp for at få dagene til at hænge sammen.

I fællesskab med den øvrige familie fik Claus og jeg udfærdiget en slags vagtplan, og så skiftedes vi til at hente børn, købe ind og hjælpe med rengøring og madlavning.

Jeg tog min tørn og lidt til, for Kims familiekrise faldt sammen med, at Claus havde en del overarbejde. Selv om min hverdag var travl, var det naturligt for mig at hjælpe min svoger i en svær tid. Og jeg synes faktisk også det var lidt hyggeligt.

Kim havde nogle af de samme egenskaber, som jeg var faldet for hos min mand, men på det seneste havde der været en lidt negativ stemning mellem Claus og mig.

Jeg følte, at han pressede mig i sit ønske om at få børn, og omvendt syntes han, at jeg var løbet fra mit løfte om at droppe p-pillerne, efter jeg var fyldt 25. Alt i alt gav det en dårlig atmosfære i vores hjem.

Men det var helt ukompliceret at være sammen med Kim. Når vi havde hjulpet hinanden med at putte børnene, tog han på hospitalet for at se til Laila, og når han kom hjem igen, drak vi kaffe og talte om alt mellem himmel og jord.

Da Laila fik lov at komme hjem igen, var hele familien selvfølgelig lykkelig. Men når jeg var helt ærlig over for mig selv, så savnede jeg Kims og mine aftener.

En måned senere skulle vi til 50-års fødselsdag hos min svigerfar. Hele familien trængte til at feste oven på de sidste måneders bekymring for Laila, så vi tog alle godt for os af drikkevarerne.

Jeg var ikke vant til at drikke særlig meget alkohol, og hen på aftenen følte jeg mig lidt svimmel. Jeg satte mig på en bænk bagerst i haven for at få lidt luft. Et stykke tid efter kom Kim gående.

Han satte sig ved siden af mig, og der var en lidt spændt stemning – nærmest som når man er ude med en kæreste første gang. Jeg forsøgte at få styr på mine følelser ved at spørge til Laila, der var taget tidlig hjem fra festen.

– Jeg begynder at blive bange for, at det aldrig bliver det samme igen. Hun er fjern, og det er, som om jeg ikke kan hende mere, sagde han.

Kims glade udtryk var forsvundet, og i stedet så han så trist ud, at jeg ikke kunne lade være med at ae ham lidt på armen. Og så ved jeg ikke, hvad der skete, men pludselig kyssede vi.