Emma fik hjertestop på skoletur: Her er mine helte

Emma Krupsdahl husker intet fra den dramatiske dag, som kunne have kostet hende livet, hvis ikke hendes lærer og en klassekammerats mor havde handlet resolut og ydet afgørende førstehjælp.

Men Emmas mor, Karina Krupsdahl, fortæller, at datteren var glad og forventningsfuld, da hun den 14. september sidste år blev sat af ved banegården i Horsens tidligt om morgenen for at tage med sin 6. klasse på lejrtur til Bornholm.

– Hun var simpelthen så morgenfrisk og klar til lejrturen den dag, så jeg havde en rigtig god følelse i maven, da vi vinkede farvel til hinanden. Jeg havde slet ikke set det komme, at der skulle ske noget alvorligt, siger Karina, som kørte hjem igen for at nyde sin fridag fra jobbet.

Imens ventede Emmas klassekammerater og deres lærer Thomas Monberg på, at Emma skulle dukke op som den sidste, så de kunne nå toget. Men Emma lod vente på sig.

Pludselig hev nogen fat i Thomas. Det var nogle forældre til elever i parallelklassen, som også skulle af sted til Bornholm den morgen. De vidste, at Thomas kunne førstehjælp, og det var der brug for nu. På parkeringspladsen foran banegården lå der nemlig en ung kvinde, som var bevidstløs.

Ingen puls

– Det var stadig mørkt, så det gik først op for mig, at det var Emma, da jeg nåede helt hen til hende. Hun lå med ryggen opad og havde stadig sin rygsæk på. Jeg pillede den af hende, vendte hende om og kunne se, at hun havde slået panden. Da jeg tjekkede for livstegn, kunne jeg mærke, at hun ikke havde nogen puls, så jeg gik straks i gang med hjertemassage. Og sådan blev jeg ved, indtil Helena ankom, fortæller Thomas og ser på Helena Suralski.

Hun er mor til Emmas klassekammerat Elliott og havde heldigvis valgt at blive på stationen den dag. Nu sidder de begge ved spisebordet hjemme hos familien Krupsdahl et år efter og genfortæller de kaotiske øjeblikke, der fulgte.

Læs også:

Ida faldt om med hjertestop midt i idrætstimen: Heldigt Bjarke var min lærer

– Jeg stod et stykke derfra og kunne se, at nogle af forældrene begyndte at føre børnene hurtigt ind i forhallen. En anden kom løbende hen til mig og sagde, at der lå en pige, som havde brug for min hjælp, siger Helena, der er sygeplejerske.

Helena skyndte sig hen til parkeringspladsen, hvor Thomas stadig var i fuld gang med hjerteredningen. Hun fik et chok, da hun satte sig på knæ for at tage over og aflaste ham.

– Jeg indså først dér, at det var Emma. Hun var gråblå i ansigtet, og man kunne ikke få kontakt med hende. Men jeg var nødt til at slå følelserne fra. Jo hurtigere jeg kom i gang med hjertemassagen, desto bedre ville det også gå Emma i den anden ende.

Lagt i respirator

Ambulancen ankom inden for få minutter, men forlod ikke stedet lige så hurtigt. Emma fik stød med en hjertestarter, hvilket fik hendes hjerte til at slå igen, men hun var fortsat bevidstløs og trak ikke vejret selv. Hun blev derfor tilkoblet en respirator på stedet, inden ambulancen hastede hende til Skejby sygehus.

– Jeg hjalp Emma op på båren, og det var enormt svært at slippe hende. Jeg nåede lige at hviske i hendes øre, at hendes mor elskede hende. Det var vigtigt for mig, når nu Karina ikke kunne sige det selv, husker Helena, som tog hjem med en tom følelse, mens Thomas fortsatte rejsen til Bornholm med de andre elever uden at fortælle dem, hvad der var sket. Han ønskede ikke at skabe panik, og Emmas skæbne var nu i lægernes hænder.

Karina havde været hjemme et kvarters tid, da hun blev kontaktet af en anden forælder med beskeden om, at Emma var på vej på hospitalet. Han kunne kun give sparsomme oplysninger om hendes tilstand.

Læs også:

Nu samler familien på minder: Far husker ikke så godt

Brød sammen

– Jeg fik bare at vide, at hun havde slået hovedet og ville blive indlagt på traumecenteret. Det virkede som lidt af en overreaktion, og i bilen på vej mod Skejby tænkte jeg kun på, at det var træls at skulle fortælle Emma, at hun ikke ville nå at komme med til Bornholm. Jeg havde slet ikke fattet alvoren endnu, siger Karina, der på traumecenteret blev mødt af en læge og en sygeplejerske, som fortalte hende, at Emma havde haft hjertestop og var lagt i kunstig koma.

– Jeg tænkte: ”Det passer ikke! Min sunde og raske fodboldpige har ikke haft hjertestop!”. Jeg kunne ikke tage ind, hvad de sagde.

Men da Karina så sin datter, ramte virkeligheden hende.

– Alt hendes tøj var klippet af, og hun lå under et lagen med slanger og tuber overalt. Jeg brød fuldstændig sammen, mens jeg holdt hendes kolde hånd. Jeg ville så gerne kramme hende, men det kunne jeg ikke på grund af alt udstyret.

Emma lå i respirator i to dage efter sit hjertestop.

Lægerne kunne ikke sige noget om Emmas prognoser. Kun at de ville forsøge at vække hende fra komatilstanden efter to døgn. Uvisheden og ventetiden var ulidelig.

– Katastrofetankerne fløj gennem hovedet på mig. Hvad nu, hvis hun ikke vågner? Og hvis hun gør, er hun så hjerneskadet?

To dage senere blev der skruet ned for medicinen, som holdt Emma sovende. Der gik mange timer, før hun begyndte at spjætte og langsomt åbnede øjnene.

Ubeskrivelig lettelse

– Det første, hun sagde, var, at hun gerne ville hjem. Og så bad hun om at få mad fra McDonald’s. Det var en ubeskrivelig lettelse, for dér vidste jeg, at vi havde fået Emma tilbage, griner Karina og ser kærligt på sin datter.

Den nu 13-årige Emma kan ikke selv huske sin opvågning og mindes kun tiden på hospitalet i glimt. Hun var indlagt i 13 dage og fik i løbet af den tid indopereret en såkaldt icd-hjertestarter, som automatisk vil give hjertet stød, hvis det skulle stoppe igen.

– Det giver mig en tryghed, og jeg kan ikke mærke forskel. Jeg har det godt og kan spille fodbold lige som før, siger Emma.

Læs også:

Nanna fik hjertestop i en gymnastiktime

Årets hjertereddere

Thomas og Helena var naturligvis også lettede, da de hørte, at Emma var vågnet og ikke havde taget skade af hjertestoppet, som ifølge lægerne skyldtes en sjælden genfejl med forkortelsen CPVT.

Som tak for deres indsats nominerede Karina dem begge til ”Årets hjerteredder” ved TV 2 Charlies Hjertegalla, der blev afviklet i sidste måned. En titel, som de blev tildelt.

– Vi er meget stolte af titlen, men det vigtigste er, at Emma er i live, understreger Helena.

– Ja, vi står først og fremmest frem for at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er at lære førstehjælp. Det kan gøre en kæmpe forskel, siger Thomas.

– Det var en ubeskrivelig lettelse, siger Karina Krupsdahl om øjeblikket, hvor hendes datter vågnede fra sin komatilstand.