Nu samler familien på minder: Far husker ikke så godt

Svein var bankdirektør og familiens klippe, indtil hans hukommelse pludselig begyndte at svigte. Han blev ramt af demens, og sygdommen kom også til at påvirke hans kone og børn.

– Far var en stresset person, der havde mange ting at se til, men han var også en, som elskede at være social med familien og i gode venners lag, fortæller Marie Solberg, 25, fra Alta i Norge.

Hendes far, 73-årige Svein Solberg, lider af demens. De første tegn dukkede op for omkring ti år siden, men det tog flere år, før han fik sin diagnose.

Svein var en mand, som mange så op til. Han var bankdirektør og i starten af 60’erne, da han gradvist ændrede opførsel.

– Jeg har altid betragtet far som en klog mand. Nu trøster vi os med, at han ikke er dum – han er bare syg, siger Marie.

Hun husker, at hendes far gik op i, at hun klarede sig godt i skolen, og beskriver ham som en engageret forælder, som hun kunne diskutere sine fag med. En far, der hele tiden udfordrede hende til at kæmpe for at få topkarakterer.

Aldrig den samme

De gode barndomsminder gør det hele lidt lettere. Men det gør samtidig ondt at vide, at han aldrig mere kommer til at være familiens klippe.

– Jeg ringer ofte hjem til ham, men det er mange år siden, at han har sagt, at han savner mig.

Sammen med sin bror, 20-årige Sindre, deler Marie sine tanker om demens i en ny dokumentarfilm med titlen ”Jakten på gode øyeblikk” (Jagten på gode øjeblikke, red.). De ønsker at skabe fokus på, hvordan det er at være ung pårørende til en sygdom, som stadigt flere familier rammes af.

Som barn tog Sindre farens svigtende hukommelse tungt. Han har været vred på både sin far og på sygdommen.

– I starten var der ingen, jeg kunne snakke med om, at far var syg. Uden varsel kunne han fare op og skælde mig ud for ting, jeg ikke havde gjort, fortæller han i filmen.

For Sindre var det svært og uvirkeligt at have en dement far i så ung en alder. Når de andre i skolen nævnte nogen, de kendte med demens, talte de typisk om deres bedsteforældre. Først senere forstod han, at verden aldrig ville blive som før.

 

Sindre har mange gode minder med sin far, men han husker også hvor svært det var, da faren pludselig ændrede opførsel, allerede da Sindre var barn.

Sindre har mange gode minder med sin far, men han husker også hvor svært det var, da faren pludselig ændrede opførsel, allerede da Sindre var barn.

 

Som teenager havde Sindre et liv med venner og fester som de fleste, men når han kom hjem, var det pludselig ham, der var manden i huset. Han var misundelig på sine venner, som havde fædre, der kunne lære dem praktiske ting, mens hans egen far kæmpede med noget så simpelt som at skifte en elpære.

– Jeg husker især, hvor tit jeg følte mig alene. I dag er der kun lidt tilbage i far, som minder om den faderfigur, han var engang. Men han er min far alligevel, selv om det er mig, der må tage vare på ham.

En sidste køretur

Da Marie skulle tage kørekort, tog hun ofte på prøveture med sin far, før han måtte give sit eget kørekort fra sig. Hun syntes, at det var fantastisk, at hendes far overlod så meget ansvar til hende, mens han selv halvsov på passagersædet.

– Jeg fortalte alle, at jeg havde verdens bedste kørelærer.

Marie fik sit kørekort en måned før, at Svein mistede sit. Hun husker, at hendes far var ked af at skulle opgive kortet. Afgørelsen blev taget på hospitalet, men den store afstand til hjemmet betød, at han fik tilladelse til at køre hjem i sin egen bil en sidste gang.

– Han afsluttede sin tid som chauffør ved at fylde benzin på bilen i stedet for diesel. Vi priser os lykkelige over, at der ikke skete noget mere alvorligt på hans sidste køretur, siger Sveins kone, Mette Solberg, 58.

Sveins præcise diagnose er vaskulær demens, som kort forklaret betyder, at der er forstyrrelser i hjernens blodforsyning. Det medfører problemer med at huske, tale, koncentrere sig og finde vej. Symptomerne kan opstå gradvist eller brat.

Familien taler gerne om demens som en trappe. Højden på det næste trin kan ingen spå om, det eneste sikre er, at trappen går nedad. Svein er til stede under interviewet og virker interesseret i samtalen. Så peger han pludselig ud ad vinduet, hvor en hund løber rundt.

– Der er en hund, en setter, siger han.

Den tidligere friluftsmand har haft hund det meste af sit liv. I et kort øjeblik virker det som om, at hukommelsen er tilbage.

– Hvor mange settere har du haft? spørger Marie og viser svaret ved at holde to fingre frem.

– Tre? Fire? prøver Svein.

Tal betyder intet for ham mere. De har mistet deres mening. Det samme har bogstaverne.

– Svein kan godt lide at give indtryk af, at han læser avisen, men han forstår ikke længere, hvad ordene betyder. Og beder jeg ham om at hente mælk, kan han lige så godt komme med barbermaskinen, fortæller Mette.

En dag ad gangen

Hun er nu flyttet ind i en mindre lejlighed, som ikke kræver megen vedligeholdelse. Den foreløbige aftale med kommunen er, at Svein bor skiftevis på et aflastningshjem i to uger og hjemme hos hende i fire uger. På den måde får hun også mulighed for at leve sit eget liv.

– Svein kan ikke være alene hjemme, og han kan ikke finde hjem, når vi er på tur i byen. Så vi tager en dag ad gangen, siger Mette, som også selv har kæmpet med helbredet.

Kort efter sønnens fødsel blev hun ramt af en hjerneblødning.

– De reddede mig i sidste øjeblik på hospitalet i Trondheim. Jeg mistede balancen, men ikke forstanden, siger hun spøgefuldt.

Mette mistede desuden synet på højre øje og det meste af synet på det venstre. I den periode trådte Svein i vanlig karakter som en kærlig ægtemand og far, der tog sig af begge børn, da de havde mest brug for ham.

– Far besøgte mor hver eneste dag, hun lå i koma, og det var ham, som forklarede os, hvorfor hun havde brug for en respirator, husker Marie.

 

Svein besøgte sin kone på hospitalet hver dag, da hun lå i koma efter en hjerne-blødning i 2002. Her står han ved hendes sygeseng med datteren Marie i favnen.

Svein besøgte sin kone på hospitalet hver dag, da hun lå i koma efter en hjerne-blødning i 2002. Her står han ved hendes sygeseng med datteren Marie i favnen.

 

I år er det 25 år siden, at Mette og Svein giftede sig under en smuk ceremoni ved en dæmning i Alta. Sølvbrylluppet blev fejret i enklere omgivelser.

– Alt, vi ønskede os, var en middag på restaurant med vores to bedste venner. Det blev ikke nogen vellykket dag for Svein. Han følte sig stresset og brokkede sig højlydt. Først da vi kom hjem igen, faldt han ned, siger Mette.

 

I år kunne Svein og Mette fejre deres sølvbryllup. Billedet her er fra brylluppet i 1997, som blev holdt ved en smuk dæmning i Alta, hvor parret stadig bor.

I år kunne Svein og Mette fejre deres sølvbryllup. Billedet her er fra brylluppet i 1997, som blev holdt ved en smuk dæmning i Alta, hvor parret stadig bor.

 

Det har været hårdt at acceptere, at manden, hun giftede sig med, aldrig vil blive den samme igen. For selv om Svein er i live, føler familien, at de allerede har mistet ham flere gange. Men minderne, som de har nået at skabe med ham, kan ingen tage fra dem.

 

Billederne i familiealbummet har fået endnu større betydning for Marie og Mette, efter at Svein er blevet syg. De gode oplevelser kan ingen nemlig tage fra dem.

Billederne i familiealbummet har fået endnu større betydning for Marie og Mette, efter at Svein er blevet syg. De gode oplevelser kan ingen nemlig tage fra dem.