Maja blev brudt ned som lille: Jeg skal lære at gå igen

Hun ligger under et tæppe bag sin seng. Benene er krøllet sammen i fosterstilling, og hun gemmer sig for hele verden. Hun kan ikke holde ud at være der, hvor der er andre mennesker, lyde, lys og støj. Liggende bag sengen på bostedet og gemt under tæpper forsøger Maja at finde tryghed. Sådan lå Maja fra morgen til aften i mange år.

Den nu 22-årige Maja Spohr lider af ptsd og angst. Ar på hendes arme fortæller en tydelig historie om, at det i mange år var svært at være Maja.

– Jeg var så medicineret, da jeg boede på forskellige bosteder, at jeg næsten intet husker fra den tid. Det eneste, jeg lavede, var at gemme mig fra de andre og sove, fordi medicinen gjorde mig søvnig, fortæller hun.

Maja kæmpede med mange ting mentalt grundet traumer fra barndommen, men det var ikke det eneste. Majas ben kunne ikke bevæge sig. Det har ikke altid været sådan. Da hun var omkring 16 år, mistede hun evnen til at gå selvstændigt. Hendes krop og sind havde været i en konstant stress-situation, siden hun var fire år gammel, og nu havde kroppen sagt fra. Den kunne ikke mere. Basale ting, hun havde kunnet før, var nu umulige for hende.

– I flere år levede jeg på gulvet, hvor jeg kravlede rundt. Det var en forfærdelig tid.

Skizofren mor

Maja var blot fire år, da hun for første gang mærkede, at det normale familieliv, hun havde haft med mor og far, begyndte at smuldre. Da Majas mor fødte hendes lillebror, blev hun ramt af en fødselspsykose. Psykosen udviklede sig til diagnosen skizofreni, og det var her, det gode familieliv blev byttet ud med utryghed samt både fysisk og psykisk vold.

– Min mor blev syg og kunne gå amok over de mindste ting. Jeg var bare et lille barn, så jeg havde svært ved at forstå, at det ikke var min skyld, når hun blev sur, fortæller Maja.

Hun fortæller om, at mange aftensmåltider endte i skraldespanden, fordi hendes mor var overbevist om, at maden var forgiftet. Hun husker også, at det kunne blive voldeligt, og moren slog Maja, hvis tingene ikke gik efter hendes hoved.

– Jeg kan huske, vi sad ved bordet og skulle spise aftensmad. Min mor havde lavet risengrød, hvilket hun ofte gjorde. Jeg tog et par skefulde risengrød fra gryden, der stod på bordet, men min mor havde åbenbart en forestilling om, hvor mange jeg skulle tage, uden at hun havde fortalt mig det. Så da jeg tog for meget, blev hun voldelig. Jeg levede altid i en konstant frygt for, om jeg gjorde noget forkert.

Flere gange prøvede Majas far at få hjælp til hendes mor, Bente. Læger prøvede også at hjælpe Majas mor, men de kunne ikke tvangsindlægge hende, da hun ikke var til synlig fare for sig selv. Den medicin, det lykkedes dem at tilbyde hende, skyllede hun ud i toilettet, fordi hun var overbevist om, hun ikke havde brug for den.

Der var også perioder, hvor Maja og hendes lillebror var alene med moren, når det blev for meget for deres far. Han kunne ikke holde til at være i det, så han følte sig somme tider nødsaget til at sove i bedsteforældrenes båd. Det betød, at Maja og hendes lillebror var helt alene, for moren lod ikke andre komme ind i deres hjem. Heller ikke Majas farmor og farfar, som hun bor ved i dag.

– Vi kan jo kun skamme os over, at vi lod det ske så længe. Vi vidste godt, at det ikke var, som det skulle være, men vi vidste ikke, at det var så slemt, fortæller Majas farfar, Børge, der har svært ved at holde tårerne tilbage, når han hører sit barnebarn fortælle historien.

Far flyttede ind

Da Maja var omkring 11 år, skete der noget. Majas far overtog huset, og med hjælp fra kommunen og familien fortalte han Majas mor, at hun ikke skulle bo der længere. Alle tingene i huset fik hun med sig, og hun blev forment adgang til huset med en besked om, at hvis hun dukkede op, blev det strafbart. Nu skulle Maja og hendes lillebror til at have en almindelig og tryg opvækst.

– Det var både en lettelse og svært ikke at skulle bo med min mor, for hun havde styret min opvækst så meget, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Og så tror jeg, at man som barn holder af sin mor, uanset hvad hun gør ved en. Så jeg savnede hende på en måde, selv om hun ikke gjorde noget godt for mig, fortæller Maja.

I løbet af de næste par år kom der lidt mere ro på, men de første mange år havde allerede sat sine spor. Maja var mærket af sin mors stramme opdragelse, som gjorde det svært at tage selvstændige beslutninger, fordi hun altid var usikker på, om hun gjorde det rigtige. Hendes far måtte eksempelvis vælge hendes tøj, indtil hun var 13 år, fordi hun ikke selv kunne rumme at tage den beslutning, efter hun i så mange år havde levet med en kontrollerende mor, der bestemte alt.

Lykken varede dog kort, for ikke længe efter, de var blevet alene, blev Majas far syg. Han fik nyresvigt. Så nu kunne hun stå og kigge på, at hendes far gik fra at være en sund, rask og robust landmand til at være syg, grå og tynd.

Det gjorde, at hendes far ikke kunne det, han plejede, og Maja påtog sig mere ansvar, da hun følte, at hun skulle passe på sin lillebror. Så mens hendes far var syg, begyndte Maja at have mere ansvar, og hun blev hurtigt voksen.

– Folk stemplede mig. Jeg var jo pludselig hende med den skøre mor og den syge far, og det syntes jeg var svært.

Græd i dagevis

Da Maja gik i 8. klasse, fik hendes far en nyretransplantation, og der begyndte igen at komme ro på. Lige indtil en dag i 9. klasse, hvor Maja vågnede. Da hun slog øjnene op, begyndte hun at græde. Hun kunne ikke andet end at græde. Hun græd som pisket i flere dage. Kom ikke i skole og fik ikke sovet. Majas farmor og farfar hentede hende hjem til dem, men heller ikke der kunne hun stoppe med at græde.

– Jeg ved ikke, hvorfor jeg græd. Jeg græd bare. Der var ikke en konkret ting at græde over på det tidspunkt, det hele var bare lige pludselig for meget. Jeg gav ligesom slip, og så kunne jeg bare ikke stoppe igen. Så jeg endte med at blive indlagt på psykiatrisk, fortæller Maja.

Det var første gang, Maja stiftede bekendtskab med det psykiatriske system. Hun blev undersøgt for både skizofreni og depression. Skizofren var hun ikke, til gengæld begyndte hun at få antidepressiver. Maja blev indlagt i september, og man forsøgte at udskrive hende igen ved juletid, men det gik ikke.

– På det tidspunkt havde jeg allerede fået det så dårligt, at jeg havde svært ved at være alene og få en ”normal” dag til at fungere.

Boede på bosteder

Efter Maja havde været hjemme til jul, besluttede noget af familien sammen med kommunen, at det var bedst, hvis Maja kunne komme på et bosted, hvor der var mennesker, der kunne hjælpe hende med at få det bedre. Da Maja kom på et bosted, var det ikke det, der skete. Hun fik det kun værre.

Majas farmor og farfar, Kirsten og Børge, tilbød flere gange kommunen, at Maja kunne komme og bo hos dem, fordi de kunne se, hun fik det værre.

– Men de mente ikke, vi havde kompetencerne til at tage os af Maja.

Maja blev i stedet en kastebold, der fløj mellem forskellige bosteder og psykiatriske afdelinger, når hun fik det ekstra svært.

– Jeg fik det så dårligt, de steder jeg var, at jeg fik inkontinens, jeg gik med ble, og jeg blev medicineret så meget, at jeg ikke var i stand til andet end at spise og sove. Over tid blev det sværere for mig at komme omkring. Min balance blev dårlig, og mine ben blev svage. Jeg kunne ikke længere gå på dem, ikke længere komme selvstændigt omkring, fortæller Maja.

Ifølge lægen var det på grund af alt det, hun havde været igennem i sit liv. Hjernen havde været på overarbejde, og hendes ptsd havde skabt en konstant stresstilstand. Imens havde den tunge medicinering gjort, at hun lå meget ned og derfor ikke fik stimuleret balancenerven.

Kroppen sagde fra, og Maja kunne ikke længere gå. Pludselig skulle hun have hjælp til alt, og hvis ikke hun kravlede rundt på gulvet, skulle hun køres rundt i en kørestol.

Efterfølgende mistede Maja sin mor til kræft. Selv om de ikke havde kontakt de senere år, blev Maja ked af at miste sin mor. Hun var splittet mellem at være bange for hende og samtidig have et håb om at lære den mor at kende, der var bag sygdommen.

– Tit tænkte jeg over, at livet ikke var værd at leve. Jeg kunne ikke overskue noget, rent fysisk kunne jeg nærmest intet, jeg var bange og havde mistet meget. Det var besværligt for min familie at være i nærheden af mig, fordi jeg var så dårlig. Der var ikke noget godt i mit liv, og derfor kunne jeg ikke se mig ud af det, fortæller Maja.

– Man kan sige, at du havde det skidt, da du kom ind i systemet, men værre, da du forlod det, supplerer Børge.

Da Maja var 19 år, blev der taget en beslutning. Nu var det slut med bosteder. Majas farfar og farmor besluttede at forsøge at tage Maja hjem til dem med et krav om, at kommunen skulle tilbyde en form for hjælp.

Begyndte forfra

Det kunne lyde som slutningen på et eventyr, at Maja til sidst kom hjem til sine bedsteforældre. Men sandheden er lidt en anden. For det var ikke nemt for hverken Maja eller bedsteforældrene i starten.

– Jeg kunne ikke håndtere at være alene, og det betød, at mine bedsteforældre var ved mig hele tiden. Støj, lyde, fremmede mennesker samt pludselige ting stressede mig så meget, at jeg ofte fik angstanfald, fortæller Maja.

Fjernsynet kunne ikke være tændt, musik var der ikke noget af, og når hun skulle sove, sov Kirsten eller Børge på sofaen lige ved siden af, så hun vidste, hvor hun var. Bedsteforældrene blev begrænset, og Maja skulle have hjælp til alt.

– Det var svært at se på, fortæller Kirsten og fortsætter:

– Man bliver så ked af det og vred over, at det stod på så længe, før vi kunne hjælpe hende.

Her tre år efter at Maja er kommet hjem til sine bedsteforældre, er der sket meget. Nu kan fjernsynet være tændt, hun kan være alene i flere timer ad gangen, og hvor hun før blev stresset af musik, er det nu noget af det, der hjælper hende allermest til at skabe dagens stemning og slappe af.

Noget af det, hun har lært at sætte pris på, er naturen. Da hun havde det værst og intet kunne, fik Børge slæbt hende med ud på gårdspladsen. Her kunne hun sidde og hive græstotter op.

– Det kan lyde underligt, men det var for at få hende i gang, så hun ikke bare lå inde i sin seng og græd. På det tidspunkt magtede Maja ikke andet end simple ting som at pille græs og skære træskiver, fortæller Børge.

Glæden ved de små ting

Det har udviklet sig, så nu er Maja gået fra at sidde i flere timer og pille græs op mellem stenene, til at hun kan holde have og urtehave, være i værkstedet, cykle ture, tage i svømmehallen og være med ude og handle. I værkstedet bygger Maja alverdens ting, lige fra havemøbler til køkkenting. Det er en kæmpe forskel fra det, hun kunne i starten.

– Jeg finder stor glæde ved de små ting i hverdagen. Alle de ting, som andre hader. Som for eksempel at tømme opvaskemaskine. Det giver mig en form for ro at koncentrere mig om det simple, og ofte kan jeg afhjælpe min ptsd ved at koncentrere mig om nuet. Hvor mange bare ser det som en sur pligt, er jeg taknemlig for, at jeg kan det, da det alt sammen er noget, jeg har skullet lære på ny.

Maja er også begyndt til genoptræning hos Genoptræning Danmark, hvor hun træner i at få sin gangfunktion tilbage. Det tager sin tid, når meget skal genlæres, og kroppen har sat sig efter at have kravlet i så mange år.

– Jeg kæmper hver dag, og de små fremskridt gør, at det er alt det svære værd. At få min gangfunktion tilbage betyder alt for mig. Og en ting, livet især har lært mig, er, at man ikke kommer let til noget, og at for eksempel genoptræning kræver 110 procent af mig. Det gør ondt, det er hårdt, og det er svært, men lige så glad bliver jeg, når det går fremad. At jeg kan tage få selvstændige skridt og gå lidt med krykker, er en kæmpe udvikling i forhold til det, jeg kunne, da jeg startede, fortæller Maja, mens hendes ansigt lyser op.

Hendes største drøm er at lære at gå igen, og for hver dag, der går, bliver hun bedre og bedre til det. Det kan somme tider være svært for hende at holde humøret højt, da der stadig er dage, hvor ptsd fylder en del.

– Så prøver jeg at huske mig selv på det udtryk, jeg har: ”Just one more day” (Bare en dag mere, red.). Hvis livet er svært, tænker jeg på, at nu skal jeg bare lige holde ud at være i det en dag mere, en time mere eller et minut mere. Så bliver det hele meget mere overskueligt. For hvis jeg kan klare en dag mere, så kan jeg nok også godt klare resten af mit liv. På dage, hvor jeg har det bedre, minder sætningen mig om at få det bedste ud af dagen i dag og udvikle mig selv, og at det er op til mig selv at skabe ”dagens stemning”.