For knap to år siden døde vores far. Det var selvfølgelig en sorg, men også en befrielse, for han havde været meget syg i sine sidste leveår, og vores mor gik på efterløn og passede ham nærmest i døgndrift. Det var en voldsom opgave for hende, men først til allersidst gik hun med til, at han flyttede på plejehjem.
Heldigvis er hun blomstret op efter hans bortgang, ikke mindst takket være gode veninder, som hele tiden har støttet hende. En af dem har fået hende med på et malekursus. Det er noget med akvarel og tusch, og hun går meget op i det.
I begyndelsen roste min søster og jeg hendes frembringelser, for vi var simpelthen så lykkelige for, at hun havde fået en ny interesse. Men sidst, vi var sammen, havde hun fået et billede rammet ind til hver af os – endda på et dyrt rammeværksted.
Vi må indrømme, at ingen af os synes om hendes billeder, som desværre også er ret store. Nu er vi i tvivl om, hvad vi skal stille op. Min flinke mand mener, vi skal hænge billedet op, mens min søsters mand slet ikke vil vide af det. Skal vi fortælle vores mor sandheden og dermed indrømme, at vi ikke rigtig bryder os om hendes “kunst”, selv om vi roste den i begyndelsen?
Ellers skal vi leve med billederne med risiko for, at hun vil forære os flere? Min datter har foreslået, at vi hænger billedet op, når mormor kommer på besøg, og piller det ned igen bagefter. Men det forekommer lidt uoverskueligt. Kan du dog ikke komme med et godt råd?

Question

For knap to år siden døde vores far. Det var selvfølgelig en sorg, men også en befrielse, for han havde været meget syg i sine sidste leveår, og vores mor gik på efterløn og passede ham nærmest i døgndrift. Det var en voldsom opgave for hende, men først til allersidst gik hun med til, at han flyttede på plejehjem.

Heldigvis er hun blomstret op efter hans bortgang, ikke mindst takket være gode veninder, som hele tiden har støttet hende. En af dem har fået hende med på et malekursus. Det er noget med akvarel og tusch, og hun går meget op i det.

I begyndelsen roste min søster og jeg hendes frembringelser, for vi var simpelthen så lykkelige for, at hun havde fået en ny interesse. Men sidst, vi var sammen, havde hun fået et billede rammet ind til hver af os – endda på et dyrt rammeværksted.

Vi må indrømme, at ingen af os synes om hendes billeder, som desværre også er ret store. Nu er vi i tvivl om, hvad vi skal stille op. Min flinke mand mener, vi skal hænge billedet op, mens min søsters mand slet ikke vil vide af det. Skal vi fortælle vores mor sandheden og dermed indrømme, at vi ikke rigtig bryder os om hendes “kunst”, selv om vi roste den i begyndelsen?

Ellers skal vi leve med billederne med risiko for, at hun vil forære os flere? Min datter har foreslået, at vi hænger billedet op, når mormor kommer på besøg, og piller det ned igen bagefter. Men det forekommer lidt uoverskueligt. Kan du dog ikke komme med et godt råd?

Kærligt talt Mimi · Accepted Answer

Mit råd er enkelt: Hæng dog billedet op! Jeg er enig med din mand og synes, du skal tænke på din søde mor og hendes kærlige gave. Det må betyde mere, end at hjemmet er ”rigtigt” indrettet. Har vi ikke alle haft kunstværker begået af vores børn stående fremme, selv om de dybest set var rædsomme?

Til gengæld kan I roligt fortælle mor på en pæn måde, at der ikke er plads til flere prydelser på jeres vægge. I skal jo ikke ende som galleri.

Hæng dog billedet op

Kære Mimi

Jeg er en ensom enke

Kære Datter

Flere svar

Skal jeg give min niece besked om hendes mors sygdom?

Farfar prutter ved bordet

Min søster har valgt det navn, jeg ønsker at give min datter

Kamp om pladsen i dobbeltsengen: Må hunden ligge i fodenden eller ej?

Ulykkelig mormor: Barnebarnet fravælger konfirmation af omsorg for sin syge mor

Festen flytter ud på altanen: Hvordan lokker jeg rygerne ind igen?

Hår under armene eller ej?

Min kollegas lange, kunstige negle klikker på tastaturet: Lyden gør mig vanvittig

Mest læste

Gunnhilds mand fik amputeret sin penis

Jeg mistede livslysten efter min mands selvmord

Min kæreste fandt en lidt for smart løsning

Tatovering var ved at slå mig ihjel

Typen de færreste kender: Den stille narcissist