Mimis brevkasse: Min datters kæreste ribber op i min fortid

Kære Mimi

Jeg har fået et problem, som jeg har svært ved at tale med nogen om, og vil gerne høre din mening.

Jeg er en gift kone tæt på de 50, har en datter på 22, som blev færdig med sin uddannelse sidste sommer, fik job og flyttede til nabobyen – den by, jeg selv voksede op i, og hvor min mor stadig bor.

De seneste måneder har min datter talt meget om en kæreste, hun har fået, og i søndags havde hun ham med herhjemme til frokost.

Først der gik det op for mig, hvem han er, og jeg var lige ved at besvime, da han præsenterede sig. Han er søn af den mand, som simpelthen ødelagde min ungdom.

For at gøre det kort så udnyttede han mig og gjorde mig gravid, da jeg var 16. Han benægtede og bagtalte og svinede mig til. Jeg fik en abort og flyttede fra byen så hurtigt som muligt, for jeg havde fået det rygte, at jeg gik i seng med alle. Han var faktisk den eneste, jeg havde været sammen med, og jeg var længe om at komme videre, men mødte så min nuværende mand, som jeg har et dejligt liv med.

Så sad hans søn der ved mit frokostbord – smart og hurtig i replikken som sin far, præcis dét, som jeg faldt for i sin tid.

De to unge er meget glade for hinanden, men tænk, hvis det udvikler sig til fast forhold eller bryllup?

Det er mange år siden, alt det ulykkelige skete, men det ville være svært for mig, hvis jeg skal møde ham igen. Jeg kan slet ikke tale med min mor om det, hun ville gå helt i sort. Igennem alle år er hun gået over på det modsatte fortov, hvis hun har mødt nogen fra den familie. De er velhavende og har en høj position i byen, og det var nok derfor, at ingen troede på min historie dengang.

Min mand ved ikke noget om alt det her og synes, at det var en fin fyr, datteren havde med.

Jeg håber og beder til, at det går over med de to, men hvis ikke det sker, hvad skal jeg dog så gøre?

Fisken

Læs også: Mimis brevkasse: Jeg savner ham så forfærdeligt

Kære Fisk

Som jeg kan regne ud, er det nu 34 år siden, at du havde denne ulykkelige oplevelse.

Jeg kan godt forstå, at det var traumatisk, men efter så mange år skulle du vel være ovre det. Nu bliver der så ribbet op i det hele.

Jeg synes, du skal søge hjælp hos en psykolog, ikke så meget for din datters skyld, men for din egen. Vi kan ikke leve vores børns liv, og lige så bekymret man kan være, må de jo desværre gøre deres egne erfaringer. Men du må hjælpes, og kun en udeforstående kan gøre det. Jeg ønsker dig alt det bedste til at komme videre.

Kærligt talt Mimi

Se også: Mimis brevkasse: Misundelig på min rige familie