Jeg har to børn fra et tidligere ægteskab og er gift igen. Jeg har altid haft et meget stort ønske om endnu et barn, og for nogle måneder siden kom vores lille datter til verden. Det er en stor lykke for os og for familie og venner. Dog ikke hos min mor, og det er jeg meget ked af.
Den dag, vi fortalte hende om graviditeten, var hendes reaktion noget uventet. Der var ingen glæde – ikke engang et forsøg på det – kun formaninger om, at jeg skulle passe på min krop på grund af min alder. Jeg er i først i 40’erne.
Skuffelsen var stor, for min mor har forgudet sine to andre børnebørn, siden de blev født. Det er så også en del år siden, men alligevel. Hun er en ung mormor, først i 60’erne, med børnebørn på knap 20 år. Jeg er enebarn.
Da vores datter blev født, var hun den første, vi facetimede med, udover mine børn. Der var heller ikke den store reaktion fra hende, men et tillykke kom der da.
Vi kom sent hjem fra sygehuset, og jeg skrev til hende, at hun og hendes mand (som ikke er min far) var velkomne på barselsbesøg dagen efter. Hun svarede, at de ikke havde tid. Jeg var skuffet, men alle andre kom forbi, og det var vi glade for. Min mor skrev senere, at hun alligevel kom et hurtigt smut forbi alene.
Ugerne gik, og vi så intet til dem. Vi inviterede dem ofte til en kop kaffe, men de havde aldrig tid. En dag ringede vi og spurgte, om de gav kaffe. Det gjorde de. Hendes mand kiggede en enkelt gang på vores datter med kommentaren: – Godt, der findes en masse pænt tøj. Min mor holdt hende i kort tid.
Vi kørte hjem med en bekræftelse af, at interessen for vores datter ikke var særlig stor fra deres side. Nu er pigen fire måneder, og hendes mormor har set hende omkring seks gange inklusive barnedåben.
Min mor og hendes mand taler meget om hans søn og to børnebørn. De bor ikke i Danmark, mens vi bor to kilometer fra min mor. Hun ringer og skriver heller ikke. Vi inviterer dem ofte og sender billeder af vores datter. De har aldrig tid til at komme på besøg, men sender da emojis på billederne.
Min far døde for nogle år siden, og savnet er stort. Min mors mand er skuffet over, at han ikke må få titlen som morfar. Men det kan jeg ikke give ham. Vores forhold har aldrig været det bedste, og titlen som morfar skal man gøre sig fortjent til.
Jeg har spurgt min mor om, hvorfor vi aldrig ser dem. Hun svarede, at det jo går begge veje. Det har hun ret i, men de har jo aldrig tid. Da jeg spurgte, hvorfor hun ikke interesserede sig for sit yngste barnebarn, sagde hun: – Det er ikke bevidst, dagene går bare.
Det har ikke altid været sådan, og det er ikke kun min mand og mig, der har bemærket den manglende interesse for andet end golf og motorcykel. Flere i familien har også lagt mærke til det, også mine store børn.
Senest kom min mor og hendes mand uventet forbi, hvilket var dejligt. Mormor fik sit barnebarn i armene, men pigen skreg. Mormor er jo som en fremmed for hende. Jeg fik min datter tilbage med kommentaren: – hun skriger jo altid, når hun kommer over til mig.
Jeg ved, man ikke kan tvinge andres interessere frem, men min datter er trods deres barnebarn. Jeg er skuffet og ked af det, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre nu.

Question

Jeg har to børn fra et tidligere ægteskab og er gift igen. Jeg har altid haft et meget stort ønske om endnu et barn, og for nogle måneder siden kom vores lille datter til verden. Det er en stor lykke for os og for familie og venner. Dog ikke hos min mor, og det er jeg meget ked af.

Den dag, vi fortalte hende om graviditeten, var hendes reaktion noget uventet. Der var ingen glæde – ikke engang et forsøg på det – kun formaninger om, at jeg skulle passe på min krop på grund af min alder. Jeg er i først i 40’erne.

Skuffelsen var stor, for min mor har forgudet sine to andre børnebørn, siden de blev født. Det er så også en del år siden, men alligevel. Hun er en ung mormor, først i 60’erne, med børnebørn på knap 20 år. Jeg er enebarn.

Da vores datter blev født, var hun den første, vi facetimede med, udover mine børn. Der var heller ikke den store reaktion fra hende, men et tillykke kom der da.

Vi kom sent hjem fra sygehuset, og jeg skrev til hende, at hun og hendes mand (som ikke er min far) var velkomne på barselsbesøg dagen efter. Hun svarede, at de ikke havde tid. Jeg var skuffet, men alle andre kom forbi, og det var vi glade for. Min mor skrev senere, at hun alligevel kom et hurtigt smut forbi alene.

Ugerne gik, og vi så intet til dem. Vi inviterede dem ofte til en kop kaffe, men de havde aldrig tid. En dag ringede vi og spurgte, om de gav kaffe. Det gjorde de. Hendes mand kiggede en enkelt gang på vores datter med kommentaren: – Godt, der findes en masse pænt tøj. Min mor holdt hende i kort tid.

Vi kørte hjem med en bekræftelse af, at interessen for vores datter ikke var særlig stor fra deres side. Nu er pigen fire måneder, og hendes mormor har set hende omkring seks gange inklusive barnedåben.

Min mor og hendes mand taler meget om hans søn og to børnebørn. De bor ikke i Danmark, mens vi bor to kilometer fra min mor. Hun ringer og skriver heller ikke. Vi inviterer dem ofte og sender billeder af vores datter. De har aldrig tid til at komme på besøg, men sender da emojis på billederne.

Min far døde for nogle år siden, og savnet er stort. Min mors mand er skuffet over, at han ikke må få titlen som morfar. Men det kan jeg ikke give ham. Vores forhold har aldrig været det bedste, og titlen som morfar skal man gøre sig fortjent til.

Jeg har spurgt min mor om, hvorfor vi aldrig ser dem. Hun svarede, at det jo går begge veje. Det har hun ret i, men de har jo aldrig tid. Da jeg spurgte, hvorfor hun ikke interesserede sig for sit yngste barnebarn, sagde hun: – Det er ikke bevidst, dagene går bare.

Det har ikke altid været sådan, og det er ikke kun min mand og mig, der har bemærket den manglende interesse for andet end golf og motorcykel. Flere i familien har også lagt mærke til det, også mine store børn.

Senest kom min mor og hendes mand uventet forbi, hvilket var dejligt. Mormor fik sit barnebarn i armene, men pigen skreg. Mormor er jo som en fremmed for hende. Jeg fik min datter tilbage med kommentaren: – hun skriger jo altid, når hun kommer over til mig.

Jeg ved, man ikke kan tvinge andres interessere frem, men min datter er trods deres barnebarn. Jeg er skuffet og ked af det, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre nu.

Kærligt talt Mimi · Accepted Answer

Jeg forstår godt din skuffelse, for man vil gerne dele sin glæde med sine nærmeste. Din mor og hendes mand er åbenbart gået all in på det egoistiske pensionistliv, og jeg tror, du skal give dem noget tid. Et spædbarn er måske ikke så nemt at få kontakt med som et lidt ældre barn, og jeg er sikker på, din mors forhold til din datter vil ændre sig med tiden.

Men din mor lyder i det hele taget utilnærmelig, også over for andre i familien. Kan det have noget at gøre med hendes mand? Hvor længe har de kendt hinanden, og har hun ændret sig efter mødet med ham? Man kan måske ikke forvente den helt store interesse fra hans side, og det lyder, som om det har smittet af på din mor.

Jeg vil råde dig til at se mere fremad end tilbage, altså fokusere på dit lille barn og din mand og nyde den store glæde, at du er blevet mor igen. Som jeg plejer at sige, er der en grund til at forruden er større end bakspejlet, og du må ikke lade din mor ødelægge din nuværende tilværelse.

Bliv ved med at invitere og besøge hende og forsøg ikke at lade dig gå på af hendes manglende begejstring. Forhåbentlig vokser den frem med tiden.

Mor er ligeglad med min lille datter

Kære Mimi

Fandt far og bedstemor til sin datter

Kære mor

Flere svar

Min datter fortryder gensynet med sin far

Vi skuffer vores bryllupsgæster

Min mand er jaloux på mit job

Fodbold og familie

Min søn er en bedrager

En trist kattepine

Min gamle mor er bange for krig

Min svigerdatter splitter familien