Skal jeg kontakte min mor?

Kære Mimi
Jeg er en kvinde på 35, som har haft en meget rodet opvækst. Kort fortalt var mine forældre meget unge, da de fik mig, og da jeg var 5 år, forlod min mor os, fordi hun havde fundet en anden.
Min far havde svært ved at passe mig, så jeg har både været i familiepleje og boet hos min farmor og farfar. Nogle år efter fandt han en stabil kæreste og blev gift, og da jeg var 12, flyttede jeg hjem til dem og havde et godt liv, indtil jeg flyttede hjemmefra.
Min mor levede et omflakkende liv. Jeg så hende af og til, men ofte overholdt hun ikke vores aftaler. Jeg har stået og ventet uden for forlystelsesparker og biografen, hvor hun ikke kom.
Da jeg var omkring 14 røg et af hendes talrige forhold i vasken, og hun fandt ud af, at hun ville have min far tilbage. Hun gjorde, hvad hun kunne for at ødelægge hans ægteskab og spredte blandt andet løgnehistorier om hans kone på hendes arbejdsplads. Det lykkes hende ikke, og til sidst beskyldte hun mig for at stille mig i vejen. Da besluttede jeg at afbryde al forbindelse med hende.
Jeg er gift og har to små børn, og jeg ved, at min mor kender til min tilværelse. Jeg har ingen kontakt med den side af familien, men af og til møder jeg min moster og min kusine i byen, hvor vi bor.
Skuffet over hende
Jeg troede, at min mor måske ville kontakte mig, når hun fik at vide, at hun var blevet mormor, men jeg hørte intet. Det skuffede mig, for jeg ville have taget imod en udstrakt hånd på det tidspunkt.
Nu har hun pludselig sendt mig en besked, hvor hun skriver, at hun rigtig gerne se mig igen. Jeg har fundet ud af, at hun har fået sclerose og er temmelig syg.
Jeg har egentlig ikke lyst til at genoptage kontakten, og ydermere har min far og hans kone sagt, at hvis jeg skal have noget med min mor at gøre, skal jeg ikke regne med at se dem igen. Kan du give mig et råd?
- Bedste hilsner Datteren
LÆS OGSÅ: Jeg har svigtet mine børn
Hun har forspildt sin chance
Kære Datteren
Sikken en mor, du har haft. Jeg tænker ikke med stor glæde tilbage på min egen mor, som enten ikke brød sig om mig eller ikke var i stand til at vise det. Sådan noget sidder i én resten af livet.
Jeg synes ikke, du skal genoptage kontakten med din mor. Det er synd for hende, at hun er syg. Sclerose er en grim sygdom. Men bare at sende en besked, fordi det passer hende i denne situation, det er ikke godt nok. Det er måske hårdt at sige det, men jeg synes, hun har forspildt sin chance. Hun har svigtet dig så mange gange, at hun nu må betale prisen.
Jeg synes til gengæld også, at det er helt forkert af din far og hans kone at blande sig i, om du vil se din biologiske mor. Det kan du godt hilse dem og sige. I har et godt forhold, og det skal ikke sættes på spil, uanset hvad du som voksen datter beslutter dig til.
Men jeg synes, du skal lukke af for din mor og så fortsætte dit gode liv. Held og lykke med det.
- Kærligt talt Mimi

Flere svar

Uvenskab i familien over dårligt håndværk

Uenige om dyrlægeregning

Kvinde er nervøs for besøg af svigermor

Mor til konfirmand er nervøs for gaven

Bonussøn giver problemer

Bror tjener penge på forældrekøbslejlighed

Rygning eller ej til fødselsdagen
