Jeg er en kvinde på 52 år, der flyttede sammen med min kæreste for et lille år siden. Stort set samtidig blev han sygemeldt med stress, og sygdommen har desværre betydet, at han har forandret sig meget.
Før han blev sygemeldt, vidste jeg godt, at han havde travlt på sit arbejde. Jeg anede dog ikke, at det stod så slemt til. Nu går han hjemme og er deprimeret og ugidelig. Jeg prøver at bakke ham op og være der for ham, men han er blevet svær at komme ind på livet af, og det virker ikke, som om han for alvor ønsker min hjælp.
Jeg må indrømme, at jeg er skuffet. Det er overhovedet ikke sjovt at bo sammen med ham. Da vi flyttede sammen, lejede han sin lejlighed ud til en studerende. Det vil sige, at han har mulighed for at flytte tilbage, og det overvejer jeg at foreslå ham. Det kan blot være, til han har fået det bedre igen. Jeg kan jo tydeligvis ikke hjælpe ham. Er det ondt af mig at tænke sådan? Jeg ville være glad for nogle betragtninger fra dig.

Question

Jeg er en kvinde på 52 år, der flyttede sammen med min kæreste for et lille år siden. Stort set samtidig blev han sygemeldt med stress, og sygdommen har desværre betydet, at han har forandret sig meget.

Før han blev sygemeldt, vidste jeg godt, at han havde travlt på sit arbejde. Jeg anede dog ikke, at det stod så slemt til. Nu går han hjemme og er deprimeret og ugidelig. Jeg prøver at bakke ham op og være der for ham, men han er blevet svær at komme ind på livet af, og det virker ikke, som om han for alvor ønsker min hjælp.

Jeg må indrømme, at jeg er skuffet. Det er overhovedet ikke sjovt at bo sammen med ham. Da vi flyttede sammen, lejede han sin lejlighed ud til en studerende. Det vil sige, at han har mulighed for at flytte tilbage, og det overvejer jeg at foreslå ham. Det kan blot være, til han har fået det bedre igen. Jeg kan jo tydeligvis ikke hjælpe ham. Er det ondt af mig at tænke sådan? Jeg ville være glad for nogle betragtninger fra dig.

Kærligt talt Mimi · Accepted Answer

Det er utroligt svært for især mænd ikke at gå på arbejde. Deres selvforståelse kommer virkelig i fare. Dertil kommer, at din kæreste sikkert også er ked af, at han er blevet ramt af en sygdom som stress. I dag er det heldigvis blevet mere almindeligt at tale om, men tidligere var det meget flovt, og det var slet ikke noget, der ramte ”rigtige” mænd.

Den senere tid har vi set flere af vores politikere, både mænd og kvinder, stå frem og fortælle om sygdommen, men før skammede man sig over den. Den tid hænger din kæreste måske lidt fast i.

Jeg kan god forstå, det ikke er sjovt at bo sammen med en mand, der har det skidt. Men jeg synes også, du bør spørge dig selv, om det er nu, du skal smide ham ud. Det mener jeg faktisk ikke, du kan være bekendt. Til gengæld synes jeg godt, du kan tage en forsigtig snak med ham om det. Måske føler han, det er overvældende at være flyttet sammen med dig, samtidig med at han blev syg. Det kan være, han i virkeligheden foretrækker at bo alene. Er det tilfældet, er problemet løst.

Men hvis han ikke ønsker, at I flytter fra hinanden, og du elsker ham, må du tage det sure med det søde. Stress tager tid, og han skal nok komme tilbage til sit gamle jeg – og måske kan han vende tilbage til et mindre krævende job.

Skuffet over kæresten

Hej Mimi

Stress i familien

Kære Marianne

Flere svar

Svigermor vil ikke give slip på juleaften

Til overs juleaften: Min datter hænger på mig

Uvelkommen til jul

Skal jeg advare chefen om tidligere kollega?

Min fulde kæreste gør mig flov

Veninden er en irriterende tidsoptimist

Rengøringshjælpen går i vores barskab

Fællesmiddag uden børn

Mest læste

Den sidste ferie med os alle

På sommerferie i Danmark: En halv familie kom hjem

Svigermor vil ikke give slip på juleaften

Nu er Emma en engel

8-årige Christoffer blev tæsket ihjel