Jeg er flov over at skrive til dig, for jeg er ikke meget for at indrømme det her: Jeg oplever oftere og oftere, at jeg er misundelig på mine to veninder. Vi er alle i 40’erne og har kendt hinanden siden skoletiden. Selv om det ofte giver problemer at være tre, legede vi altid godt sammen, og da vi var børn, følte jeg aldrig, at jeg var anderledes.
Det er først, efter vi er blevet voksne, at vores livsbaner er gået i meget forskellige retninger. De to andre er gift og har velfungerende børn og gode uddannelser og job, mens min kæreste og jeg gik fra hinanden et par år efter vores søns fødsel.
Han er nu 12 år og har ikke længere kontakt med sin far. Desværre har han flere diagnoser og behov for ekstra hjælp og opmærksomhed. Det betyder, at jeg ikke har kunnet passe et arbejde i lange perioder. Vi bor i lejlighed og har hverken råd til bil eller rejser.
Når vi ses, taler mine veninder om deres dygtige børn, spændende job og den næste charterferie. Det er ikke, fordi de på nogen måde er nedladende over for mig, men det er tydeligt, at de ikke forstår mine problemer. Vi deler mange gode minder, men når vi ses, bliver jeg mindet om, at mit liv slet ikke blev, som jeg forestillede mig, og det gør mig ked af det.
Samtidig holder jeg jo af mine veninder og vil nødig undvære dem. Så selv om jeg har overvejet at droppe venskabet, har jeg ikke gjort det endnu. Bør jeg lægge afstand til dem, når det dræner mig at se dem? Og hvordan gør jeg det på en pæn måde? Det er lidt svært at sige til dem, at jeg har svært ved at høre om deres perfekte liv.

Question

Jeg er flov over at skrive til dig, for jeg er ikke meget for at indrømme det her: Jeg oplever oftere og oftere, at jeg er misundelig på mine to veninder. Vi er alle i 40’erne og har kendt hinanden siden skoletiden. Selv om det ofte giver problemer at være tre, legede vi altid godt sammen, og da vi var børn, følte jeg aldrig, at jeg var anderledes.

Det er først, efter vi er blevet voksne, at vores livsbaner er gået i meget forskellige retninger. De to andre er gift og har velfungerende børn og gode uddannelser og job, mens min kæreste og jeg gik fra hinanden et par år efter vores søns fødsel.

Han er nu 12 år og har ikke længere kontakt med sin far. Desværre har han flere diagnoser og behov for ekstra hjælp og opmærksomhed. Det betyder, at jeg ikke har kunnet passe et arbejde i lange perioder. Vi bor i lejlighed og har hverken råd til bil eller rejser.

Når vi ses, taler mine veninder om deres dygtige børn, spændende job og den næste charterferie. Det er ikke, fordi de på nogen måde er nedladende over for mig, men det er tydeligt, at de ikke forstår mine problemer. Vi deler mange gode minder, men når vi ses, bliver jeg mindet om, at mit liv slet ikke blev, som jeg forestillede mig, og det gør mig ked af det.

Samtidig holder jeg jo af mine veninder og vil nødig undvære dem. Så selv om jeg har overvejet at droppe venskabet, har jeg ikke gjort det endnu. Bør jeg lægge afstand til dem, når det dræner mig at se dem? Og hvordan gør jeg det på en pæn måde? Det er lidt svært at sige til dem, at jeg har svært ved at høre om deres perfekte liv.

Kærligt talt Mimi · Accepted Answer

Jeg synes slet ikke, du er misundelig på en grim måde. Dine veninder erindrer dig om, at alle ikke får de samme kår i livet, men jeg læser ikke, at du ikke under dem deres tilsyneladende lykkelige liv og gode vilkår.

Ingen af os ved jo, om det er så lykkeligt. Mange skjuler de mere mørke sider for at falde ind i gruppen. Jeg synes, du skal tale med dem om, hvordan livet har behandlet jer forskelligt. Det burde få dem til at holde lidt igen med lovprisningerne af deres liv og børn. Og så finder jeg det lidt taktløst, at de taler om charterferier, når de ved, du ikke har råd. Måske er det ren ubetænksomhed, og det kan du stille og roligt gøre dem opmærksom på.

Det er dejligt at høre, hvordan du har prioriteret din søn. Når alt kommer til alt er han det vigtigste i dit liv. Det skal du være stolt af, og du har intet at skamme dig over. Tværtimod lader du til at være betydeligt sejere end dine veninder, fordi du har klaret alt dette alene. Klap dig selv på skulderen og ret ryggen. Det er der god grund til.

Misundelig på venindernes perfekte liv

Kære Mimi

Mimis brevkasse: Misundelig på min rige familie

Kære Ven

Flere svar

Single med kærestesorg: Jeg orker ikke at deltage i vennernes bryllup

Teenager vil ikke udstilles på Facebook: Min 14-årige datter er rasende over mine fotos

Mors dilemma: Min 13-årige datters nye veninde bliver forsømt derhjemme

Min svigermor er lidt for ærlig: Hun kritiserer børnebørnene

Mormor hører ikke efter: Stopfodrer børnebørnene med slik og kage

Min mor har Alzheimers: Kan jeg tillade mig at sløjfe fars gravsted?

Faster i tvivl om nevøens fødselsdagsgave: Personligt minde eller penge

Han lyver for mig: Min kæreste mødes i smug med sin ekskæreste

Mest læste

Uenige om gaven til konfirmanden: Min mand mener 5.000 kroner er hul i hovedet

Inviteret i sommerhus af svigerforældrene: Min mand vil ikke med

Else føler sig udnyttet af sine voksne børn: Smæk pengekassen i

5-årige dreng forgiftet og pint ihjel af sin egen mor

Min mands arv er hans særeje: Hvem får pengene, hvis han dør før mig?