bagværk

Flødebollekage med bær

9. maj Af Line Holt Nielsen. Foto: Maria / Tegner Media.
Marcipan, flødeboller og masser af friske bær. Det er nogle af de ingredienser, som du skal bruge, når du skal lave en lækker flødebollekage. Det er den perfekte dessert til sommer!
8 personer
Bund:
150 g marcipan
150 g koldt smør + lidt til formen
150 g sukker
3 æg
75 g hvedemel
½ tsk. bagepulver
1 knsp. salt
Rørsukker til formen
Flødebollefyld:
14 flødeboller
200 g jordbær (gerne fra frost)
2 tsk. vaniljesukker
1½ dl cremefraiche 18 %
3½ dl piskefløde
Friske bær, f.eks. hindbær og blåbær

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 170°.

Riv marcipan og smør groft. Pisk sukker i blandingen lidt efter lidt, til massen er cremet og luftig. Pisk æggene i ét ad gangen.

Sigt mel, bagepulver og salt i dejen, og bland, til dejen er akkurat ensartet.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Beklæd bunden af en springform med ­bagepapir, og smør kanterne med smør. Drys lidt rørsukker på kanterne, og ryst formen, så sukkeret fordeler sig.

Fordel dejen i formen, og bag den i ovnen i ca. 40 minutter.

Afkøl kagebunden, og rengør springformen, før du går videre.

Flødebollefyld:

Læg den bagte mazarinbund tilbage i springformen. Beklæd kanterne med kageplast eller husholdningsfilm.

Fordel ­flødebollerne med bunden i vejret oven på mazarintærten, og tryk forsigtigt på dem, så de går i stykker.

Giv jordbær og vaniljesukker et opkog i et par minutter, og afkøl til stuetemperatur. Rør bærmassen med cremefraiche.

Pisk fløden til en let skum, og vend det med cremefraicheblandingen.

Fordel fyldet over flødebollerne, og lad kagen hvile tildækket og køligt i mindst 1 time.

Pynt kagen med friske bær lige inden servering. Kagen skal hvile i mindst 1 time, men du kan sagtens lave den klar dagen i forvejen og så bare pynte den ­lige inden servering.

Sponsoreret indhold