Opskrifter

Saftig roastbeef med olivensauce

16. maj 2021 Opskrift: Christine Bille Nielsen. Foto: Carina Krüger.
Prøv denne lækre opskrift på roastbeef med ovnbagte kartofler og en smagsfyldt olivensauce.
4 personer
Saftig roastbeef:
1 lille roastbeef. Omkring ½ kilo
750 gram kartofler
500 gram søde kartofler
4 spsk. olivenolie
Salt og peber
Olivensauce:
100 gram kalamata-oliven
1 dl olivenolie
2 fed hvidløg
1 bundt persille
1 usprøjtet appelsin
1 usprøjtet citron
Peber
Salat:
1 stort salathoved
2 spsk. olivenolie
1 spsk. vineddike eller æbleeddike
Salt og peber

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 190°.

Brun roastbeefen på alle sider i halvdelen af olien. Læg stegen i et lille ovnfast fad, og krydr godt med salt og peber.

Skrub kartoflerne, og skræl de søde kartofler. Skær dem alle i grove tern, og vend dem med den anden halvdel af olien. Bred dem ud på en plade med bagepapir, og bag dem i ca. 30 minutter.

Steg roastbeefen på en plade under kartoflerne i 20 minutter. Lad den trække på et skærebræt, mens kartoflerne bager færdig.

Olivensauce:

Hak oliven groft uden sten. Rør dem med olie, finthakket hvidløg, persille og fintrevet skal af appelsin og citron. Smag til med peber

Salat:

Bryd salaten i grove stykker, og vend den med olie, eddike, salt og peber. Skær roastbeefen i tynde skiver, og bred dem ud på et varmt fad. Dryp med olivensauce, og servér med salat og ovnbagte kartofler.

Sponsoreret indhold