Onsdag d. 15. maj 2013 - af Jamie Oliver / Foto: David Loftus
Jamie Olivers opskrift på pasta med friske asparges
Intet minder mere om solskin end asparges og de er skønne i Jamie Olivers opskrift her.

Det er som at høre englene synge, når man kombinerer aspargesenes friske og delikate smag med basilikum og parmesan.
Her har du en skøn Jamie Oliver opskrift til de dage, hvor du ikke rigtig har lyst til kød. Parmesanen kan udelades, hvis du foretrækker det.
SE OGSÅ: Jamie Olivers opskrift på lynbøf med tomatsalsa
Jamie Olivers opskrift: Ingredienser
4 personer
- Ekstra jomfruolivenolie
- 1 lille, finthakket løg
- 1 lille stilk bladselleri i fine skiver
- 1 medium courgette i tern
- 1 lille porre i skiver, kun den hvide del
- 16 asparges i fine skiver (hovderne gemmes)
- En lille håndfuld frisk basilikum
- 300 ml grøntsagsbouillon
- 1 finthakket fed hvidløg
- 400 g fettuccine, frisk eller tørret
- Salt
Serveres med 50 g fintrevet parmesan og ærteskud
SE OGSÅ: Jamie Olivers opskrift på chili con turkey
Fremgangsmåde:
Hæld 4 spsk. olivenolie på en tykbundet pande og svits løg og selleri heri ved svag varme, til begge dele er blevet bløde.
Tilsæt courgette, porre og asparges (uden hoveder) og svits i yderligere 2-3 minutter.
Kom det meste af basilikummen på panden. Når den er faldet sammen, tilsættes bouillonen, og det hele simrer, til grøntsagerne har fået nok.
Tag panden af varmen og blend indholdet til en cremet sauce ved hjælp af en stavblender eller foodprocessor.
Hæld lidt olie på en anden pande og svits hakket hvidløg heri ved svag varme. Når det er blødt, tilsættes aspargessaucen.
Lad den simre i 2 minutter.
Bring en gryde saltet vand til kogepunktet og kog fettuccinen efter pakkens anvisninger.
3 minutter før, den er færdigkogt, tilsættes aspargeshovederne.
Når pastaen er al dente, hældes vandet fra (gem lidt af kogevandet), og pasta og sauce røres sammen.
Hvis det bliver for klæbrigt, tilsættes lidt af kogevandet.
Rør den resterende basilikum i retten og servér den med et drys parmesan og ærteskud.