En læser fortæller: Vi holdt sammen

Jeg har 10 børnebørn. De fem af dem er gift, og to er skilt igen. Måske kunne det ikke være anderledes, men jeg tror nu, at par i dag giver alt for let op. Jeg ved ikke, om man skal holde fast i noget, der ser håbløst ud, men måske kunne man kæmpe lidt for det.

Karle og piger

Jeg blev født i 1931 og kom ud at tjene, da jeg var 14 år. Min første plads var hos en boghandler. Jeg havde fået at vide, at jeg med tiden kunne få lov til at ekspedere i butikken, men det blev aldrig til noget, for fruen kunne ikke undvære mig oppe i privaten.

Det var en stor skuffelse, for jeg havde drømt om at sælge nogle af de bøger, jeg selv var så vild efter at læse. Jeg blev hos boghandleren i to år, og så fik jeg plads på en gård lidt uden for byen.

Det var noget af en omvæltning. Fra at være ene pige i huset blev jeg en del af en større husholdning. Selv om arbejdet kunne være hårdt, nød jeg, at vi var både karle og piger.

Efterkrigsårene

Jeg blev der, til jeg var 20 år. I efterkrigsårene var det, som om vi alle stod på tærsklen til en helt ny verden. Alle muligheder stod åbne, også for en tjenestepige som mig. Jeg havde altid været interesseret i bøger og det liv, bøgerne gav.

I min omgangskreds var der ingen, der læste. Jeg syntes, det var synd, at de gik glip af så meget, og jeg forestillede mig, at hvis jeg blev lærerinde, kunne jeg give børn lyst til at læse. Alle børn burde præsenteres for bøgernes verden.

Kunne det lade sig gøre, at jeg, en pige fra en mindre provinsby, kunne komme til at undervise? Jeg opsøgte min tidligere lærerinde, der seks år forinden havde foreslået mine forældre, at jeg fortsatte med at gå i skole. Dengang havde der ikke været mulighed for det, men nu var samfundet anderledes, og jeg havde sparet lidt penge op.

Faldt for en herregårdsbisse

Jeg lagde store planer, men så kom en forelskelse på tværs. På gården blev der ansat en ny karl. De andre kaldte den flotte og charmerende Kurt for en herregårdsbisse, fordi han havde arbejdet på store gårde. Ane, der også var pige på stedet, fortalte, at han havde flere knuste pigehjerter bag sig.

Jeg var ligeglad. Kurt gjorde kur til mig, og jeg var som blødt ler i hans hænder. Jeg nåede aldrig at gå i skole igen. Jeg blev gravid, og selv om jeg måtte slippe min drøm om at blive lærerinde, fik jeg en ny i stedet.

Kurt og jeg skulle giftes og have vores eget. Jeg vidste godt, at Kurt i perioder drak, men jeg var sikker på, at han ville blive ædruelig, når først vi boede sammen.

Det var ikke nemt at finde et sted at bo, men Kurt havde mange forbindelser, og vi fik en toværelses lejlighed, kort før jeg nedkom med Henrik. Kurt havde droppet arbejdet i landbruget og fået arbejde i byens jernstøberi.

Han drak sin løn op

Henrik var ikke mere end en måned, da Kurt forsvandt fra vores hjem i en weekend. Jeg var ude af mig selv af nervøsitet. Den dag, han forsvandt, havde han lige fået løn, og jeg var bange for, at han havde drukket den op.

Det havde han, og han var én stor undskyldning, da han kom hjem og lovede, at det aldrig ville ske igen. Jeg troede på ham, fordi jeg elskede ham.

Men Kurt holdt ikke sit løfte. Igen og igen faldt han i, og jeg indså, at jeg var nødt til at gøre noget for at holde sammen på det hele. På lønningsdag ville jeg ligesom helt tilfældigt gå forbi jernstøberiet, når Kurt fik fri.

Første gang, jeg kom trillende med barnevognen, blev Kurt bleg. Han sagde noget til de to arbejdskammerater, han fulgtes med, så skyndte han sig over til mig.

– Hvad laver du her? spurgte han og kneb øjnene sammen.

– Henrik var så urolig, løj jeg. – Det var helt tilfældigt, vi kom denne vej.

– Hm. Kurt så sig sky omkring.

Lod som ingenting

Et par af kammeraterne stod og grinede. Jeg forsøgte at lade som ingenting, men jeg rødmede. Jeg turde ikke se på Kurt, for jeg var bange for, at han var rasende. Det var han også. Med ludende skuldre traskede han af sted, så jeg måtte småløbe for at følge med.

Da vi nåede hjem, vendte han sig mod mig. Et øjeblik flammede hans øjne af vrede, så blev de milde og kærlige. – Det var vist godt, du lige kom forbi, sagde han stille.

Det blev ikke sidste gang, jeg tilfældigt gik forbi jernstøberiet, når det var lønningsdag. Jeg var ikke den eneste kone, der mødte op. Vi var nogle stykker, der var nødt til at tage den udvej.

Jeg kom ikke hver uge, og det skete da også, at Kurt kom hjem med alle pengene, men han var let at lokke, og jeg måtte tit kigge langt efter ham, når han havde fået løn.

Måtte finde arbejde

Henrik var to år, da hans bror, Gregers, kom til verden. Året efter fulgte Gerda, og efter endnu to år blev Inge født. Selv om Kurt var blevet mere stabil og ikke så tit kom beruset hjem, var det ikke helt godt med økonomien. Jeg indså, at jeg var nødt til at finde et arbejde, så børnene ikke skulle lide for mange afsavn.

Jeg fik arbejde på et æggepakkeri. En nabokone passede de mindste, til Henrik kom hjem fra skole og kunne se efter sine mindre søskende.

Nogle hårde år fulgte. Jeg havde hele tiden dårlig samvittighed, for jeg vidste jo, at børnene i alt for mange timer nærmest gik for lud og koldt vand. Kurt og jeg gled fra hinanden, for jeg havde ikke overskud til at være den kone, han gerne ville have.

Når han blev kærlig, skubbede jeg ham væk, for jeg var bange for, at det ville resultere i endnu et barn.

Kurt blev voldelig

Kurt og jeg begyndte leve hver vores liv. Jeg følte det nogle gange, som om jeg havde fem børn og ikke fire. Henrik, der som lille havde elsket sin far, kom til at foragte ham. Drengen var nu så stor, at han tydeligt kunne se, hvor lidt Kurt bidrog til husholdningen.

Jeg forsøgte at glatte ud mellem dem, men Henriks bitterhed voksede.

– Hvorfor rejser vi ikke fra ham? kunne drengen finde på at spørge.

En dag kulminerede det hele i et kaos af slag og gråd. Henrik, der var 12 år, så med foragt på Kurt, da han kom stærkt beruset hjem.

– Drukkenbolt, snerrede drengen. – Jeg ville ønske, du bare ville blive væk herfra.

Det blev for meget for Kurt, og for første gang slog han ud efter sin søn. Henrik slog igen, men det blev det kun værre af.

Jeg lagde mig imellem og blev også ramt af et slag. Det sortnede for mine øjne, og langt væk hørte jeg pigernes hjerteskærende gråd. Med besvær kom jeg på benene.

Kurt så ynkelig ud, og jeg ikke bare hadede ham, jeg foragtede ham også. – Hvis du nogensinde slår mine børn igen, så går jeg min vej, sagde jeg koldt.

– Det er vel også mine børn, sagde Kurt mut.

– Nej, for du fortjener dem ikke, svarede jeg bare. Dagen efter gik Henrik i skole med et blåt øje. Dengang var der ingen, der tog anstød af det, men jeg var flov og ked af det.

En ensom kamp

Efter den dag aftog Kurts drikkeri, og han kæmpede en stædig og ensom kamp for at komme ud af sit misbrug. Det skete, at han faldt i, men han fortsatte kampen.

Kurt vandt aldrig helt Henriks agtelse, og så alligevel. Mange år senere, da Henrik ulykkelig kom hjem, fordi han var blevet svigtet af en pige, var det overraskende nok Kurt, der formåede at trøste den unge mand.

– Du skal finde dig en pige, der ligner din mor, hørte jeg ham sige. – En stærk kvinde, der kan hjælpe dig i hverdagen.

Kurts ord fik mit hjerte til at slå et slag over. Jeg så hurtigt på ham, og for første gang i mange år genkendte jeg den følelse i mit hjerte, som han engang havde kaldt frem. Jeg havde lyst til at gå hen og stryge mine hænder gennem hans hår. Så rystede jeg tankerne af mig. Selv om vi havde været sammen i flere år, var det alligevel, som om jeg ikke kendte ham rigtigt.

Et dejligt otium

Nogle år senere, da Kurt og jeg ikke havde flere hjemmeboende børn, kom vi langsomt men sikkert hinanden nærmere, og da vi fyldte 50, tog vi på vores første charterrejse sammen. På en spansk ø gik vi hånd i hånd og følte os unge igen.

Årene bandt Kurt og mig tættere og tættere sammen. Jeg tilgav ham den hårde tid, vi havde været igennem, og jeg priste mig tit lykkelig over, at jeg holdt ud, for vi fik et dejligt otium.

Hvis Kurt og jeg var blevet født 30 år senere, var vi sikkert blevet skilt. Ingen ville i dag have fundet sig i det, jeg blev udsat for. Vi holdt sammen, og kærligheden vendte tilbage.

Jeg blev aldrig lærerinde, men jeg fik så meget andet, og nu, hvor jeg er enke og gammel, har jeg tid til at reflektere over mit liv. Det var aldrig rigt på penge, men det blev, selv om det indimellem så sort ud, rigt på kærlighed.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.