Brev til Mimi: Jeg vil ikke lyve

Hej Mimi
Min ven og jeg har en tvist om noget, som vi gerne vil høre din mening om. Jeg er af den overbevisning, at man altid skal være 100 procent ærlig over for sin partner og sine venner, hvor min ven mener, at man godt kan lyve lidt af og til, ”hvis det passer”.

Vil undgå at såre

Men hvornår passer det at lyve? Hvordan skal man kunne stole på andre, hvis man ved, at de nogle gange stikker en løgn? Min ven mener, at man må lyve, hvis man dermed undgår at såre andre. Men jeg ville blive mere såret, hvis jeg vidste, at nogen løj for mig for ikke at såre mig. Hvad synes du?
Bedste hilsner MDG

Læs også:

Anne-Maries brevkasse: Min mand lyver

Hvide løgne

Kære ven
Jeg kan faktisk se jeres begges pointe. Selv ville jeg ikke tøve med at glæde en veninde med en kompliment, hvis hun spurgte, hvad jeg syntes om hendes nye frisure. Uanset om jeg mente, den klædte hende eller ej. Hvorfor skulle jeg ikke det? Der sker ikke noget ved at pynte lidt på sandheden i en kærlig hensigt.
Det hedder sig jo, at hvis man ikke kan sige noget pænt, skal man tie stille – men direkte adspurgt om noget, der ikke er vigtigt, ville jeg ikke skamme mig over at stikke en lille hvid løgn. Det er noget helt andet, hvis man lyver om noget væsentligt, for det skal man bestemt ikke.Så ideelt set har du ret, men verden er nu engang ikke ideel!
Kærligt talt Mimi

Læs også:

Professor: Det er sundhedstegn når børn lyver