Mimis brevkasse: Han udnytter dig

Løven har forsøgt at gøre det forbi med sin gifte elsker, men hun kan ikke sige nej, når han ringer. Mimi opfordrer hende til at blive vred og få sagt fra - hun skal ikke finde sig i at blive udnyttet!

Kære Mimi 

Jeg har brug for et råd. Jeg er en kvinde på 35, som i halvandet år har haft et forhold til en gift mand, der er far til to børn. Det var meget hedt i begyndelsen, og han sagde, at hans ægteskab var dødt, og at han ville forlade sin kone. Men så var der det ene, det andet og det tredje i vejen, og jeg har for længst fundet ud af, at han ikke går fra hende.

Jeg kan ikke modstå ham

For et år siden gjorde jeg det forbi og datede et par andre, men det var ingen succes. Billedet af elskeren bliver ved med at dukke op. Så kontaktede han mig igen, og vi sås et par gange. Han har et job, som betyder, at han sagtens kan smutte hjemmefra i et par timer. Jeg har sagt flere gange, at han ikke skal komme igen, men når han ringer og siger, at han holder udenfor, kan jeg ikke stå imod. 

Jeg vil gerne have mand og børn, men affæren står i vejen. Jeg overvejer helt seriøst at sige mit job op og flytte til en anden by, men det virke også lidt drastisk. Jeg aner ikke mine levende råd. Kan du hjælpe?

Knus Løven

LÆS OGSÅ: Brev til Anne-Marie Østersø: Utroskaben har gjort mig jaloux

Han spilder din tid

Søde Løve 

Jeg skal ikke moralisere over din opførsel. Det er sjovt, at det altid er “den anden kvinde”, der skal høre for, at hun bryder ind i et ægteskab. Jeg tror ikke på, at man kan ødelægge et godt ægteskab, og den utro mand har lige så meget ansvar.
Men din situation er en anden, for det er tydeligt, at din elsker vil have det bedste af begge verdener, og han udnytter dig. Er du ikke vred over, at han udnytter dig? Bliver du ikke rasende over, at han spilder dine tid for at få lidt sex, mens han har sin pæne familie siddende derhjemme?

Undskyld mig, men du må tage dig sammen og finde vreden frem. Bare tanken om, at DU skulle forlade job, hjem, familie og venner – altså give afkald på dit liv og fremtid - for at slippe for ham! Det kan du ikke mene!

Giv ham et ultimatum. Du ved godt, hvad det ender med, men så må du tude lidt, spise en masse chokolade og have ondt af dig selv – og så komme videre. Som min mormor altid sagde: Der er ikke en spand fuld, der er et helt land fuld …

Kærligt talt Mimi