Skæbner

3-årige Charlotte donerede sit hår til syge børn

16. november 2014 af Kristian Bo Eriksen. Foto: Privat.
Da Charlottes mor foreslog, at de skulle hjælpe de syge børn ved at donere Charlottes hår til velgørenhed, var den lille pige straks med på idéen.
Charlotte Hoehle donerer sit hår til velgørenhed

Charlotte på bare tre år var slet ikke i tvivl, da hendes mor foreslog, at hun skulle få sit lange hår klippet af for at hjælpe andre syge børn.

– En anden lille pige i Amerika fik sit hår klippet af og delte det på Facebook. Jeg syntes, det var rigtig cool. En af Charlottes venner har cancer og har været igennem en kemokur, forklarer Charlottes mor, Gayle Hoehle, 26, til den skotske avis Edinburgh Evening News.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

De kan få mit hår

– Jeg spurgte Charlotte, om hun ikke havde lyst til at gøre noget helt specielt for de syge børn, der ikke har noget hår.

– Hun svarede straks: "Jo, de kan få mit hår!", fortæller den stolte mor fra byen Kingsknowe i Skotland.

Hun besluttede at donere sin datters hår til en velgørenhed, der hedder Little Princess Trust, der netop giver parykker lavet af ægte hår til børn over hele England og Irland, der må gå igennem en hård kemokur.

Samtidig oprettede de en indsamling på indsamlingshjemmesiden gogetfunding.com for at samle penge ind til legetøj og tegneartikler til børn, der er indlagt på børnekræftafdelingen på Royal Hospital for Sick Children i Edinburgh. Netop her bliver Charlottes veninde, Bella, behandlet.

Vild med sit korte hår

For at skabe så meget opmærksomhed som muligt for indsamlingen optog Charlottes mor sin lille pige besøg hos damefrisøren på video, som senere blev lagt op på Facebook, så andre kunne se den lille glade og charmerende Charlotte blive klippet.

For at håret kunne bruges til en paryk blev det samlet i en stram fletning, så det kunne blive klippet af uden at blive ødelagt.

– Jeg var virkelig nervøs for, hvordan hun ville reagere, når hun så sit nye, korte hår, siger Gayle Hoehle til Edinburgh Evening News og fortsætter:

– Men hun var vild med det, og når nogen spørger, hvad der er sket med hendes hår, slår hun lidt med nakken og siger: "Jeg gav det til de syge drenge og piger".

For at kunne vise dig dette indhold, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Min kærlighedshistorie podcast CTA

Sponsoreret indhold