Åsas hemmelighed: Jeg tav om overgreb

I mange år bar Åsa på en hemmelighed: Hun blev udsat for overgreb både som barn og som voksen. Nu hjælper hun andre ofre for seksuelt misbrug, og hendes vigtigste råd er ikke at gøre, som hun selv gjorde.

Åsa var otte år, da hun første gang blev udsat for et seksuelt overgreb. Hun var på besøg hos en legekammerat.

– Manden i familien satte mig pludselig på sit knæ og begyndte at tage på mig. Hans hænder var nede i mine trusser. Jeg blev selvfølgelig chokeret og gik i panik. Hans kone vandede blomster ved siden af, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Hvorfor siger hun ingenting? Hvorfor gør hun ingenting?” fortæller svenske Åsa Sjöberg, 48.

Hun havde lyst til at skrige og løbe væk. Men hun kunne ikke. Hun var totalt handlingslammet.

– I kan ikke forestille jer, hvor mange gange jeg efterfølgende har undret mig over, hvorfor jeg ikke bare fortalte min mor og far, hvad der var sket. Mine forældre har altid støttet mig og været der for mig. Men på en eller anden måde tog jeg skylden på mig. Jeg skammede mig og ville ikke udsætte dem for sandheden.

Mandens overgreb fortsatte i nogle år, uden at nogen fik noget at vide.

– Jeg blev en mester i at skjule det. I dag ved jeg, at min reaktion er typisk for børn, der udsættes for seksuelt misbrug. At man lukker af og gør det nærmest umuligt at opdage.

Beskyttede andre

I stedet forsøgte Åsa at beskytte andre fra manden.

– Da jeg stoppede med at besøge familien, gjorde jeg alt for, at andre børn heller ikke skulle gå derind. Jeg har fået fortalt, at jeg endda stillede mig foran deres dør og nægtede at lade nogen passere. Jeg sagde, at det var, fordi han var så modbydelig. Men mere sagde jeg ikke.

Trods de forfærdelige oplevelser var Åsa en aktiv pige, som klarede sig godt i skolen. Høje karakterer og et talent for at synge skaffede hende adgang til et musikgymnasium.

– Jeg flyttede hjemmefra allerede som 16-årig og boede sammen med en pige, der var to år ældre. Jeg elskede at få tid til at dyrke min store passion for sang. Men når det gjaldt fyre, var jeg yderst forsigtig. Det, der var sket tidligere, havde sat dybe spor i mig og gjorde, at jeg i perioder havde det rigtigt dårligt.

I 18-års alderen fandt Åsa dog en kæreste, og de blev senere gift. I den periode blev hun igen udsat for seksuelle overgreb, og også denne gang var det af en mand i hendes nærmeste omgangskreds.

– Det skete første gang, da jeg sad ved siden af ham. Jeg mærkede hans hånd søge mit ene bryst under min trøje. Det fik mig til at reagere præcist, som da jeg var barn: ”Det kan ikke være sandt! Det sker ikke igen!”.

Truet til tavshed

Ligesom da hun var barn, lukkede hun af og fortrængte det i stedet for at agere.

– Sådan fortsatte det i flere år. Hvis noget lignende var sket i dag, ville jeg ikke tøve med at klappe til personen. Men han var en mand med stor pondus. Jeg var ung og usikker. Han truede mig flere gange. Han var et magtmenneske, og jeg var ganske enkelt bange for ham.

Det gik aldrig så langt, at Åsa var udsat for voldtægt. Men i mindst ét tilfælde frygtede hun, at det skulle ske.

– Af indlysende årsager ville jeg aldrig være alene i et rum med manden, som ragede på mig, så snart chancen opstod. Engang, da vi tilfældigvis var alene et kort øjeblik, holdt han mig fast og begyndte at kysse mig, men heldigvis kom der nogen. Det var selvfølgelig et mareridt at have det sådan.

Åsa forsøgte at flytte tankerne væk ved at arbejde endnu mere i den butik, hvor hun var ansat. Det førte i stedet til, at hun ramte muren og blev sygemeldt. I den forbindelse fik hun kontakt til en kropsterapeut, som stødt og roligt byggede hendes selvværd op.

I samme periode opdagede hun til sin rædsel, at hendes overgrebsmand også havde forbrudt sig mod en anden.

– Overgrebene var begyndt, da offeret havde omtrent samme alder som jeg selv, da jeg var udsat for dem første gang. Det gjorde mig vred. Jeg eksploderede fuldstændigt. Nu måtte det være nok. Jeg slog hånden i bordet og fortalte de pårørende det. De anmeldte ham senere og brød kontakten.

Tilgav overgreb

Åsa konfronterede også selv manden, men han nægtede alle anklager.

– Nu lever han ikke længere, siger Åsa og fortæller, at manden aldrig blev dømt, eftersom sagen var forældet, da han blev anmeldt.

Åsa blev også rådet til at kontakte manden, som misbrugte hende som barn. Derfor valgte hun at opsøge familien.

– Da vi havde snakket i en times tid, spurgte jeg manden, om han kunne huske, hvad han gjorde ved mig, da jeg var barn. Da brød hans kone sammen. Hun havde formentlig kendt til overgrebene gennem alle årene. Først ville manden ikke erkende det. Jeg er ikke en bitter person, som ønsker at bruge en masse energi på at hade nogen. Jeg sagde, at jeg kunne tilgive ham for min egen skyld, så jeg kunne komme videre. Og han måtte love mig, at han aldrig ville forgribe sig på andre igen. Så ville jeg anmelde ham med det samme.

Åsas bedste råd til andre overgrebsofre er, at de lader være med at gøre, som hun gjorde i mange år: Hun undgik at handle.

– Jeg ved, hvor svært det kan være, men husk, at det aldrig er offerets skyld – men udelukkende overgrebsmandens. Der er nultolerance, og det er vigtigt at få hjælp, når man har været tvunget til at opleve disse overgreb, som risikerer at påvirke og præge resten af ens liv.

Fandt kærligheden

Netop derfor valgte Åsa sidste efterår at stå offentligt frem med sin historie i en lokal podcast. Siden er det blevet til en del interviews i både aviser og radio.

– Jeg har fået respons fra mange mennesker, som også har været udsat for seksuelle overgreb. Mange har skrevet eller ringet til mig og takket mig. Jeg brænder virkelig for denne sag. Enhver person, som bliver udsat for seksuelt misbrug, er én person for meget, siger Åsa, som også planlægger at holde foredrag på skoler.

Hun har endda talt med sine egne børn, 9-årige Edvin og 8-årige Elsa, om, hvad en voksen absolut ikke må gøre, vigtigheden i at turde sige nej, og at de altid skal fortælle det til nogen, hvis de skulle blive udsat for noget forkert.

– Det er et svært og hårdt emne at tale med sine børn om, men jeg begyndte så småt at tage hul på det allerede, da de var i 4-5-års alderen. Det kan godt ske, at jeg bliver overbeskyttende, men de skal aldrig gå igennem det samme som mig, understreger Åsa.

Hun er skilt fra børnenes far og har nu fundet kærligheden i sin forlovede, Claes Lövgren.

– Trods alt, hvad jeg har gennemgået, har jeg det godt og er lykkelig i dag. Jeg er så glad for, at jeg fik hjælp. Det gjorde, at jeg fandt styrken, så jeg kunne bryde fri og stå op for mig selv.