Agnes fik hjertestop af anoreksi: Jeg så kun en tyk pige

Som teenager blev Agnes mobbet med sin vægt. Det pustede til et lavt selvværd, og da hun satte sig for at tabe sig, gik det galt. Hun var nede på 29 kilo, da hun faldt om med hjertestop.

Julemusikken danner et hyggeligt lydtapet i familiens hus i Nyborg, og sammen med sin søster står Agnes og triller pebernødder. Men hun smager ikke på den søde dej. Faktisk har hun ikke indtaget mad i nogen tid, og den unge krop er så udsultet, at det føles udmattende at trille de små kugler. Hun kan mærke, at hun bliver svimmel, og kvalmen begynder at komme snigende. Hun bevæger hen til toilettet, men pludselig forsvinder benene under hende, og da hun rammer gulvet, stopper hendes hjerte med at slå.

– Jeg troede, at hvis jeg tabte mig, ville jeg få det bedre med mig selv. At jeg så ville kunne kigge mig i spejlet og være tilfreds. Men uanset hvor lidt jeg spiste, og hvor meget motion jeg dyrkede, så jeg stadig den samme usikre og tykke pige, fortæller den nu 19-årige Agnes Juul Lunde fra Nyborg.

Hun skruer tiden tilbage til barndommen, hvor hun voksede op med sine tre søskende. Hendes var var musiker, hendes mor musiklærer, så hjemmet var fyldt med instrumenter og musik, og tidligt begyndte Agnes at spille trompet og synge.

Mobbet med sin vægt

Agnes beskriver sig selv som et skyggebarn, der holdt sine bekymringer og problemer for sig selv, da hun ikke kunne lide opmærksomheden. Men hun husker også tilbage på sig selv som en glad pige med masser af energi, og som elskede at spille musik og være sammen med veninderne. Men i de små klasser i folkeskolen, begyndte hun at være genstand for mobning.

”Det er klart du ser sådan ud, når du ikke dyrker sport” og ”har du slik med i madpakken”, var bare nogle af de kommentarer, som Agnes skulle høre på i løbet af skoledagen.

– Når de kommenterede min krop, sagde jeg dem aldrig imod. Jeg tænkte jo selv det samme, de bekræftende mig bare i noget, jeg allerede var klar over, fortæller Agnes, der som årene gik blev mere og mere bevidst om sit udseende.

Hun gik ofte i stort tøj for at skjule sine former, og når hun tog med veninderne til stranden på en varm sommerdag, ville hun ikke vise sig i badetøj. I begyndelsen af 7. klasse tog mobningen en voldsom drejning. En dag modtog Agnes en anonym besked, hvor hun blev kaldt grimme ting. Beskederne fortsatte i flere måneder, og de satte sig som en hård klump i maven. Alligevel holdt Agnes det for sig selv. Hun blev mere indelukket, og efter skole søgte hun tilflugt på sit værelse.

Men da hun modtog en besked med en udførlig opskrift på, hvordan hun skulle tage sit eget liv, blev hun bange og fortalte det til sine forældre. Rektoren på skolen tog affære, og kort efter stoppede den brutale mobning. Men de mange måneders chikane pustede til hendes selvhad. Hun havde brug for at kunne lide sig selv, og derfor besluttede hun at tabe sig nogle kilo, inden hun skulle begynde i gymnasiet.

Forkæl dig selv med et abonnement på Ude og HjemmeDer er ingen binding!

Succes med vægttab

Hun skar kulhydrater, sukker og fedt væk fra kosten og begyndte at dyrke en masse motion, og hurtigt kunne hun se, at vægten gik ned.

– Jeg følte endelig, at jeg havde fundet ’opskriften’, og det var en sejr for mig, at jeg havde fundet noget, jeg lykkedes med. Men uanset hvor meget jeg tabte mig, kunne jeg ikke se en forandring i spejlet. Jeg følte, at mit tøj sad på samme måde, så jeg blev ivrig efter at tabe endnu mere, forklarer Agnes, der blev mere og mere indelukket. Smilet var svært at få øje på, og hendes efterhånden strenge motionsplan levnede ikke plads til at være sammen med studiekammeraterne.

– Jeg kunne gå flere timer om dagen, enten udenfor eller i motionscenteret. Så jeg havde ikke energi til andet, og selv om jeg havde nået mit mål i forhold til vægttabet, kunne jeg stadig se alle fejlene, forklarer Agnes.

På et tidspunkt blev hun indkaldt til et møde på skolen. Hun blev anbefalet at søge læge, og han kunne hurtigt konstatere, at Agnes havde en spiseforstyrrelse, hvorefter hun blev henvist til psykiatrisk afdeling i Odense. På det tidspunkt havde Agnes tabt otte kilo på en måned, men udadtil lignede hun stadig en sund pige. Derfor blev hun sendt hjem med en kostplan. En plan, som hun ingen intentioner havde om at følge.

– Min forældre var selvfølgelig frustrerede og bekymrede, fordi jeg ikke spiste. Nogle gange spiste jeg lidt grøntsager, andre gange skubbede jeg maden rundt på tallerkenen eller løj om, at jeg havde spist.

Indlagt med spiseforstyrrelse

Kiloene raslede af Agnes, og folk begyndte at lægge mærke til, at den før så sunde pige, begyndte at se udsultet ud. Spiseforstyrrelsen havde efterhånden overtaget hendes sind, og det endte med, at hendes forældre fik hende tvangsindlagt. På afdelingen blev alle hendes måltider overvåget, men uanset, hvor mange gange hun fik at vide, at hun skulle spise, nægtede hun. Derfor blev hun sendt hjem efter 14 dage.

– Jeg havde behov for at snakke om, hvordan jeg havde det. At jeg havde det dårligt med mig selv, men jeg følte, at det eneste, der blev fokuseret på, var, om jeg spiste, så for mig var det en forkert rækkefølge, forklarer Agnes, der efterhånden var blevet en skygge af sig selv.

Som tiden gik, trak en del veninder sig fra Agnes, og når hun gik rundt i Nyborg, blev hun mødt af chokerede blikke og sårende kommentarer.

– Til sidst så folk kun sygdommen. De så ikke Agnes. Jeg hørte folk snakke om mig, og blandt andet sige ’hvordan kan hun gøre det mod sig selv’, og jeg kan huske, at jeg en dag var nede og handle, hvor en gammel veninde ville så hurtigt væk, at hun var ved at gå ind i en hylde. Lige der glemte folk, at jeg stadig var et menneske med følelser.

Til sidst spise Agnes nærmest ikke noget. Hvis hun skulle gøre sine forældre glade, kunne hun spise en mandarin, ellers blev det i en periode kun indtaget Pepsi Max, tyggegummi og sukkerfri saftevand. Agnes blev indlagt afdeling M, der varetager de hårdest ramte spiseforstyrrede patienter i landet. Men den somatiske behandling fungerede ikke for Agnes. Hun sammenlignede sig med de andre piger på afdelingen og følte sig tyk.

 

Mens anoreksien dominerede Agnes’ liv

Mens anoreksien dominerede Agnes’ liv

 

Dyster fremtid

– Min far fik en dag at vide af lægen, at jeg højst sandsynlig ville dø af sygdommen. Jeg kan huske, at han blev frustreret og insisterede på, at han kom på afdelingen og spiste nogle af måltiderne sammen med mig, fortæller Agnes.

Det viste sig, at der kom en anden ro og hygge ved at indtage mad, når hendes far var til stede. Hun skulle ikke længere sidde sammen med de andre piger, der nippede til maden, og hun kunne for en stund mærke, at hun fik ro i kroppen.

Da Agnes igen var hjemme, fulgte hun kostplanen, men da hun en dag stillede sig op på vægten, viste anoreksien sit magtfulde ansigt igen. Derefter fik Agnes akut spisestop.

Den dag Agnes faldt om på familiens gulv den 15. december 2020, var hendes hjerte stoppet med at slå. Men fighterviljen tog over, og da hun igen vågnede, lå hun i sin fars favn, mens tårerne trillede ned ad kinderne på ham. Da hun efterfølgende fik beskeden om, at hun igen skulle indlægges, var der noget, der var forandret for Agnes.

– Denne gang var jeg ikke imod. Pludselig kunne jeg se, hvor meget jeg sårede min familie. Jeg begyndte at reflektere over, hvad jeg havde gjort ved mig selv, og det var, som om jeg på en måde havde mættet anoreksien.

Drømte om et normalt liv

Langsomt begyndte Agnes at få det bedre. Den første måned skulle hun kun indtage ernæringsdrik, så kroppen vænnede sig til føde. Hver gang hun tog på, var det en mental kamp for Agnes, men drømmen om at få et normalt liv igen, holdt hende på sporet.

– Jeg kunne se på de sociale medier, at mine gamle veninder var ved at være færdige med gymnasiet og levede deres liv. Jeg havde altid gerne ville arbejde med mennesker, og jeg begyndte at indse, at hvis det skulle lade sig gøre, blev jeg nødt til at få det bedre, fortæller Agnes, der var indlagt et halvt år.

Køb abonnementOg få Ude og Hjemme hver uge

Kort tid efter, at hun blev udskrevet, valgte hun at begyndte på social og sundhedsuddannelsen. I dag er Agnes halvandet år inde i studiet, og hun har det bedre. Hun har lagt skammen på hylden, for hun kan mærke, at hun får det bedre, når hun taler åbent om det sygdomsforløb, der var ved at tage livet af hende. Hun ville ønske, at folk ikke havde trukket sig fra hende, for når hun kigger tilbage, havde hun mest af alt brug for støtte, kærlighed og omsorg. I dag har hun stadig en veninde, der har været der igennem hele forløbet, og hun har et helt specielt bånd til sine forældre.

Hun er i dag stolt af, hvor langt, hun er nået, men hun ved også, at hun stadig har nogle spiseforstyrrede tanker, som hun hver dag skal tøjle.

Fået det bedre

– Jeg har stadig dårligt selvværd, og hver dag skal jeg minde mig selv om, hvordan jeg havde det, da jeg havde det allerværst. Jeg kunne ikke grine, fordi jeg ikke havde mavemuskler, og bare jeg skulle op af et enkelt trappetrin, blev jeg udmattet, fortæller Agnes.

Hun føler dog, at hun står et godt sted.

– Jeg har på en måde skulle lære mig selv at kende på ny, og jeg har fået så megen positiv respons, hvilket giver mig en tro på, at jeg er godt på vej. Nu kan jeg kan mærke glæden, når jeg står op om morgen, og det er en kæmpe sejr.